Becca Reyes var frustreret. Hun har en bachelor i musikvidenskab, hun har erfaring fra musikskoler som guitarist, og hun var venner med fyrene på højskolen. Alligevel opdagede hun, at de havde dannet et band, og at hun ikke var inviteret.
“Nu ved jeg ikke, hvem der kommer til at læse den her artikel, men jeg var pissed,” siger hun og bryder ud i latter. Det var ikke første gang, at hun oplevede det, nej, det var sket igen og igen gennem gymnasiet, musikskolen, højskolen og på universitetet, at drenge og mænd fandt sammen i grupper hen over hovedet på hende, og hun havde fået nok.
Videos by VICE
Sammen med Josefine Alstrup-Mathiesen og Diljá Björt Bjarmadóttir har Becca Reyes musikkollektivet Mount Reina Collective, som til dels er et resultat af den frustration, Becca Reyes følte. Hun var nemlig ikke alene om følelsen af at blive holdt udenfor.
”Det gjorde ondt, fordi det var, som om vi overhovedet ikke var en del af ligningen – vi var slet ikke i deres hoveder,” siger Josefine.
“Men nogle gange skal man måske bare have følelsen af uretfærdighed, før man kan finde sin egen stemme og plads i det, man gerne vil opnå.”
Allerede da de gik på højskolen Engelsholm, begyndte de at bruge hinanden i deres arbejde med musikken, og i januar 2018 stiftede de officielt Mount Reina Collective, hvor de støtter og guider hinanden til læring, selvtillid og succes. De mødes ofte og komponerer og producerer musik, vender verdenssituationen og planlægger koncerter.
De understreger, at det ikke alene er vreden, der ligger til grund for Mount Reina Collective, “men det var en ret konkret måde at afreagere på,” siger Becca. “Vi fandt en glæde i en modreaktion – man var ikke vred længere. Lige pludselig kunne man tænke: det her er også sjovt og godt. Det er noget andet, men det er sådan, dynamikken er, og vi må finde en måde at være i det på.”
Efter højskolelivet ventede også en mere ensom tilværelse, hvor de var meget alene med musikken, da de alle er soloartister. Her opdagede de hurtigt, hvor godt det er, at de har hinanden.
Becca, der optræder under navnet LA REY, blev den, som tog skridtet og fik dem samlet. Kollektivet har nu over et år på bagen, og dets hidtil største booking – en koncert på Forbrændingen i Albertslund til april – venter. De markedsfører sig i høj grad som et fælles act, der kan bookes samlet, og de skubber deres musik ud samlet til brugerne blandt andet gennem deres fælles instagramprofil. Og det virker.
“Jeg tror, det gør logistikken nemmere for spillestederne,” siger Becca, “for hvis du er en singer-songwriter, der kan fylde 35 minutter ud, så kan de være sådan lidt, fedt, men hvad skal der ske resten af aftenen? Vi har opbygget en pakkeløsning, hvor vi kan levere halvanden times livemusik, og vi kan lave en del larm for det som kollektiv, og det er der venues, der er interesserede i.”
Men kollektivet tilbyder meget mere end det til dets medlemmer.
I Mount Reina Collective kan de hver især arbejde med et track i mange timer, blive træt af det og så sende det til de andre medlemmer for at få feedback. Helt frit – for de ved, de ikke bebyrder nogen, og at de altid kan regne med et ærligt svar. Og det er dét, der gør det til et trygt og progressivt fællesskab, mener Diljá, som studerer på musikkonservatoriet i Aarhus og optræder under aliasset ÓRÓ.
”Hvis det er dårligt, får man det at vide, men det føles trygt, fordi vi ikke er bange for at være sårbare overfor hinanden. Det vigtige er ikke, at man er på præcis samme niveau, men at man gør det med hinanden. Det kan konkret foregå ved, at vi snakker sammen løbende over telefonen eller mødes en weekend og laver musik i tre dage, hvor vi både øver og producerer.”
Becca supplerer: ”Ja, og det går jo lynstærkt. Jeg kan sidde alene med et track i en måned, men når vi samarbejder, kan jeg lave det samme på 24 timer. Det er bare fantastisk.”
De har også opdaget, at kvinder ikke skal konkurrere med hinanden for at udfolde sig eller for at få en af de mytiske få pladser til kvinder i branchen. Erfaringen med at slå pjalterne sammen har vist dem, at det både er sjovere og klogere at samarbejde, fordi de kan hjælpe hinanden op og i gang med de projekter, som måske ellers ville virke uoverskuelige.
