“Man kan ikke købe sig til en revolution. Man kan ikke skabe en revolution. Man kan kun være revolutionen. Den findes i din ånd, ellers findes den ikke.”
Sådan skriver den verdensberømte, feministiske forfatter Ursula K. Le Guin i De udstødte fra 1974. En roman, der vandt adskillige priser for sin filosofisk tankevækkende behandling af emner som individets rettigheder, menneskets evne til at tænke selvstændigt og tyranni i det godes navn, alt sammen pakket ind i et imponerende og blændende helstøbt science fiction-univers.
Videos by VICE
Igennem hele sit forfatterskab har Le Guin excelleret i kunsten at sætte meget konkrete problemstillinger – som for eksempel køn og kvinders rettigheder – til debat i abstrakte og fantasifulde rammer uden at slække på den kunstneriske kvalitet eller gå på kompromis i udforskningen af de grundlæggende moralske spørgsmål, hun arbejdede med.
Ursula K. Le Guin gik bort i sit hjem i Portland den 22. januar. Hun blev 88 år gammel.
Ursula K. Le Guin, som var erklæret feminist, var en af de første kvinder til at slå igennem til et bredere publikum som science fiction- og fantasy-forfatter. Selv om hun ofte har udtalt, at hun fandt betegnelsen ”science fiction-forfatter” begrænsende, så er det imidlertid bøger som Troldmanden fra Jordhavet, De udstødte og ikke mindst gennembrudsromanen Mørkets venstre hånd fra 1969, som forfatteren er kendt for. Om sidstnævnte har hun engang sagt i et interview:
”Min første feministiske roman var Mørkets venstre hånd, som jeg begyndte at arbejde på i 1967. Det var et tidligt eksperiment og forsøg på at dekonstruere køn. Dengang gik debatten på, ’Hvad vil det sige at være mand? Hvad vil det sige at være kvinde?’ Det er svære spørgsmål, så i Mørkets venstre hånd udryddede jeg forestillingen om køn for at se, hvad der er tilbage, når man har gjort det.”
I romanen tegner Le Guin et portræt af en verden på en fremmed planet, hvor alle mennesker har begge køn og besidder evnen til at skifte i mellem dem. Plottet i romanen drejer sig om en banal magtkamp og politisk rænkespil, men det er i virkeligheden måden, hvorpå samfundet på planeten er formet af menneskenes ”ambiseksuelle” natur, der gør den til et interessant studie i, hvordan en kultur indrettes og magtstrukturer opstår.
“Jeg ser nu ikke mig selv som en helt, fordi jeg tager kampen. Det er bare en af de forbistrede ting, man bliver nødt til at gøre, hvis man vil fortsætte med at have lov til at samle flyvehavre og fortælle historier.”
Le Guin, der er født i Berkeley, Californien og var den yngste af fire, debuterede i 1966 med science fiction-romanen Rocannon’s World. Siden da hun har hun udgivet over 20 romaner, et dusin digtsamlinger, mere end hundrede noveller, syv essaysamlinger og 13 børnebøger. Hendes værker er oversat til mere end 40 sprog.
Udover sin evne til at skrive smuk og krystalklar prosa, hvis sanselige kvaliteter især kommer til udtryk i fantasy-trilogien Earthsea, hvor magi er en iboende kraft i sproget, så besad Le Guin også et uhyre skarpt intellekt og en dedikation til fornuften og oplysningens grundlæggende principper, der hudflettede al dogmatisk tænkning – hvad end den kom fra højre eller venstre på det politiske spektrum.
I essayet Romanen som bærerpose fra 1986 tager Le Guin fat i selve grundstoffet i vores kultur, nemlig vores tilbøjelighed til at forme fortællinger – og dermed måden vi tænker på – omkring konflikter. Det er her Le Guins argument, at det mandsdominerede narrativ – som i årtusinder har sat hulemandens jagt og blodige opgør med sit bytte over kvindens indsamling af havre og bær – har ført os til et punkt i historien, hvor der måske snart ikke er så meget mere at fortælle. Vi skal begynde at fortælle en ny historie, på en ny måde, og vi skal genopfinde vores helte – i stedet for at dræbe skal de skabe.
Om sig selv sagde Le Guin: “Jeg er en vred, ældre dame, og jeg slår vildt omkring med min håndtaske for at jage bøllerne væk. Men jeg ser nu ikke mig selv – det gør andre i øvrigt heller ikke – som en helt, fordi jeg tager kampen. Det er bare en af de forbistrede ting, man bliver nødt til at gøre, hvis man vil fortsætte med at have lov til at samle flyvehavre og fortælle historier.”
En helt ville Ursula K. Le Guin ikke være, men en skaber var hun.
