Mens vores planets fremtid tilsyneladende sumper rundt i en giftig politisk pøl, er der tegn på, at vi her i Danmark er klar på at spise os lidt grønnere. Vi er frikadellenationen, der har lært, at en bøf også kan formes af blendet rødbede, og nu kan hver anden dansker klare sig uden kød mindst én dag om ugen.
Selv når vi går til musikfestival, kan vi overleve uden en fedtet burger til at forbinde fadølsskvulpet i maven. Sådan er det i hvert fald på Lost Lands, som er en niche-festival for elektronisk musik og kunst, der finder sted på Refshaleøen i København i den kommende weekend. Her serverer man nemlig kun vegansk mad til festivalgæsterne.
Videos by VICE
“Siden vi startede i 2016, har vi haft fokus på at gøre den her festival så bæredygtigt som muligt,” siger Kasper Houmøller Mortensen, som er medarrangør. “Vi har altid haft vegetarisk mad, og så i år er vi gået all-in og laver fuldkommen vegansk mad.”
Det vil sige næsten fuldkommen. Brombærtærten til dessert indeholder æg, men ellers står den kun på vegansk mad, fra blomkålssuppe med ærtepuré til sandwich med grillet aubergine og quinoa-salat med granatæbler og goma-dressing.
Det bliver altsammen serveret i festivalens eneste madbod, hvor kokken Mathias Lehmann står for at lave mad til de cirka 500 gæster og frivillige, man forventer over to dage. Han har produceret maden i samarbejde med køkkenchefen Rasmus Gyldholm fra restaurant Neighbourhood, og en ret på Lost Lands koster 50 kroner.
Mathias Lehmann har en baggrund som kok på Bistro Boheme og Gammel Mønt, som er restauranter, hvor veganisme er noget, du finder i bunden af den salat, der ledsager din cassoulet. Derfor lyder en rendyrket plantemenu måske ikke som det mest oplagte valg for ham.
“Det er noget af en omvæltning at gå fra et køkken, hvor svine- og andefedt hænger ned af væggene, og hvor man svømmer rundt i smør og fløde,” siger han. “Her på festivalen er det så byttet ud med havrefløde og soja-cuisine. Det unge publikum er meget bevidste om, at vi skal leve sundt og passe på vores klode, så det her mad appellerer til dem.”
Maden på Lost Lands, hvor man blandt andet kan opleve filmkomponist Roly Porter samt techno-acts som Yuri og Nikki Istrefi, serveres på bionedbrydelige krus og tallerkner fra firmaet Biobab, og efter festivalen afleveres byggematerialer fra scenerne til Københavns kommunes genbrugscentral Guldminen. Medstifter Alexander Rastén Rydberg mener ikke, at festivalen gør sig for smal eller ekskluderende ved at holde sig stort set 100% vegansk.
“Når vi vil udfordre bæredygtighed, ligger det også i at udfordre publikum, som vi i forvejen gør med musikken,” siger han. “Det kan godt være, der kommer nogle mennesker, som synes, musikken er for mærkelig, eller at de mangler en burger, men det her er vores tilgang. Vi repræsenterer en elektronisk undergrund og prøver at hive folk ind fra både Danmark og internationalt, og når vi gør det og har det publikum, der tiltrækkes ved den type artister, så har vi også mulighed for at have en festival, hvor vi kan præsenterer nye samfundstilgange.”
Kokken Mathias Lehmann siger, at han ikke kommer til at savne den almindelige festivalmad. Heller ikke kødsafterne og fonden fra de stolte restaurantkøkkener, hvor han har arbejdet.
“På sigt tror jeg virkelig, at man kan opnå de samme kulinariske højdepunkter med vegansk mad, som hvis det var en god bøf med sovs. Den der klassiske burger er jo ikke noget, folk vil huske som sådan. Jeg tror virkelig, folk vil huske, at de har fået en anderledes salat eller en suppe med ingredienser, de ikke selv har tænkt på før.”