Den her danske whisky-ambassadør siger, at du gerne må blande op med cola

Martin Markvardsen ligner en farlig fyr. Han er stor, han er skaldet, og hans krop er dækket af tatoveringer: Thors hammer på benet, et vikingesværd på armen, og på brystkassen har han et stort keltisk H. Ved siden af sværdet står det skotske motto nemo me impune lacessit – “ingen angriber mig ustraffet”.

50-årige Martin er født og opvokset i Nykøbing Falster. Han har bokset, siden han var dreng, tilbragt 10 år i søværnet og brugt 15 år som dørmand i det danske natteliv, fra Marielyst til det indre København. Farlig er han ikke, men han er whisky-ambassadør. Verdens bedste skotsk whisky-ambassadør er han endda blevet kåret til.

Highland Park er et whiskydestilleri på de skotske Orkneyøer, og i de sidste 13 år har Martin været destilleriets internationale ansigt udadtil. Martin bløder whisky, og H’et på hans brystkasse er destilleriets logo.

Som international whisky-ambassadør rejser han verden rundt og arrangerer smagninger, events og middage. Vi tog en snak med Martin om jobbet, om tømmermænd og om at være tæt på at dø for sit erhverv.

MUNCHIES: Hej Martin. Hvor stammer din interesse for whisky fra?
Martin Markvardsen: Da jeg var knægt, fortalte min far mig historier om, at når skotterne gik i kamp, så gik sækkepiberne forrest og skræmte fjenderne. Jeg har altid været fascineret af Skotland, de stolte skotter, deres kampe og deres kilt. Det var nærmest uundgåeligt, at jeg skulle ende derovre på et tidspunkt, og er man interesseret i Skotland, er det umuligt at komme uden om whiskyen.

Hvordan endte du i Skotland?
Første gang, jeg var i Skotland, var med søværnet på øvelse i 90erne. Da jeg var færdig i søværnet, havde jeg en masse ferie, og så besluttede jeg mig for at tage til Skotland for at tilbyde min arbejdskraft til en masse whiskydestillerier. De var ikke vant til at blive tilbudt gratis arbejdskraft, så det var der flere steder, der takkede ja til. Så var jeg måske en uge eller fjorten dage på destilleri, og på den måde fik jeg et indblik i skotsk whiskyproduktion.

Det, der fascinerede mig allermest, var den stolthed, de alle følte. Lige fra gårdfejeren til tørvegraveren til bødkeren og destilleringsmesteren. Alle talte om “min whisky”. Sådan blev jeg taget under vingerne af whiskylegenden Jim McEwan, der er sindssygt respekteret i industrien. Han lærte mig alt det grundlæggende. Lige fra at vende byg til at udvælge fade og kombinere dem for at nå det endelige resultat.

Det var i den periode, jeg besluttede mig for, at det var det her, jeg ville.

Men du har også arbejdet som dørmand?
Ja, jeg startede på Dr. Emils Laboratorium i Marielyst, og senere stod jeg i døren på forskellige diskoteker i København. Men det er et hårdt arbejde. Jeg er blevet skudt efter og truet med kniv, så da jeg blev far, stoppede jeg med det samme.

Hvordan endte du så med at blive whisky-ambassadør?
I 2003 flyttede jeg til Skotland for at starte som whiskymanager på hotellet The Craigellachie, der har Skotlands største whiskybar. Hotellet ligger i hjertet af landet i området, der hedder Speyside, og er et sted, hvor folk flyver ind fra hele verden bare for at tilbringe et par dage i baren. Da jeg ankom, var der omkring 450 whiskyer i baren, og da jeg stoppede, havde jeg bygget baren op til 784 forskellige single malts. Baren var et showroom for samtlige destillerier i Skotland, så jeg havde utroligt tæt kontakt med alle destillerierne. I dag er der kommet flere til, men på det tidspunkt havde jeg besøgt alle destillerier i Skotland.

Da hotellet blev solgt, mente de nye ejere ikke, at der var brug for en whiskymanager, så jeg pakkede min bil og kørte mod Newcastle for at tage en færge tilbage til Danmark og starte en ny tilværelse. På vejen blev jeg ringet op og spurgt, om jeg kunne have lyst til at blive nordisk whisky-ambassadør for spiritusfirmaet Edrington. Jeg spurgte hverken om løn eller noget som helst andet. Kun om jeg ville mulighed for at arbejde med Highland Parks 18-års whisky. For mig var deres 18-års den ultimative whisky – det var Skotland i en flaske – så det job tog jeg.

Hvor mange whiskyambassadører findes der?
Mange. Nok et par hundrede. Men vi er kun et fåtal, der er globale. Der er en 15-20 stykker. Dem støder jeg ofte ind i på mine rejser. Vi hjælper hinanden, går ud og spiser sammen og deler idéer.

Drikker du selv meget whisky?
Når folk hører, at jeg arbejder med whisky, tror de ofte, at jeg er stiv hele tiden. Men det er jeg langt fra. Det der med at gå i byen og drikke whisky med kunderne hver eneste aften, er man nødt til at kunne administrere. Jeg tager gerne med kunderne i byen, men de skal ikke forvente, at jeg drikker otte fadøl og en flaske whisky. Mit trick er både at have et glas vand og et glas whisky, og når aftenen er omme, skal jeg have drukket mere vand end whisky.

