Den her bog afslører sandheden om vores klammeste druk- og madvaner

Deze wetenschappers vertellen de waarheid over onze goorste eetgewoonten

Der er et afsnit af Seinfeld, der hedder “The Implant” og er kendt for hovedplottet om, at Jerry mistænker, at hans kæreste (spillet af Teri Hatcher) har silikonebryster. Men fordi jeg er kæmpe fan af George Costanza, husker jeg faktisk bedre en anden del af afsnittet, hvor Larry Davids socialt upassende alter-ego rejser til Detroit for at deltage i begravelsen af sin kærestes tante. Under gravøllet ender George nærmest i håndgemæng, da kærestens bror angriber ham for at “dobbelt-dyppe” en chip i skålen med dip: “Du kunne ligeså godt have puttet hele din mund ned i dippen!,” råber han.

Jeg er det modsatte af bakterieforskrækket (et emne som Seinfeld tog under behandling igen i afsnittet “The Apology,” hvor Kramer serverer et helt måltid mad, han har tilberedt i badet). Det har aldrig generet mig at skulle dele en isvaffel, og ser jeg folk dobbelt-dyppe, løfter jeg ikke så meget som et øjenbryn. Men efter at have talt med fødevareforskeren Paul Dawson, der sammen med Brian Sheldon har skrevet bogen Did You Just Eat That? Two Scientists Explore Double-Dipping, the Five-Second Rule, and other Food Myths in the Lab, har min pibe fået en lidt anden lyd.

Videos by VICE

I bogen ser Dawson og Sheldon – fra henholdsvis Clemson University og North Carolina State University – nærmere på myter om mad og tager dem med ind i et laboratorie for at teste, om mad, der har været en tur på gulvet, stadig er okay at spise, og om beer pong er hygiejnisk (alkoholen desinficerer bordtennisbolden, ikke?). Det er nok ikke så overraskende, at de her ret almindelige madvaner – vaner, som George Costanza utvivlsomt ville have – slet ikke er så konsekvensløse, da de potentielt kan overføre betydelige mængder bakterier og potentielt set gøre folk syge.

Dawson fortalte til MUNCHIES, at ideen til bogen stammer helt tilbage fra 2007, da han sammen med Harold McGee – en klummeskribent for New York Times – skrev en artikel om Dawsons meget grundige studier af “fem sekunders-reglen.” Dawson fandt ud af, at skiver af brød og kødpølse, som blev udsat for fem sekunders kontakt med en overflade inficeret af salmonellabakterier, samlede målbare mængder af bakterien op, så snart der var kontakt, og at det tal kun steg, hvis man lod maden ligge i et helt minut. Artiklen genererede så meget opmærksomhed, at Dawson og Sheldon besluttede sig for at udvide deres eksperimenter til også at omfatte andre lidet-undersøgte spisevaner.

Vi tog en snak med Dawson om, hvorfor det er meget klammere, end man skulle tro, at spille beer pong og puste lys ud på en lagkage.

MUNCHIES: Hej, Paul. Jeg tænkte, vi kunne starte med dobbelt-dyppet. Hvad er problemet her?
Paul Dawson: Primært fandt vi ud af, at der overføres en del bakterier, når man dobbelt-dypper. Det er ikke til at vide, hvor mange mennesker der er blevet syge af det, men jeg ville godt turde spille penge på, at der er tale om mindst én. Er man til fest, hvor en af deltagerne er syg, og man så selv bliver syg efterfølgende, kan man da godt tænke sit om, hvorfor det mon skete.

Hvad så med fem sekunders-reglen? Sker overførslen af bakterier med det samme, eller er der et tidsrum, hvor man kan være sikker?

Overførslen sker med det samme. Bakterier skal ikke bevæge sig, de ligger bare og venter. Der findes utallige studier om det her, og nogle af dem er nået frem til, “at det er er okay, så længe der ikke er gået mere end 30 sekunder.” Vi fandt bare ud af, at der var en signifikant forskel på ophobningen af bakterier over tid, men selv om der er forskel på, om maden har ligget i fem eller 60 sekunder, overføres der alligevel bakterier med det samme.

Så er spørgsmålet jo, om det så er et problem? Og der vil min pointe være, at det er det ikke rigtigt, for de fleste overflader vil ikke være fulde af patogene bakterier. Men hvis de er der, vil de blive overført til maden. Det er lidt ligesom med en sikkerhedssele. Man kan godt bruge sele hele sit liv, aldrig nogensinde komme ud for en ulykke og aldrig komme til skade. Men hvis man skulle komme ud for en ulykke, øges chancen for, at man ikke kommer til skade, hvis man har den på. Det er det samme princip, der gælder, når man lader være med at spise mad, man har tabt på gulvet.

Hvad med beer pong? Hvad kom I frem til?
For at teste det, tog vi ud og mødte unge, der rent faktisk spillede spillet. Og vi målte meget høje koncentrationer af bakterier på nogle af bordtennisboldene. Problemet med at foretage tilfældige stikprøver, er, at de er tilfældige. Men pointen er, at vi så på både de højeste og mindste bakterieværdier. Vi fandt helt op til tre millioner bakterier på en enkelt bordtennisbold. Den var fra et spil, der var blevet spillet udendørs.

Når man spiller beer pong og taber, skal man drikke. Og så skal man på toilettet, hvor man måske ikke lige får vasket hænder, og så skal man drikke igen. Så det er en ond cirkel af bakterieoverførsel fra bolden til øl, til en eller andens hånd og ned i øl igen.

De studerende kaldte det faktisk for Pong-influenza. Når de spillede turneringer, kunne de godt blive syge. Men de var ikke sikre på, om det var, fordi de drak for meget, eller fordi de drak øl fulde af bakterier.

beer pong
Foto: Getty Images/Inuk Studio

Var der nogle resultater af jeres forsøg, der overraskede jer? Noget, I troede, var harmløst, men som viste sig at være det modsatte?
Ja, det var faktisk, da vi så nærmere på, hvad der sker, når man puster lagkagelys ud. Vi fandt ret høje niveauer af bakterier i nogle tilfælde. Faktisk har jeg under min research fundet ud af, at de her bakterier flyver ud af munden på os, selv når vi bare taler sammen. Der findes studier, hvor folk med tuberkolose eller influenza er trådt ind i et rum og efter at have hostet eller sågar bare trukket vejret, kan man måle et højt antal af virulente bakterier i luften.

Men er alt det her i virkeligeheden dårligt for os? Får vi ikke et stærkere immunforsvar af at komme i kontakt med der her bakterier?

“Hygiejne-hypotesen” er der da helt sikker noget om. I moderne lande har man oplevet et fald i infektionssygdomme, men en stigning i autoimmune sygdomme og allergiske sygdomme. Der er en teori, der går ud på, at når kroppen hele tiden er ren, og den ikke bliver eksponeret for bakterier, lærer den ikke at skelne mellem farlige substanser og ufarlige. Og det sætter gang i de her autoimmune sygdomme.

Det er helt sikkert godt at blive eksponeret for bakterier i en ung alder. Et eller andet sted hjælper det immunforsvaret. Men jeg vender på den anden side altid tilbage til udgangspunktet og siger: “Jo, men…” Vi ved, at bakterier rent faktisk kan forværre astma eller andre luftvejs-vira og kan også være årsag til andre sygdomme. Jeg tror, begge argumenter har noget sandhed i sig, men fra et sikkerhedsmæssigt synspunkt er der stadig ting, der kan overvælde immunforsvaret Jeg ved ikke, om det er værd at løbe risikoen.

Tak, Paul.