Dansk naturvin er dit alternativ til masseproduceret dårligdom

Vexebo Vins marker ved Fredensborg. Alle billeder af Robert Lund.

Daniels vinmark er ikke lige til at se fra landevejen uden for Fredensborg. Jeg bliver nødt til at holde ind ved et vandtårn og ringe til ham, selv om Google Maps fortæller mig, at jeg stort set holder midt i Vexebo Vin. Lidt længere oppe ad vejen kommer en skikkelse gående. Han er klædt som en jæger og bærer på noget, der får ham til at ligne et fugleskræmsel i silhuet. Fugleskræmslet stopper op og tager telefonen. Det er Daniel. Da han kommer tættere på, kan jeg se, at det er ugle-attraper, han bærer på. Han kommer fra sine forældres gård et lille stykke længere oppe ad den snoede vej.

“Jeg skal have sat ugler op. Druerne er blevet søde, så nu begynder fuglene også at interessere sig for dem,” siger han, mens vi går op mod vandtårnet til et højt hegn med en interimistisk låge. Bag hegnet ligger den. Vexebo Vins vinmark. På en perfekt skråning med nord-syd-vendte rækker. Daniel åbner lågen for mig: “Det var måske et tilfælde, at det blev vin, jeg kom til at dyrke heroppe. Men da jeg så marken, synes jeg, den lignede en vinmark. Det var som om, det altid havde været meningen.”

For 10 år siden var jeg til en smagning af danske vine. En lille håndfuld producenter præsenterede deres ypperste for os. Vi endte alle i Nyhavn bagefter for at skylle den grimme smag væk med alt for dyre fadøl. Ikke fordi vi havde lyst til at gå i Nyhavn. Men det var tættest på, og det skulle gå stærkt. Det var dengang. For nyligt sad jeg på mit nye stamsted på Nørrebro, Gaarden & Gaden, og fik et glas vin. Thomas, der ejer stedet, og er en guru ud i naturvin, skænkede en orange vin op for mig, som ramte mig som en skovl i panden. På den gode måde. “Vexebo vin,” sagde Thomas. “Daniel Milan.”

Daniel Milan med sin “vinstokke-kirkegård” – de stokke han ikke nænner at smide ud.

Der er kun fem danskere, der laver økologisk vin i Danmark. Og kun tre af dem laver naturvin. Daniel er en af dem. Naturvin vil sige vin, hvor der intet er tilsat. Ikke engang gær. De er lavet på vildgær. Generelt er din vin fuld af lort. Du tror, at sådan noget gæret druesaft er renheden selv. Det er det ikke. Daniel og jeg sidder for foden af vandtårnet og stirrer ud over markerne. Ikke overraskende er han enig: “Jeg hører tit folk sige, at de ikke kan tåle for eksempel rødvin. Det er noget vrøvl. Det, de ikke kan tåle, er al den gift, der er i deres vin.”

Daniel er ikke færdig: “Det er vigtigt for mig at lave et rent produkt. Folk tror, at når de drikker vin, så er det det rene produkt. Bare druerne. Det er langt fra sandheden. Markerne er sprøjtede, druerne også. Og så putter de alt muligt giftigt kemi i vinen. Det er langt fra et rent produkt.

“Og det burde vin være. Jeg gider ikke engang tale om konventionelle vine længere. Jeg er steget helt af. Jeg har det ligesom, da jeg første gang smagte økologisk gris fra fritgående dyr. Så var det slut med fem koteletter for en 20’er. Det giver ingen mening, og så skal man ikke putte det i munden.”

“Vi har ikke nogen lang tradition for at lave vin i Danmark,” siger Daniel. Vi bevæger os over i den fjerne ende af marken. Den er ikke så tilgroet som den øvrige, og druerne er ikke modne. Det er en anden sort, end den dominerende solaris-drue. “Selvfølgeligt laver vi en masse begynderfejl, men til gengæld er det også nemmere at ændre en masse her i et hug, end det er i Bordeaux, hvor man er meget bundet op på og tynget af traditioner. Der vil det det være som at prøve at skubbe en flyvemaskine baglæns.”

