Det er januar. Det er koldt og mørkt, og du skal tilbage på skolebænken. Årskaraktererne venter lige om hjørnet, og de afleveringer, du har ignoreret alt for længe, hober sig op som en truende tsunami af faglige forventninger, du ikke kan indfri.
Men der er ikke andet for end at komme i gang, for gymnasiet er noget man skal. Det forventes, at man går i gymnasiet. Der er endda eksperter, der mener, at gymnasiet ikke skal være et tilvalg, men en obligatorisk forlængelse af folkeskolen – lidt ligesom i Sverige.
Videos by VICE
Så selv om der er mange af os, som er bedre til praktiske håndværk end til analyse af Tom Kristensen-digte, så ender vi tit med at vælge gymnasiet alligevel. Faktisk vælger tre ud af fire folkeskoleelever at fortsætte på gymnasiet, og det kan umuligt være den bedste beslutning for alle. Folketinget har tilsyneladende erkendt, at det er problematisk. I hvert fald gør politikerne nu en aktiv indsats for at overbevise flere unge om at vælge en erhvervsuddannelse.
Men det ændrer ikke på, at de fleste stadig ser gymnasiet som det naturlige valg – også selv om de overhovedet ikke gider at være der. Sådan behøver det dog ikke være. Livet er kort, så der er ingen grund til at blive hængende, hvis du ved, det ikke er noget for dig. 16 procent af de unge, der starter i gymnasiet, får ikke en studentereksamen, og hvis man ikke er så skarp til matematik og dansk, er der kun 50 procents chance for at klare sig igennem.
Men bare fordi man dropper ud, betyder det ikke, at man har tabt i livet. Vi har spurgt unge danskere, som droppede ud af gymnasiet, hvorfor det var det rigtige for dem.
Sasha Mortensen, 23, bygningsmaler
Jeg droppede ud af Helsingør Gymnasium allerede efter et par måneder i 1.g. Nu sidder jeg med en tredjeplads i DM i Skills (Danmarksmesterskab for unge fra erhvervsuddannelserne, red.), et 12-tal fra skolen og en sølvmedalje som bygningsmaler. Samtidig har jeg planer om at starte som tatovør, så det kunne ikke være gået meget bedre. Jeg er kun glad for min beslutning om at droppe ud af gymnasiet. Men selvfølgelig var jeg i tvivl dengang. Man er i tvivl om det meste, når man er 18. Mine forældre støttede mig, men der var et par venner, der kom med spydige kommentarer. De sagde, at det var dumt at droppe ud for noget, der ikke var ”en rigtig uddannelse”. Til gengæld har jeg lukket munden på dem siden, for det er svært at argumentere mod den succes, jeg har i dag.
Morten Møller, 32, mekaniker inden for motorsport
Jeg droppede ud af gymnasiet efter eksaminerne i 2.g. Alle sagde, at jeg bare skulle gøre det færdigt, men jeg vidste, at jeg ikke skulle bruge det til noget, og jeg hadede at være der. Jeg var kun startet, fordi det var, hvad alle andre gjorde. Det var forventet, at man gik i gymnasiet.
Jeg har altid været interesseret i biler, så jeg begyndte på mekanikeruddannelsen i stedet. Derefter fortsatte jeg som autoteknolog i Århus, og efter et ophold hos et hold i England er jeg i dag mekaniker for Hyundais motorsporthold i WRC – rallysportens superliga – og får lov at rejse verden rundt til racerløb. I år blev vi nummer to i verdensmesterskabet for anden gang, men næste år vinder vi.
Viola Kirketerp Berthelsen, 19, går på højskole
Jeg havde gået i gymnasiet i et halvt år, da jeg droppede ud. Jeg nåede at gå i to forskellige klasser, fordi jeg skiftede undervejs. Jeg havde dårlig kemi med nogle af de andre i min klasse, og jeg troede, at det ville blive bedre hvis jeg skiftede. Men det var ikke federe i den anden klasse, for det var institutionen og skolen, der var problemet. Så jeg droppede ud og tog 10. klasse og startede derefter på en HF.
Selv om de to uddannelser på overfladen kan minde om hinanden, var det en helt anden oplevelse for mig. Jeg fungerede ikke på gymnasiet, fordi man skal gå i skole på en bestemt måde. Man bliver konstant vurderet, og det stressede mig, og jeg brød mig ikke om den kultur, der er på gymnasiet. Det der med at være putte, og at der er så meget jagt på status. På gymnasiet kommer folk direkte fra folkeskolen og er derfor meget usikre på sig selv. På HF er de ældre, og derfor fungerede det for mig.
Jeg tror kun, jeg startede på gymnasiet, fordi min søster havde gået samme sted, og fordi jeg manglede information om, hvad man ellers kunne. Jeg havde slet ikke overvejet, at man kunne gøre noget andet.
Lasse Bartholin, 27, driftschef
Jeg er droppet ud af intet mindre end syv uddannelser: Gymnasiet, HG, HF, HGV, HGS, mediegrafiker på teknisk skole og webintegrator. Jeg har altid fået en trang til noget andet efter kort tid i samme rytme eller samme sted. Det er dog blevet bedre med årene.
Jeg har stadig aldrig gennemført anden uddannelse end folkeskolen og fotograf-grundforløb. Men gennem jobs og ungdomsskolen har jeg tillært mig en række egenskaber gennem tiden, der gør, at jeg i dag er driftschef hos en ISP, hvor jeg har arbejdet i omkring tre år.
Emma Claudia, 27, danskstuderende på SDU
Jeg var lige blevet færdig på efterskole, da jeg startede i 1.g. Så jeg gik direkte fra et ekstremt kreativt miljø til en meget konservativ institution med latinundervisning og det hele. Jeg kunne slet ikke forholde mig til at skulle sidde på min flade og lytte, for jeg har altid haft nemmere ved at lære, når jeg bruger min krop og bevæger mig. Så jeg gik der kun i tre måneder, inden jeg droppede ud og i stedet brugte min tid på produktionsskole og på at spille musik. Det husker jeg stadig som et af de bedste år i mit liv.
Før jeg startede på gymnasiet, vidste jeg slet ikke, der var et alternativ, og det er trist, for det var meget mere mig. Alligevel startede jeg på HF, og det skyldtes udelukkende presset fra mine omgivelser. Men det var gejsten fra musiklinjen på produktionsskolen, der gjorde, at jeg klarede mig igennem, fordi jeg valgte HF med praktisk musik som en del af undervisningen. Men jeg ser ikke tilbage på det som en fed tid.
Jeg ville ønske, jeg var blevet bakket op i, at den type uddannelse ikke er for alle, så jeg kunnet have undgået nederlagsfølelsen fra start. Så jeg fortryder på ingen måde, jeg droppede ud – tværtimod.
