Dana er syrisk flygtning og har lavet et mobilspil baseret på sin flugt til Europa

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Broadly USA

De sidste par uger har jeg sms’et med Nour, en syrisk flygtning, der lige nu foretager den farlige rejse fra sit krigshærgede hjemland til Europa. Jeg har fulgt hende gennem den udbombede by Harasta, advaret hende mod at stole på fremmede i Damaskus og sendt hende selfier for at muntre hende op.

Men… Nour eksisterer faktisk ikke i virkeligheden. Hun er den virtuelle hovedperson i Bury Me, My Love, et mobilspil, der kan downloades via Google Play og App Store. Jeg spiller Majid, Nours pligttro og til tider fjollede mand, der er blevet tilbage i Syrien for at passe på bedsteforældrene. Det er min opgave at støtte Nour og give hende gode råd med på rejsen. Interfacet i spillet er sat op på en måde, hvor man får forskellige muligheder i forhold til, hvad man kan skrive til Nour – på den måde minder det meget om appen Whatsapp, der også er immigranternes foretrukne kommunikationsmiddel i virkeligheden.

Dana på 25, som er født i Damaskus, men nu bor og læser i Tyskland, har også spillet med. ”Jeg spillede det sammen med min søster,” fortæller hun mig over telefonen. ”Vi blev så glade, når vi klarede en udfordring, som da Nour skal krydse havet. Men jeg er ikke færdig endnu. Jeg prøver at fortsætte sammen med min søster.”

Forskellen er dog, at Dana faktisk har oplevet mange af de samme ting, som spillet præsenterer, på egen krop. Hun flygtede fra Syrien til Tyskland som én blandt omkring en million andre flygtninge, der har krydset Middelhavet for at søge et nyt liv i Europa. (Dana optræder kun under sit fornavn af hensyn til hendes sikkerhed.) Da det franske produktionsselskab The Pixel Hunt og journalisten Pierre Corbinais begyndte at skrive historien til spillet, fik de Dana med som konsulent for at sikre, at spillet blev så autentisk som muligt i forhold til at skildre den farefulde rejse, mange flygtninge har begivet sig ud på, og udstyre fortællingen med detaljer fra hendes egne erfaringer.

Spillet kan ende på flere forskellige måder – nogle er mere tragiske end andre – baseret på de råd Majid giver Nour. Derfor er hver beslutning, man træffer, nervepirrende. Spillet foregår i realtid, og derfor udspilles konsekvenserne af hvert valg, man træffer, også på den måde. Det betyder, at der kan gå flere timer, før jeg hører fra Nour, og derfor sidder jeg ofte tilbage med en frygt for, at jeg har givet hende et dårligt råd og ført hende på afveje.

Det lykkedes for Dana at flygte og nå til Tyskland sammen med sin svoger efter en lang rejse gennem Syrien og Libanon. Derfra blev de smuglet til Lesbos i Grækenland via båd og har siden krydset flere landegrænser for at nå frem til det endelige mål. ”Det to mig i alt to uger,” siger Dana. ”Vi betalte 1.500 dollar (omkring 9.500 kroner, red.) for mig og min svoger.”

Er det mærkeligt at spille Bury Me, My Love, når man faktisk har oplevet det på egen krop?

“Nej, det er det ikke. Jeg kender alle 19 måder at gennemføre spillet på. Og min historie er heller ikke den samme.”

”Jeg håber ikke, folk vil tolke spillet som udtryk for min historie specifikt, men hele det syriske folks historie,” tilføjer hun. ”Nitten måder at gennemføre spillet på. Det er ikke mange.”

Indtil sidste år studerede Dana engelsk og oversættelse ved det lokale universitet. Mens borgerkrigen blev mere og mere brutal, blev hendes verden mindre og mindre, indtil hun ikke længere kun forlade hjemmet, hun var opvokset i – gæsteværelset i stueetagen var det sikreste sted at opholde sig, mens volden rasede på gaden udenfor. ”Mit hus er meget vigtigt for mig,” siger hun. ”Jeg savner det – jeg savner min seng.”

Dana og hendes families liv i Syrien var hårde, også længe før konflikten havde kostet næsten en halv million liv. ”Min familie var i mod regimet,” forklarer hun. ”Vi var allerede i politiet og hærens søgelys.” Dana besluttede sig for at flygte, efter hendes mor blev arresteret og tilbageholdt i to uger uden at blive stillet for en dommer. ”Vi vidste ingenting. Det var der, vi besluttede os for at forlade byen.”

Med morens velsignelse forlod Dana og hendes svoger Syrien; hendes bror og søstre var allerede i Tyskland. De taler stadigvæk regelmæssigt med Danas mor og bedstemor i Damaskus. ”De beklager sig aldrig. De vil ikke have, at vi bekymrer os, men vi kender jo godt situationen,” siger hun. ”Der er ikke el – måske kun nok til seks timer om dagen. Alle varer er meget dyre.” Dana håber desperat på, at hendes mor kan komme til Tyskland inden længe, men alle hendes visum-ansøgninger er blevet afvist.

Bury Me, My Love ligner ikke noget spil, jeg har prøvet før, og jeg var også skeptisk til at begynde med. Konceptet med at lave et spil ud af en blodig borgerkrig og humanitær katastrofe er svært at forholde sig til, men jeg blev virkelig opslugt af det. Måske er det, fordi det er baseret på et sms-agtigt system, som flygtningene også selv bruger; måske er det de kærlige beskeder, Nour og Majid udveksler, der minder om mine egne beskeder til mine kære. Der er masser af interne vittigheder, kælenavne og delte minder. (”Bury Me, My Love” er en arabisk tale måde, der betyder ”pas på dig selv”, eller ”lad være med at dø, før jeg dør”. Det er også den besked, Majid sender Nour i begyndelsen af spillet.)

”Spil behøver ikke kun være sjove og trivielle,” sagde Bury Me, My Love-produceren Florent Maurin i et interview med Endgadget, da spillet udkom i starten af november. Maurin, som også er grundlægger af The Pixel Hunt, er ikke selv flygtning og siger også, at spillet har ændret hans opfattelse: ”Ligesom det gælder de fleste medier, så kan spil også takle svære emner. Det har ændret min opfattelse af flygtninge at lave det her spil. Jeg håber, det vil have en lignende effekt på spillerne.”

Fra sit nye hjemme i Tyskland fortæller Dana, at hendes ambitioner på vegne af spillet er mere beskedne. ”Jeg håber, at folk, der aldrig har mødt en syrisk flygtning før, bliver opmuntret til at opsøge flygtninge og spørge dem, ’Hvad hedder du? Hvordan kom du her til?’ og ikke se dem som en trussel.”