Danmarks blinde madbloggere bekæmper fordomme og frygter ikke friture

Potentielt invaliderende eller måske endda livsfarligt. Som minimum en virkelig dum ide. Hvis jeg prøver at forestille mig, hvordan det kunne være at forsøge at lave mad med bind for øjnene, så ender dette som konklusionen på min tankestrøm.

Bortset fra at rende rundt i trafikken kan jeg i det hele taget ikke forestille mig noget hverdagsscenarie, som med synssansen ude af spil rummer større risiko for seriøs legemsbeskadigelse end det at arbejde i et køkken.

Ikke desto mindre er køkkenet blevet hverdag for 23-årige Lasse Tønnesen og 24-årige Mohammed Alsaadi. De adskiller sig en del fra de fleste andre madbloggere, fordi de begge er født med stort set fuldkommen blindhed. Indimellem kan de ane lidt lys og konturer, men bortset fra det er synet fuldstændig slukket.

Madlavning er deres helt store fælles interesse, og i stedet for at leve af takeaway og mad fra hjemmeplejen har de omfavnet en af de sværeste hverdagsdiscipliner for blinde. I maj sidste år startede de bloggen madsynet.dk, hvor de løbende lægger opskrifter op på de kulinariske udfordringer, de bliver ved at stille sig selv.

“Vi startede bloggen, fordi vi gerne ville bryde ud af vores egen komfortzone, ” siger Mohammed. “Ja, vi er blinde, men derfor skal vi ikke lade os begrænse og lade vores handicap styre. Så bliver det et kedeligt liv. God mad kan godt være let og lækkert, selv om det ikke er vildt kompliceret, så vi prøver hele tiden at se på muligheder i stedet for begrænsninger.”

Derfor har de sat mig i stævne i Lasses lejlighed på Østerbro, hvor menuen i dag står på indisk butter chicken. Det er en ny ret på drengenes repertoire, og en af de mere udfordrende. Men først skal vi lige have en kop kaffe. Skoldhede drikkevarer og blindhed lyder som en potentiel katastrofe, men her kommer en af drengenes teknologiske fif os til undsætning. De sætter en lille gul termometeranordning med to følere fast på kanten af koppen og hælder kaffen op. Så snart kaffen rammer følerne, der stikker lidt ned i koppen, begynder anordningen at bippe.

LÆS MERE: Mød danskeren, der lever af at teste svedig ost og Nutella

Som tilskuer er det fascinerende at se, med hvilken lethed de to venner manøvrerer rundt omkring hinanden i det lille københavnerlejlighedskøkken, hvor tre mand hurtigt optager det meste af pladsen. De ved hele tiden, hvor jeg befinder mig, også selv om jeg bevæger mig rundt, og kun en gang i løbet af aftenen støder de to let ind i hinanden.

Bortset fra en talende vægt bruger Lasse og Mohammed ikke andre hjælpemidler i køkkenet. De mærker sig frem. Bruger strøgne spiseskeer til krydderierne og holder en tommelfinger for toppen af decilitermålet, så de kan mærke, når den er fyldt med ris. Det vigtigste er i virkeligheden at holde pinlig orden i køkkenet og rydde op løbende, så de ved præcis, hvor tingene står, når de skal bruge dem, forklarer de, mens Lasse skrubber løs på den bradepande, hvor de marinerede kyllingestykker er blevet brunet af. De foretrækker som regel stegning i ovn frem for pandestegning. Panden er noget mere udfordrende at have med at gøre.

“Det sværeste er helt klart planlægningen,” fortæller Lasse. “Alt tager bare længere tid, når man er blind, også opvask og oprydning. Det kræver også meget energi at bevæge sig ud i verden og handle ind, for eksempel. Vi kan bare ikke nå alle ting på en gang.”

Derfor går de også stille og roligt frem og udfordrer hele tiden sig selv en smule mere for hver gang, de mødes for at lave mad sammen. Det sker som regel mindst tre gange om ugen.

“Vi fejlede stort, da vi skulle lave brunede kartofler. Ikke fordi vi brændte os på karamellen eller noget, men de endte med at smage helt forfærdeligt. Der var gået et eller andet galt i butikken, så det viste sig, at vi havde forsøgt at brune radiser i stedet,” fortæller Lasse, mens Mohammed griner over hele hovedet.

“Vi er ikke så bange for skoldende ting, som man skulle tro. Vi har også leget lidt med friture, selv om det er en af de mere vanskelige ting. Til gengæld er pandekager rigtig svære. De er svære at vende og det er svært at mærke, hvornår de er klar. Så brænder man sig. Vi vil også gerne være bedre til at afpudse kød, men det er rigtig svært. Og så er der selvfølgelig anretning, som vi jo af gode grunde ikke går så voldsomt meget op i.”

LÆS MERE: Jeg spiste middag, mens jeg mimede mine følelser til en fremmed

Selv om Lasse og Mohammed ganske givet er landets eneste blinde madbloggere, betyder det ikke, at der ikke er andre blinde, der er fremme i skoene, når det kommer til madlavning. 67-årige Agnete Odgaard-Jensen, som har været blind i 42 år, udgav for kort tid siden sin første kogebog med titlen Sund mad uden stress. Den indeholder 107 af hendes egne opskrifter på alt fra brød til hovedretter og desserter.

Det kommer nok bag på de fleste, at det overhovedet kan lade sig gøre. Men det kan det, og det er også en del af Lasse og Mohammeds ærinde med madsynet.dk.

“Det handler dels om at bekæmpe fordomme omkring blinde og dels at vise andre blinde, at det sagtens kan lade sig gøre at lave sund og god mad selv. Man behøver ikke at leve af pizza, men det er der desværre mange, der gør, fordi de ikke kan overskue at lave mad selv,” forklarer Lasse, mens duften af karry breder sig i lejligheden.

Et andet formål er at vise, at man sagtens kan bruges til noget, selv om man mangler en ret væsentlig sans. Lasse er ved at uddanne sig til massør, mens Mohammed er uddannet indenfor salg og kundeservice. I øjeblikket er han i gang med at blive visiteret til et fleksjob, men det er svært, for det omkringliggende samfund er en smule berøringsangst, når det kommer til blindhed. Berøringsangst er naturligvis ikke den eneste årsag, men ifølge en opgørelse fra Dansk Blindesamfund fra 2009, var det kun 11 procent af blinde i den erhvervsdygtige alder, som havde et arbejde på lige vilkår, selv om mange blinde, ifølge en rapport fra SFI, ville være i stand til at arbejde.

“Generelt er folk megasøde og hjælpsomme ude i trafikken og i butikkerne, men de taler nogle gange til os, som om vi er små børn eller mentalt handicappede. Jeg er nogle gange blevet nærmest løftet ind i bussen bagfra, mens der er blevet talt til mig med beroligende barnestemme,” fortæller Mohammed og flækker igen af grin.

Nu vurderer drengene, at retten er ved at være simret færdig, så vi går fra køkkenet og ind i stuen, hvor Lasse har dækket op.

“Er der lys nok herinde?” spørger han hensynsfuldt, inden vi sultne går ombord i vores butter chicken, mens vi drikker hjemmelavede mango lassi. Begge dele er tydeligvis blevet til med øje for den gode smag.