Denne populære spiritus lugter så dårligt at du brækker dig

“Første gang jeg drak baijiu, røg det lige ned, og jeg har nu drukket det i 30 år,” fortæller Yan Zhidong, der arbejder som konsulent for Shenzen destilleriet i Shanghai-forstaden Fengxian. “Bønderne drikker det imod forkølelse, og i gamle dage drak soldaterne det, inden de skulle i kamp. Man kan også drikke det, når man har kærestesorger, eller hvis man skal til bryllup. Det passer til alle anledninger.”

Bor du i Vesten, er der en god chance for, at du aldrig før har hørt om baijiu. Ifølge databasen International Wine & Spirit Research udgør baijiu mere end en tredjedel af verdens spiritusindtag. Selvom der har været et fald i salget af baijiu, fordi den kinesiske regering har slået ned på de statsansattes sprutforbrug, så indtjente baijiu-industrien, ifølge China Alcoholic Drinks Association, 81 milliarder dollars alene i 2013. Denne statistik bekræfter Yans entusiasme.

Videos by VICE

Photo by Jamie Fullerton

Foto af Derek Sandhaus.

De fleste vesterlændinge, der bor i Kina (inklusive mig selv), anser baijiu for at kunne rode en ud i lige så store problemer, som hvis man indleder en venlig samtale med sin chef om kommunismens mange ‘goder’. Og har man smagt det, har det som regel været som middagsgæst hos en kollega og ikke i form af ti shots på det lokale diskotek. Den stinkende drik bliver næsten udelukkende indtaget ved måltider.

Det er lugten, der først rammer en. Som oftest bliver næseborende overvældet af en sygelig sødme, der mest af alt minder om rengøringsmidler. Det øjeblik, man åbner flasken, er det næsten som om, pedellen fra din gamle folkeskole er dukket op for at dele en flaske grovrens med dig. Derefter ændrer lugten sig til at få en mere brækfremkaldene dunst med et anstrøg af paraffin. Og den brænder. Baijiu har som regel en alkoholprocent på mellem 50 og 60; det føles som om, man drikker en dynamitstang med brændende lunte.

Forfatteren Derek Sandhaus fra Washington, DC elsker baijiu og er blevet kendt for at være den vel nok eneste vesterlænding, der står ved en sådan udtalelse. Han har skrevet bogen Baijiu: The Essential Guide to Chinese Spirits, og i starten hadede han den ildelugtende drik. Men da han flyttede til Chengdu og smagte baijiu af en højere kvalitet, ændrede tingene sig. Han udviklede i stedet en mindre besættelse af den kvalmende drik.

“Baijiu lugter ofte af fortynder eller industrielt opløsningsmiddel,” fortæller han, “og når folk lugter det for første gang, tænker de automatisk, ‘Hold nu kæft, det her må være virkelig usundt, hvad er det dog jeg hælder i mig?’ Men svaret er, at det er en helt normal spiritus lavet på korn. Bekymringen er ubegrundet.”

Sandhaus er overbevist om, at den vestlige verdens baijiu-had har mere at gøre med måden, man drikker det på, end med den ulækre lugt. “De fleste vesterlændinge drikker ikke hård sprut til deres måltider,” fortæller han. “I Kina drikker man udelukkende baijiu i forbindelse med måltider og gerne en hel flaske per bord. For de fleste udlændinge er det alt for stærk kost”.

Photo by Jamie Fullerton

“Man drikker baijiu-shots til maden,” fortæller han. “Kineserne kunne aldrig finde på at drikke det på diskoteker. Det skal indtages sammen med mad – det er noget kulturelt. Og kineserne siger aldrig ‘stop’. Er man vågen, bliver man ved med at drikke, indtil man enten segner om eller tømmer flasken. Det er den kinesiske måde at gøre det på. Man har tømmermænd dagen efter, og når først man har fået for mange tømmermænd, så bliver man bange for dén. Det handler faktisk kun om, at man drikker for meget.”

Photo by Jamie Fullerton

Nu var jeg nysgerrig efter at finde ud af, om det var muligt for en vesterlænding at nyde baijiu. Og da det samtidig var en god grund til at indtage en masse procenter i arbejdsregi, købte jeg et par flasker baijiu af middel kvalitet i mit lokale supermarked. Derek havde anbefalet mig at prøve Laobai Fenjiu lavet af Xinghuacum-destilleriet, og Touqu der er lavet af Luzhou Laojiao – begge til en pris i omegnen af 200 kroner flasken.

Photo by Jamie Fullerton

Lugten lægger lidt af en dæmper på min arbejdsrelaterede solodruktur, og jeg forestiller mig, at den ville have samme effekt på feststemningen på den lokale bar. Et par dage forinden på Yuan fortalte Vance mig, at han havde lagt nogle af baijiu-flaskerne i fryseren, fordi kulden lagde en dæmper på stanken.

På Yuan prøvede jeg også et shot Red Star: Kinas mest udbredte baijiu, evigt tilgængelig for en pris tæt på 20 kroner. Den havde en mere harsk smag, end dem jeg smagte derhjemme, og måske var den en af årsagerne til, at mange vesterlændinge afskriver baijiu.

Derek delete min undren: “Jeg tænkte: Hvordan kan flere hundredemillioner mennesker drikke baijiu hver eneste dag, mens jeg aldrig har hørt om en vesterlænding, der også var vild med det? Men tilbage i 2011 fik jeg serveret en virkelig god baijiu, der kostede omkring 1400 kroner flasken. Den havde de samme smagsnuancer, der tidligere havde virket afskyvækkende på mig, men i den flaske var de virkeligt afbalancerede. Den var hverken for sød eller for krydret, det var bare en behagelig balance, og så var det at det gik op for mig. Det var ikke fordi, at elementerne ikke skulle være der. De skulle bare være bedre lavet.”

“Den havde en blød og rund smag. Jeg kan ikke understrege nok gange, hvor vigtigt det er. Efter et stykke tid – omkring shot nummer 65 eller 70 – syntes jeg, at den var alletiders.”

Og der er svaret, vi har været på udkig efter: Det er ikke alle vesterlændinge, der synes at baijiu er ulækkert. Vi skal bare drikke et sted imellem 65 og 70 shots af en flaske til 1400kr, så smager det fantastisk. Held og lykke derude.

Denne artikel blev oprindeligt publiceret på MUNCHIES USA i maj 2014.