Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE UK

Hvad gør man med folk, når de er døde? Det kan være et stort problem. Man holder af en person, vedkommende dør, sjælen forsvinder ud i æteren, og du står nu tilbage med en tom skal. En stor kødsæk, der hurtigt går i forrådnelse. Man kan ikke bare smide vedkommende i containeren for kemisk affald på lossepladsen, men man skal jo af med dem på en eller anden måde.

Der findes mange forskellige løsninger rundt omkring i verden. I Tibet skærer man liget ud i stykker og lægger dem ud til gribbene. Så maler man knoglerne sammen med bygmel og laver småkager. I Madagascar begraver man dem, man elsker, i syv år, graver dem op og tager en svingom med skellettet på gravstedet. I Europa havner vi som regel enten i kisten eller ovnen.

Cirka en tredjedel af folk, som dør i Storbritannien, går krematorievejen. Det er en helt utrolig proces. Fra en gasventil blæses kroppen igennem ved 315 grader i to til tre timer. Lemmer og muskler begynder at trække sig sammen og derefter brændes alt kødet af. Derefter scannes de forkullede knogler med en kraftig elektromagnet, der opfanger plomber og hofteproteser. Til sidst samles resterne i en stor kværn, der pulveriserer den afdøde, så man er klar til urnen.

De fleste bestemmer på forhånd, hvorvidt de vil kremeres eller ej, men det er de færreste, der efterlader instrukser for, hvad der skal ske med asken. Det er en beslutning, de pårørende må tage. Nogle urner går i glemmebogen (mange bedemænd har et helt baglokale stående fuld af urner, som folk af den ene eller anden årsag ikke har hentet). Så er der dem, der bare ender i skabet eller under køkkenvasken. Hvis vi skal undgå den samme triste skæbne, bliver vi nødt til at tage døden ved hornene, mens vi fortsat er i live. Vi har talt med venner, der har mistet folk i deres liv, for at få nogle tips og tricks.

Liam Lever, 32, guitarist i LTNT

VICE: Hej, Liam. Hvordan endte din bedstefar inde i din guitar?
Liam Lever: Han døde – det giver vist selv – og han ville gerne kremeres. Jeg fik hans aske i en pose. På et tidspunkt var jeg i gang med at arbejder på en guitar, og så kom jeg på ideen med at opbevare lidt af ham der. Det havde en besynderlig effekt på guitaren. Den blev sådan lidt røget langs pickguarden. Jeg ved ikke, hvad det er de brænder af, når de kremerer lig, men elektromagneten i pickuppen reagerede i hvert fald på det. Det begyndte sådan lidt at sive ud gennem hullet. Det er mærkeligt, for asken er ellers helt forseglet derinde.

Tror du, han ville synes om at sidde i din guitar?
Han kunne godt lide min musik. Han har lyttet til meget af det, mens han var i live. Jeg tror, han ville synes om at være med på scenen. Jeg er også glad for at have den forbindelse til ham. Han var et godt menneske, og det er jeg ikke altid. Han minder mig på en måde om ikke at blive et røvhul.

Havde du andre ideer til opbevaring af asken?
På et tidspunkt, da vi sad i turbussen, fik vi den ide at sniffe en bane af ham. Det har folk så gjort lige siden. Listen over folk, der har sniffet min bedstefar er lang. Det er selvfølgelig lidt vulgært og også en kliche, men folk har virkelig bondet over det. Flere af dem kendte ham, mens han var i live. Det er blandet andet inspirationen bag en af mine venners bands navn, Grave Lines. Jeg var sådan lidt: ‘Det griber om sig. Nu har halvdelen af Europa snart sniffet ham, så jeg putter lidt i guitaren, før asken er helt væk.’

Wow. Hvor mange har sniffet din bedstefar?
Omkring 40 tror jeg. Han kommer frem ved særlige lejligheder. Hvis man sørger for at knuse asken ordentligt, er det slet ikke så dårligt. Jeg har sniffet værre ting en søndag eftermiddag i parken. Han var en ret blød fyr, og det kan man nok fornemme.

