Den danske doom-scene er tunge riffs, omvendte kors og masser af talent

“Doom metal handler om at gå amok inde i sig selv,” fortalte Konvent-guitarist Sara Nørregaard mig for nylig, da jeg interviewede bandet i forbindelse med deres sejrsgang på den danske metalscene. Konvent har for alvor hevet doom metallen ud af skyggerne og sat den på dagsordenen igen. Den tunge, mørke forgrening på metallens kulsorte træ adskiller sig markant fra det utal af undergenrer, som musikken har affødt, lige siden Black Sabbath-guitaristen Tony Iommi mistede to fingerspidser i en ulykke på et stålværk i Birmingham tilbage i 60’erne, opfandt powerakkorden og grundlagde genren, som vi kender og elsker den.

Modsat for eksempel døds-, thrash- og black-metal, er doom kendetegnet ved et langsomt, slæbende tempo, en atmosfærisk stemning krydret med en nærmest ceremoniel højtidelighed og så selvfølgelig mastodontiske guitarriffs, der er så tunge, at virkeligheden, som vi kender den, truer med at briste under vægten og suge os alle sammen ned i et sort hul. Doom-metallen har også en teatralsk komponent – tænk masser af omvendte kors, syvarmede lysestager dækket af stearin og sangere i sorte kutter, som ham her – der kan få mange til at stejle (det kræver en vis åbenhed og tålmodighed at vende sig til falsetsang og en frontmand, der minder om en skurk fra en opera).

Men når det er sagt, så er doom-metallen en skattekiste fyldt med tjæresort, musikalsk guld, især hvis man er den melankolske type, der godt kan lide forvrængede, hylende guitarer og læderjakke-attitude. Man kan smide de gamle Black Sabbath-plader på afspilleren og genleve historien om bandets bassist, Geezer Butler, der engang vågnede i sin seng midt om natten ved at en dæmon havde sat sig i fodenden og lod sangen ”Black Sabbath” tage afsæt i hændelsen (det hele skete vel at bemærke før, Butler begyndte at tage stoffer). Man kan også kaste sig over Sabbaths amerikanske arvtagere St. Vitus og Pentagram – førstnævnte byder på den vredeste mand i verden, og sidstnævnte fik afslag på en pladekontrakt, fordi KISS syntes, de var for grimme.

Der er dog intet krav om, at man har styr på de historiske navne, før man tager fat på den danske scene. For i takt med, at metal lader til at begynde at tiltale et bredere publikum herhjemme, og der dukker spændende metalnavne op over hele landet, blomstrer doom også ud af dansk metals kulsorte muld. Vil man tjekke den danske doom ud, skal man holde øje med undergrundsmetalscenen generelt – det er gerne de der flyers, du ser, tapet op på lygtepæle og busstoppesteder, hvor bandnavnene er skrevet i en font, der får dem til at ligne et ondt tjørnekrat – som byder på de virkeligt fede oplevelser. Ud over metalmastodonten Copenhell dukker der nemlig også hele tiden mindre, danske metalfestivaler op rundt om i landet. På dem kan man ofte finde nogle af de spændende navne på den danske doom-scene, der er pakket med talent for tiden. Her er seks danske doom-metalbandsn (minus Konvent, du skal tjekke ud før Fenrisulven sluger solen, og mørket hersker for evigt:

Konvent

Et perfekt sted at starte, når det kommer til dansk doom. Tillad mig at referere til mig selv:

Alkymist

Den københavnske kvartet Alkymist, der har spillet siden 2016 og blandt andet tæller tidligere medlemmer fra bands som Gas Giant, Detest, The Ritual og Düreforsög, er et relativt nyt og ubeskrevet blad på den danske scene, men bandets spritnye EP Element er en magtdemonstration inden for dansk doom. Element byder på fire tracks med doom-influeret progressiv metal og fremmaner en sonisk urkraft med tunge, dronende guitarriffs, der lyder som besværgelser til en heksesabbat, melankolske, atmosfæriske pusterum i mørket og en kulsort stemning, der til tider minder om noget, man hører på en Neurosis-plade.

Alkymist spiller den 3. februar til Kaldet fra Dybet II i Ungdomshuset på Dortheavej i København.

Drukner

Drukner fra København startede i 2015 og udgav deres selvbetitlede debutalbum i september 2016. De fire medlemmer i bandet gør sig i tung doom metal i den stenede ende af spektret, hvor fuzz-pedalen er skruet op på max og de dundrende riffs har nærmest blues-agtige kvaliteter. Hertil kommer en sund portion orgellir og flotte korarrangementer, der komplimenterer lyden med en messende, ritualistisk vibe. Drukner har haft et travlt år i 2017, hvor de blandt andet har optrådt sammen med de danske dødsmetaltitaner Baest. Bandet arbejder på nuværende tidspunkt på at skrive nyt materiale, og vi holder fingrene krydset for, at der snart kommer en opfølger til Drukners overbevisende debut.

Drukner spiller sammen med Gaia, Slowjoint og From The Caves til Doom Delish på Lygten Station i København den 21. april.

Gaia

Valbytrioen Gaia har eksisteret siden 2013 og allerede udgivet en håndfuld plader, heriblandt det kritikerroste debutalbum Reality Field fra 2014, der trækker på stoner-arven fra de amerikanske bongriffer Sleep og blandt andet er blevet beskrevet i vendinger som ”pot-røgen er lige så tyk som deres riffs”, og opfølgeren A Cure For Time fra 2016 – et metalisk svendestykke ud i den psykedeliske doom-metal, som fremmaner billeder for det indre øje af en interplanetarisk rumrejse i stil med den man kastes ud på, når man lytter til YOB. Tag din rumhjelm på, tag et ordentligt hiv af bongen, og kast dig ud på en rejse gennem kosmos.

Gaia tager om kort tid på tour gennem en række danske byer, om man kan opleve dem på HeadQuarters i Aarhus den 23. februar, Pitstop i Kolding den 24. februar, Harders i Svendborg den 20. april og på Lygten i København den 21. april.

Bethmoora

Den københavnske kvintet Bethmoora, der tager sit navn fra en novelle af den ikoniske horrorforfatter H.P. Lovecraft, har udgivet en demo i 2016 og optrådte samme år på en split med det belgiske eksperimentale metal-band Dorre. Bethmoora leverer dyster og apokalyptisk undergangsmetal, der emmer af føromtalte forfatters kaosunivers bestående af kosmiske monstre, dommedagsguder og rendyrket ondskab. Vokalen alene er nok til at pulverisere din sjæl.

Bethmoora spiller den 4. april i Pumpehuset sammen med amerikanske Bell Witch.

Dirt Forge

Den københavnske powertrio, Dirt Forge, gør sig i langsom, beskidt og brutal musik, der lyder, som om det er optaget af et eller andet udkogt, tandløst metalmonster langt ude i en sump i Louisiana. Med soniske referencer til blandt andre High on Fire, Crowbar og bonderøvsmetallens hellige riffapostle, Pantera, ligger Dirt Forge i en klasse helt for sig selv på den danske scene – lyttervenligt nok til, at man kan skråle med på omkvædene, og tungt og aggressivt nok, til at man ikke får dårlig samvittighed over det.

Sidste år udgav bandet debutalbummet Soothsayer, der er blevet til i samarbejde med producer Chris Fielding, som tidligere har kollaboreret med doom-kongerne i Electric Wizard og Conan. Der er med andre ord garanti for smæk for skillingen, groovy baslinjer og monstertunge riffs.

Dirt Forge spiller den 26. januar på Monorama i Aarhus.