Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE USA
Jeg har det som om, at McDonald’s er i gæld til den lille by Galax, der ligger i staten Virginia.
Videos by VICE
Det var en kold februardag i Galax i 1989. Den 13-årige dreng Scotty Landreth rodede gennem en bunke aviser, fordi han ville tænde op i familiens brændeovn. Ovnen blev ikke kun brugt til at opvarme huset, men også til at lave majsbrød, stege grøntsager fra haven og de dyr, de skød i de nærliggende Appalacher-bjerge.
Som den chokoladeglade Charlie i Roald Dahls historie lagde Scotty pludselig mærke til noget mellem, der glimtede mellem aviserne. For ham var det endnu bedre end guld, for det var skinnende og sort – det var en plade! Scotty løb ind til familiens stereoanlæg. Det var den første plade, der var helt hans egen.
Han lagde vinylen på, førte nålen ned, og en sang begyndte at spille. Da sangen sluttede, tronede en stemme frem og fortalte Scotty, at han skulle ringe til et telefonnummer for at få sin gevinst.
“Jeg tænkte, at vi måske havde vundet en bil eller noget gratis mad – lige meget hvad var det en god ting,” siger Scotty. “Jeg kunne aldrig i mit have forestillet mig, at det ville være en million dollars.”
Scottys første plade var det, man kalder en flexi-disc – én blandt 80 millioner eksemplarer McDonald’s fik produceret i slutningen af 1980’erne i USA.
En flexi-disc er et tyndt stykke vinyl, eller bare et stykke papir overtrukket med vinyl, som man kan afspille ligesom en rigtig plade. De blev tit brugt i konkurrencer, og flexi-discs kunne have alle former og størrelser. Dengang pladespillere var en naturlig del af et hvert hjem, fulgte der tit flexi-discs med i magasiner, eller de blev sendt ud med posten som postkort. Nogle gange kunne man endda rive dem af på bagsiden af æsker med morgenmad.
I slutningen af 1980’erne var fastfood-industrien vilde med flexi-discs. På et tidspunkt fik man en plade med Alf, hver gang man købte en børnemenu på Burger King (for eksempel “Melmac Girls” og “Take Me, ALF, to the Ballgame.”) Senere besluttede McDonald’s sig for at tage den skridtet videre og fik trykt intet mindre end 80 millioner flexi-discs på én gang med sin “Menu Song”. For at sætte det tal i relief er Michael Jackson’s Thriller, somer er det bedst sælgende album nogensinde
, solgt i omkring 100 millioner eksemplarer.
Men McDonald’s reklamestunt havde faktisk også et twist, der mindede om Charlie og Chokoladefabrikken. Én af de 80 millioner plader gav en heldig vinder en præmie på en million dollars (cirka seks millioner kroner).
Hvis du var i live i USA i 1980’erne, og især hvis du var barn, så kunne du McDonald’s menu-sang udenad. Den var del af en gigantisk reklamekampagne, der kørte på nationalt TV. Jeg kender personligt adskillige mennesker, som er i 30’erne i dag, og som stadig kan sangen udenad. En af dem lærte den endda i skolen.
Teksten til McDonald’s “Menu Song” er ganske simpelt en opremsning af hver eneste ting på menuen dengang. På pladerne hører man en “skoleklasse”, der forsøger at lære sangen uden held. Men på vinderpladen bliver den sunget uden fejl fra start til slut.
Det var Scottys første plade.
En million dollars faldt virkelig på et tørt sted for familien i Galax, fortæller Scotty, mens vi får en Quarter Pounder på den lokale McDonald’s.
“Inden den dag knoklede vi hver dag for en ussel løn, og vi vendte hver en mønt,” siger Scotty. “Vi kæmpede for bare at have nok mad til alle.”
Som barn havde Scotty kun råd til at spise på sin yndlingsrestaurant, McDonald’s, en sjælden gang imellem. “Da først jeg fandt den plade,” siger han, “forsvandt alle bekymringerne.”
Eftersom Scotty var mindreårig, var det hans mor Charlene Price, der modtog præmien. Hun fløj med et fly (for første gang i sit liv) til Chicago for at medvirke i en reklame, der skulle sætte yderligere fokus på kampagnen. Oprahs stylist satte hendes hår. Da hun vendte hjem til Galax, giftede Charlene Price sig med sit livs kærlighed, brugte pengene til at købe den butik, hun arbejdede i, og omdøbte den til The Price Is Right. Hun ansatte sine familiemedlemmer og lavede et kreditsystem for de lokale, som ikke havde så mange penge at gøre godt med.