Alice, 25, spåkone

Hej, Alice. Hvad er din kremeringshistorie?
Alice: Min mors urne står på et lille skab sammen med en masse ragelse på mit badeværelse. Det er ikke noget, man lægger mærke til.

Hvordan endte hun der?
Hun døde af kræft. Min mor er fra en lille, konservativ flække i Frankrig, og det var også der, hun døde. Hun havde været syg i lang tid. En dag tog vi derover for at besøge hende, og så døde hun. Da vi ankom, var hun lige gået bort. Efter vi havde været i kirke, lagde vi urnen i bagagerummet og kørte tilbage til London. Jeg tror, hun havnede på hylden, fordi min far var lidt overvældet af hele oplevelsen. Jeg var ti og min bror var fire, og nu havde han pludselig et par børn at holde øje med. Vi havde ikke haft meget med ham at gøre inden da. Han skænkede os ikke rigtig en tanke.

Er det ikke mærkeligt at have hende stående der, når du er på toilettet?
Hun var en ret ustabil mor, så jeg ved ikke, hvordan hun havde klaret os som teenagere. Det, at hun stod deroppe og overværede alle de her fysiske sider af vores opvækst – puberteten og drukture, der endte på knæ foran toilettet – har nok givet mig et forhold til hende, som jeg ikke kunne have haft, hvis hun var i live. Hun har overværet de mest intime og forfærdelige øjeblikke, men uden hun kunne stille noget op.

Jason Shulman, kunstner

Hej, Jason. Hvordan endte din far inde i et stykke kunst?
Jason Shulman: For det første gik han jo hen og døde. På bussen på vej tilbage fra bedemanden huskede jeg pludselig, at jeg som barn havde læst, at der er flere ting, man kan få ud af en menneskekrop. Man kan lave 12 blyanter eller tre hesteskosøm. Eller en bunke salt. Jeg tænkte, jeg ville undersøge, om der virkelig er så meget jern i asken. Så jeg tog en stor magnet, lagde den ned i urnen, rystede det hele rundt, og da jeg fjernede den igen, sad der en masse jernstøv på den. Uden nogen egentlig grund strøede jeg det hele ud over bordet for at se, hvor meget jern jeg kunne finde, og så lagde jeg mærke til, at nogle af knoglefragmenterne var rustet og havde fået fine farver. Der var gul, grøn og rød. Så brugte jeg tre måneder med et par forstørrelsesglas og en lille pincet for at dele farverne i små bunker. Derefter lagde jeg dem i et lille lagdelt rør med jernet i toppen. Så hang jeg den i øjenhøjde fra loftet, monterede en stor magnet lige over, og så hang han ellers der. Jeg synes, det er fint lille minde. Det ligner jordens kappe eller træernes ringe.

Tror du, han er glad derinde?
Han havde et stort ego. Hvis han vidste, at folk stadig talte om ham, ville han være tilfreds.

Steph Wilson, 25, fotograf

Hej, Steph. Hvordan endte din far inde i et piletræ?
Steph Wilson: Han døde af kræft i bugspytkirtlen for tre år siden. Hans kælenavn var Willow (Pil, red.), og vores yndlingstræ i haven der, hvor vi boede, var et stort piletræ. Det blev fældet to år, før han døde. Vi ville gerne plante et nyt piletræ, hvor det gamle havde stået, og da vi drak gravøl bagefter, hældte min bror asken i et hul, som vi stak piletræet ned i. Det voksede rigtig godt, men da min mor besluttede sig for at sælge huset, begyndte vi at skære små kviste og grene af. Vi har nok alle sammen en tå eller en hånd eller sådan noget nu. Planen er at plante dem i haven på fremtidige hjem.

Det er en fin ide. Var han et spirituelt menneske?
Han var superkapitalist. Hvis han stadig var i live, er jeg ikke engang sikker på, at vi ville være på talefod. Vi kom godt ud af det med hinanden, men vi kunne også være de værste fjender. Jeg er feminist og socialist. Det brød far sig ikke om. Han var et meget følelsesladet og kreativt menneske, men han var ikke i kontakt med naturen. Han var lidt en særling, faktisk.