Josefine optræder under navnet Aureola. Når hun tænker på Mount Reina Collectives værdier, tænker hun på – og er blevet inspireret af – de efterhånden kendte bannere fra de verdensomspændende “Women’s Marches”, demonstrationer, som blev afholdt i 2017 i protest mod især præsident Donald Trumps politik. På et af skiltene stod der: Vi vil ikke kæmpe mod andre kvinder for at få en af de få pladser ved bordet. Vi forlanger et større bord.
”På præcis samme måde vil jeg ikke konkurrere med andre kvinder for at få en plads – hvis ikke verden og dynamikkerne ændrer sig, så laver jeg mit eget shit,” siger Josefine. Det er måske ikke løsningen for alle, siger hun, men for hende holder fællesskabet hende til ilden. “Hvis man står med tingene alene, føles det altså bare meget, meget tungere at nå sine mål.”
Men hvad er målene så? Større og vildere, siger Josefine. Men kan de blive ved med at være kollektiv, hvis de bliver store som individuelle artister? Ja, lyder svaret, men kun hvis det giver mening.
“Formålet er, at vi udvikler os så meget som muligt,” siger Becca, og Josefine fortsætter: “Det ville jo være helt krampagtigt, hvis vi holdt hinanden tilbage for at være i et fællesskab. Jeg glæder mig til at se os blive bedre til vores nicher. Når vi bliver bedre hver især, bliver vi også endnu bedre som kollektiv.”
Så den praktiske del i forhold til at blive booket er smart, og de hjælper hinanden med at udvikle sig som individuelle kunstnere. En tredje del af samarbejdet handler om selvtillid, og den er også ved at være på plads, selv om det måske ikke lå så lige for for de tre kvinder:
“Jeg snakkede for nylig med en fyr, der er i et musikkollektiv med andre mænd, som sagde, at de hele tiden går og siger til hinanden, at de er de fedeste i verden. Og det skal de have lov til, jeg skal ikke tage noget fra nogen, men jeg vil gerne låne lidt af den attitude. Det fungerer, det med at være hinandens hypeman,” siger Josefine.
“Men jeg tænker, at sådan har vi det også. Jeg kan genkende den følelse nu, men den er ny i min verden,” siger Becca.
Og apropos mænd: der er kun kvinder i Mount Reina Collective nu, men det skal ikke nødvendigvis fortsætte sådan, siger de.
”Vi er ikke et kvindekollektiv – vi er et kollektiv med kvinder, og vi vil slet ikke udelukke, at der kan komme mænd ind i det på et senere tidspunkt. Lige nu finder vi bare en styrke og en kunstnerisk frihed i at være os,” fortæller Josefine.
På sigt håber de, at kollektivet kan fungere, ikke bare som en støtte til, at de hver især når deres kunstneriske mål, men også kan være med til at ændre de normer, der påvirker kvinders kreative udfoldelse. Nogle normer, som de mener er dybt integrerede i vores måde at se på og tale om køn og ligestilling, og som ligger i alt fra, hvordan vi forventer, en kvindelig sanger opfører sig på scenen, til hvilke kreative processer en kvinde må være inde over.
”Jeg er for eksempel meget stolt over, at vi producerer al vores musik selv. Det går jeg op i, for det er lidt en norm, at kvinder ikke producerer. For os er vores produktion derfor helt klart et brud med nogle normer, og det er jeg stolt af, at vi prøver at banke ind i hovedet på folk,” siger Becca.
Mount Reina Collective så allerhelst, at forventningerne til og samarbejdet mellem kønnene i branchen var bedre, men indtil det lykkes, mener de, det er vigtigt at finde sin egen måde at håndtere det på. Deres måde hænger sammen med en kulturændring, de gerne vil arbejde for, hvor kvinder er bedre til at stå sammen. Efter de startede kollektivet, har medlemmerne af Mount Reina Collective selv oplevet, hvordan deres tilgang til andre kvindelige musikere – de før “potentielle konkurrenter” – har ændret sig.
”Det handler om at sætte nogle progressive bevægelser i gang,” siger Becca. “Jeg er gået fra at være sådan: Hvad kan du, og er du bedre end mig? overfor andre kvindelige musikere, til at være sådan: Ååååååh, giiiiirl, skal vi colabbe!?”
