De 10 bedste fornærmelser i Ekstra Bladets anmeldelse af Thomas Helmigs nye lorteplade

Beefs er en af de mest grineren ting ved at følge med i daglige musiknyheder. Beefs på Twitter, beefs i sange, beefs på skrift – nogle gange sker de bare helt af sig selv. Udtrykket beefs kender vi bedst fra den amerikanske hiphop-verden, men det er bestemt ikke, fordi de ikke også er til at finde herhjemme. Nogle gange mellem danske rappere. Og når vi er rigtig heldige mellem to midaldrende hvide mænd, der hedder Thomas.

Lidt baggrundsinfo til dig, der ikke er helt up-to-date på din nutidige danske mediehistorie: Den nådesløse, brusetablet-efternavnede EB-anmelder Thomas Treo, der er kendt for sin komplette mangel på fucks at give og sprudlende evne til at sætte ord på sin harme (han har blandt andet kaldt Justin Bieber for “ynkelig tøsedreng”), skrev i torsdags en særdeles uimponeret anmeldelse af det seneste udspil fra den aldrende aarhusianske darling Thomas Helmig, albummet Takker. Siden anmeldelsen udkom har vi brugt uforholdsmæssigt meget tid på at læse den, dele den, grine af den, og læse den igen. Det er svært at sige, hvad det er. Måske er det fordi, Thomas Treo bare har været så vred og bitter og specifik omkring sin vrede og bitterhed i så lang tid. Eller fordi det er så længe siden, Thomas Helmig har været musikalsk relevant. Måske er det i virkeligheden begge dele: en perfekt storm af to minusser – vred anmelder og uforsvarligt album – der kolliderer i et regulært slagteri af en anmeldelse. Vi har ikke kunnet finde nogen vej uden om at rangere de suverænt grummeste svinere her, for din (og lad os bare indrømme det, vores egen) fornøjelses skyld.

10. “Slem choknyhed”

Allerede i artiklens rubrik, “Slem choknyhed fra Helmig”, lyder det, som om den garvede danske sanger har fået konstateret syfilis eller har skubbet et ældre familiemedlem ned ad en trappe.

Men hey, hvad har vi reelt af forventninger til en nu 53-årig Thomas Helmig? Ikke for at sætte gang i en eller anden Chris Crocker-agtig LEAVE HELMIG ALONE-kampagne – han skal klart stoppe med at masseproducere dårlige albums, der er ækvivalenten af forspilsløst og obligatorisk ægteskabssex – men går man længere tilbage i historien mellem Treo og Helmig, ser umiddelbart ud til, at der er tale om en længerestående Thomas-tvekamp. Man behøver ikke gøre andet end at scrolle ned gennem anmeldelsen for at finde links til tidligere Treo-svinere af Helmig-plader. Se for eksempel “Afdanket popdreng” eller “Kæmpe fiasko”.

Det her kommer sikkert overhovedet ikke til at eskalere.

9. “Den rutinerede popsanger fra Aarhus lyder ualmindeligt akavet på pludseligt udsendt makværk.”

Produktet, Takker, er dårligt. Det er der ingen, der er i tvivl om, at Thomas Treo og Ekstra Bladet føler, allerede efter at have læst den her underrubrik. Men her præciserer Treo ikke bare, hvor meget Helmigs prut af et album lugter, men også i virkeligheden hvor dårlig stil, han udviste med leveringen af den – at han lod den sive ud i elevatoren uden advarsel og ikke engang advarede nogen eller sagde undskyld bagefter.

8. “Daft Punk er det ikke.”

Ingen ide om, hvorfor det her er målestokken, men nej, Thomas Helmigs nye album Takker er bestemt ikke Daft Punk.

Nirvana er det heller ikke. Eller Thelonious Monk. Eller Rebecca Black.

7. “Helmig anno 2018 minder om den pinlige onkel, der stavrer uønsket omkring på ungdomsklubbens dansegulv og leder febrilsk efter sin benprotese.”

**SHOTS FIRED**

Jeg ved ikke præcis, hvor gammel Thomas Treo er, men her kan man sige, at han i modsætning til sin guitarsvingende navnebroder i det mindste har haft selvindsigten til at positionere sig i et erhverv, hvor gammelmandskarakteristika – såsom evnen til at være ekstremt specifik i sine syrlige spydigheder – kommer ham til nytte. Av, av, av. Av.

6. “I en uappetitlig lagkageproduktion, som formentlig har været billigere end et smut i Lagkagehuset, disker jyden op med corny lydeffekter og kitschede indfald, der hører hjemme i Melodi Grand Prix anno Tommy Seebach.”

Så mange ting her. Lagkagehuset er en referenceramme, som enhver kageglad dansker kan relatere til. Tommy Seebach-referencen skærer dybt, da den danske sanghelt bliver Venn-diagram-overskæringen for tre forskellige aspekter af Nederenheden – Tommy Seebach, derigennem hans aktivt mere nederen søn, Rasmus Seebach, og til sidst: Melodi Grand Prix.

Og ja, sorry, jyder, for at påpege det åbenlyse, men det virker langt fra tilfældigt at det lige er midt i den her smøre, at Treo for første gang vælger at påpege, at Helmig er fra fastlandet.

5. “Helmig hædrer forbilledet George Clinton på nostalgiske ’Vi kom med funk’, der undtagelsesvis er en vellykket stiløvelse med et gedigent groove…”

Når, der kan man bare se! Der falder trods alt et lille kompliment af til Helmig her, selv om ordet “undtagelsesvis” godt nok ligger der og lurer passiv-aggressivt, men det var da alligevel stort af Thomas Treo, at se udover sin åbenlyse foragt for Helmig, og–

4. “…For det meste er popstjernens sound dog spændstig som en kasseret karklud.”

Ah. Nej, okay. “Kasseret karklud,” klart. Glem, hvad jeg sagde. Apply water to the burned area, Helmig. Eller en fugtig karklud.

3. “Hvordan en voksen mand på 53 kan få sig selv til at starte sirupsjæleren ’Burberry og L’Occitane’ med lyrikken ’Jeg bliver nok nødt til at tage mine solbriller på nu, sådan som du skinner’ er et mysterium på bundniveau med Bermuda-trekanten.”

Det er sjovt, hvordan hele nye musikalske genrer er blevet bygget op omkring direkte ignorante sangtekster, siden Helmig først strummede sig ind i branchen, men det stadig aldrig vil være okay for ham at smide så doven en linje.

Treo har jo objektivt set ret her. Helt katastrofalt lyrisk udspil fra hele Danmarks yndlings Stupid Man, der med en enkelt letkøbt solbrille-linje får BFLs MDMAnders til at fremstå som en forholdsvist begavet sangskriver.

2. “– og på ’Hold fast’ klynker sønnen Hugo med, og hold fast hvor er det ligegyldigt.”

Ouch. Her bliver det først personligt. Thomas Treo viser sin garvethed som mangeårig diss-disker og kommer uden om at dele alt for grove svinere ud til Helmig Jr. med det forholdsvist brodløse, men unægteligt affejende adjektiv “ligegyldigt”. Det her fik mig til at grine højt ud i rummet. Flere gange end det nok burde.

1. “De fleste andre vil nok sige nej tak til ’Takker’.”

Man ved bare, at det var her, det hele startede. Selv om Treos mund unægteligt er løbet i vand, da nyheden kom ud om et nyt Helmig-album – en umiddelbart uendelig kilde for sikre zinger-fiestaer for EB-anmelderen – har det her afvisende ordspil bygget på det stakkels albums titel uden tvivl været ground zero for den her pun-fest af en sønderlemmende anmeldelse.