Men som jeg fandt ud af på min tur til Galax, gik det alligevel galt for hendes familie. Hvad der er sket i løbet af de næsten 30 år siden fundet af pladen, er en bitter fortælling – men måske ikke helt som man kunne forvente.
Familien og andre indbyggere i Galax fortæller modstridende historier om, hvad der skete i årene efter, Charlene Price havde vundet pengene, og indtil hun døde ti år senere uden en øre i en hospice-seng hos sin søster Kathy.
Jeg kan ikke være sikker på, at det hele er rigtigt, men som jeg har forstået historien, skete følgende: Nogle år efter at have vundet pengene solgte Price butikken og tabte penge på det. Nogle påstår, at familien stjal penge fra hende. Andre siger, at hun ikke kunne finde ud af at håndtere penge, og at hun tog på alt for mange luksuriøse ferier – til Dollywood, Guatemala, Hawaii og Oklahoma City. Hendes ægteskab faldt fra hinanden, og en dag fandt hun ud af, at hendes kæreste havde lænset begge hendes bankkonti og stukket af. Han vendte aldrig tilbage.
Kort tid efter at have fundet vinder-pladen, fik Scotty et job på den selvsamme McDonald’s, hvor vi mødes for at snakke, bare for at få tingene til at hænge sammen.
“Galax er en lille flække, og der er ikke mange penge at tjene, sådan er det bare,” fortæller Scotty, mens han spiser det sidste af sine nuggets og drikker en Dr. Pepper.
Da jeg besøgte ham i Galax sidste år, var Scotty arbejdsløs og lavede noget løsarbejde med at klippe træer engang imellem. Da vi besøgte hans søster Tammy på Galax Motel på den anden side af hovedvejen over for McDonald’s, blev de to søskende uvenner om, hvordan flexi-discen i sin tid blev fundet (du kan høre det i det afsnit af programmet “Lost Notes“, jeg har lavet til radiokanalen KCRW). Scotty fortæller mig, at de ikke har talt sammen siden. Tammy, som før i tiden tog på eksotiske ferier med sin mor, levede nu et helt andet liv, hvor hun netop havde overværet et knivstikkeri på motellet.
Jeg ved ikke, om det var pengene, der rev familien itu, men jeg ved, at det i hvert fald ikke holdt sammen på dem.
Min tur til Galax sluttede på The Blue Ridge Grill, som er den sidste af de gammeldags grillbarer på hovedgaden, og som var et sted, Charlene Price plejede at besøge.
Jeg så på, mens ejeren Clint “Pete” Funk tilberedte en cheeseburger på en næsten hundrede år gammel støbejerns-grill, på samme måde, som de har gjort det siden 1950’erne: En stegt bøf med ost, sød coleslaw, sennep, hakkede løg og chilier. Funk fortæller, at han flere gange har lavet den til “en fyr fra Wendy’s”, inden den berømte “Carolina Burger” (som stort set består af de samme ingredienser) dukkede op på den kendte burgerkædes menukort.
“Der er sgu ikke meget ‘Carolina’ over den,” griner Funk.
Men hvad skete der med den flexi-disc, der var én ud af 80 millioner? Mens jeg har arbejdet på den her historie, opdagede jeg – sammen med Scotty – at den plade, han troede var den skæbnesvangre vinderplade, som han har haft i et ringbind i næsten tre årtier, slet ikke var den rigtige plade. Da vi endelig fandt en pladespiller, hvor vi kunne afspille denne ustyrligt sjældne plade, viste det sig at være et værdiløst stykke plastik.
Nu står Scotty alene tilbage. Hans mor er død, pengene er væk, han taler ikke med sin søster, og hans dyrebareste eje er ikke engang ægte. Den magiske vinylplade skabte intet andet end sorg og ulykke.
Som jeg startede med at sige, har jeg det som om, McDonald’s er i gæld til Galax.
Du kan høre programmet “A Million Dollars Worth Of Plastic” fra serien Lost Notes hos KCRW, eller hvor du ellers får dine podcasts.