Jeg kan godt nyde et glas whisky derhjemme i fritiden, men det er bestemt ikke noget, der sker dagligt. En bokser går ikke ud og slås i byen i fritiden. Jeg går heller ikke ud og drikker mig fuld i whisky i fritiden. Når man har et job som mit, er man nødt til at udvise mådehold. Ellers kunne man nemt falde i, hvis ikke man har respekten for alkoholen. Det er jo ikke lakrids og vingummi, vi har med at gøre. Det er altså alkohol, og hvis ikke man respekterer det, har man ikke jobbet længe. Det er også derfor, jeg sørger for at holde mig i form. Jeg både boksetræner og løfter vægte. Det er man nødt til.

Men du må alligevel have lidt erfaring med tømmermænd. Hvad er dit bedste råd dagen derpå?
Jeg har altid haft det sådan, at hvis der er kommet for meget indenbords, så skal man spise noget, der kan suge det dagen efter. Masser af hvidt brød og en god lang gåtur, så man får svedt lidt, så skal man nok komme over det.

Der er et ordsprog, der lyder, at man skal rejse sig ved det træ, man er faldet. Kan en lille whisky hjælpe også?
Ja, det kan det nok godt, men jeg synes bare, jeg har oplevet, at når man skal have en enkelt mod tømmermændene, er det ofte sådan, at en enkelt ikke helt er nok, og så ender man med at have tømmermænd igen dagen efter. Så starter problemerne først for alvor. Men med hvile, luft og god mad går det nok.

Hvad er det værste ved dansk whiskykultur?
Jeg har altid været sindssygt modstander af snobberiet. Det er også derfor, at jeg mener, der kun er en regel, der skal overholdes, når man drikker whisky. Man skal nyde det. Det er jo ikke rocket science. Derfor skal man have det ned på et niveau, hvor alle kan være med. Jeg elsker den indgangsvinkel, som unge mennesker har, og jeg fornemmer, at den nye generation af ambassadører er dygtige til at gøre whisky let. Det skal ikke være svært, men der skal selvfølgelig være plads til nørder.

Betyder det så, at der også er plads til dem, der foretrækker whisky blandet op med cola?
Først og fremmest er der ingen regler. Intet er rigtigt eller forkert. Jeg elsker cocktails. Også whiskycocktails. Jeg var tidligere meget imod det, men bruger man en ordentlig single malt whisky, er det altså noget helt andet end den whisky og cola, man kan købe ude i byen. Mit personlige forhold til den drink er lidt anstrengt. Det er fordi, jeg ikke synes, det giver noget til hverken colaen eller whiskyen. De bliver begge dårligere. Men igen, hvis du ynder at drikke din 25 års whisky med cola, så er det dig vel undt. Så længe jeg ikke skal gøre det.

Hvad med on the rocks?
Nogle whiskyer bliver faktisk lidt bedre med is. Når jeg går og griller om sommeren, er der intet bedre end et highball glas med whisky og masser af is. Det er så utroligt forfriskende. Et glas med en enkelt isterning efter en dag i solen kan også få mig helt ned i gear. Jeg køler ned, har det fint og får whiskysmagen.

Har du et godt råd til, hvordan man bliver bedre til at drikke whisky?
Når man får et glas whisky, skal man starte med at dufte til det. Det kan være svært at identificere de forskellige duftnuancer, men noget man altid kan lede efter er sødme, krydderier og røg. Når man så bliver dygtigere og mere erfaren, kan man forsøge at komme nærmere på hvilken sødme og hvilke krydderier, der er tale om. Og om røgen er kraftig.

Derefter kan man smage på den, og jeg anbefaler altid, at man starter med at smage den rent. Man kan bare sippe til den. Derefter kan man forsøge sig med at tilsætte vand. Hvor meget man skal tilsætte, varierer fra person til person. For nogen kan en enkelt dråbe være nok. For andre skal der 50 procent vand til før whiskyen er der hvor den skal være.

Jeg er ikke whiskyekspert. Det her er en branche, hvor man aldrig bliver færdig. Der er altid noget nyt. Bare se på uensartetheden fra fad til fad. Selvom fadene kommer fra samme træ, og der er det samme destillat i, resulterer det i to forskellige whiskyer. Og det synes jeg er fantastisk.

Hvad er det værste, du har oplevet som whiskyambassadør?
Det var i 2014, da vi lancerede den whisky, der hedder Dark origins. Vi ville genskabe vikingernes rute fra Norden til Orkneyøerne, så vi hyrede et sejlskib og stævnede ud fra Göteborg. På vej ud i Nordsøen ramte vi lige ind i den værste storm i tolv år. Det er den eneste gang mit liv, hvor jeg har tænkt, nu dør jeg. Men vi klarede den, og på vej ind til Orkney sprang delfinerne omkring båden, der var en kæmpe regnbue på himlen og alle vores kolleger stod ventede på os inde på kajen. Vores nødudstyr havde vi mistet ude på vandet, så der var helikoptere ude og lede efter os. Det var mere held end forstand, at vi klarede den. Da vi havde lagt til, og alle var kommet op af båden, knækkede jeg en 12-års efterfulgt af en 18-års. Det var det alle havde brug for.

Det lyder tiltrængt. Tak for snakken, Martin.