Som mad- og vinskribent bliver man konstant bedt om at forholde sig til naturvin. Om det er en hypet dille, at det er noget tyndt sprøjt i forhold til konventionel vin osv osv… Men at sammenligne konventionel vin og naturvin giver mindre og mindre mening for mig. Første gang, jeg virkeligt stiftede bekendtskab med det, var i Paris for snart 10 år siden. En schweizisk-fransk kok, Pierre Jancou, som var bannerfører for naturvin i Paris, hældte den ene mærkværdighed på mig efter den anden. Jeg blev blæst omkuld. Ikke kun på grund af vinene, men også måltidet, som på grund af den meget anderledes vinoplevelse, var skruet sammen på en måde, jeg ikke var vant til. Naturvin, som Daniel påpeger, smager som vinen gjorde før den industrielle revolution.

Vi sidder i den gamle lade på Daniels forældres gård her i Nordsjælland og drikker et glas hvid Vexebo 2014. Han morer sig lidt over mig, mens jeg henført taler om orangevin. Altså en hvidvin, der er lavet ved det, man kalder maceration. Man lader vinen ligge på skaller og kerner i et stykke tid. Masser af hvidvin laves også på den måde. Så ligger vinen måske i seks timer og så får den en dyb gul farve, som nogle gange næsten bliver ravgylden. Ved orangevin har vinen ligget og suget bitterstof og farve til sig i 14 dage. Grunden til, at Daniel morer sig lidt, er, at selvom, orange vin er det hotteste lige nu, så er metoden altså 8000 år gammel. Det glemmer man, ligesom vi har glemt, hvordan man laver rigtig vin, og hvordan rigtigt skal smage.

“Der er en enorm kulturhistorie omkring det. Kulturhistorisk er mad og vin jo et helt kapitel for sig. Det bringer mennesker sammen, man har det sjovt. Og så er der det alkoholiske aspekt i det. Det er festligt. Jeg elsker samværet omkring vinen. Der er mange gode stunder i det.”

Daniel er egentlig uddannet billedkunstner fra Det Kongelige Kunstakademi i København. I dag underviser han og arbejder som billedkunstner, når ikke vinmarken tager hans tid. Selvom han prøver at holde tingene adskilt, så er der alligevel nogle fællestræk ved kunst og vin: “Det der med at bruge hænderne og skabe et produkt, det er også det gennemgående for mig, når jeg laver kunst. Men jeg er begge dele. Jeg er både billedkunstner og vinbonde. Og det er alligevel to ret forskellige ting.”

Han lægger mange timer i marken, når sæsonen er i gang. Og det er den fra marts til oktober. Der er flere forskellige druesorter, men Solaris er den dominerende. Det er den, der er bedst til det danske klima, da den modner forholdsvist hurtigt, og der er allerede sødme i druerne. Masser af bitterhed fra skal og kerne, men også masser af sødme. Og med de varmegrader september gav, kunne det gå hen og blive et godt år. Daniel er fortrøstningsfuld.

Vindyrkning har det samme problem som alt andet landbrug. Det er en stor monokultur, hvor alle dyrker det samme på den samme usunde måde. Daniel hader det og ser da også sin vinmark som noget andet end blot det: “Det er et naturreservat, hvor naturen får lov at leve så frit, som den kan, inden for den her landbrugskultur. Noget af det, der giver mig stor tilfredsstillelse, er, når jeg finder en stor tudse i et hul eller en salamander. De krybdyr som der ikke er så mange tilbage af på grund af den konventionelle monokultur. Det er fedt, at de kan være her.”

Men Daniels vinmark er ikke bare et naturreservat, og Daniels vin er ikke bare en ren naturvin. Det er et fællesskab: “Det er den kapital, vi ikke taler så meget om i vores tid: Fællesskabets kraft. Foruden venner, familie og dedikerede mennesker havde Vexebo Vin aldrig eksisteret.”

Er hans mark og vin en modreaktion? Han stirrer ud i luften, mens han slynger vinen rundt i munden, slubrer og suger. Til sidst synker han og siger: ” Man kan sgu sagtens lave noget som en reaktion, en protest mod det bestående. Også vin.

“Det er politisk korrekt, det ved jeg godt. Men det har jeg slet ikke noget problem med at være.”