Den globale mikrobrygrevolution har utvivlsomt gjort sit indtog i de nordiske og baltiske lande. Men som med alle andre steder er mikrobrygscenen også her plaget af generiske og usandsynligt kedelige IPA’er og APA’er.

Nu må du ikke misforstå mig. Jeg elsker en god India Pale Ale, men vi har nået et punkt, hvor det er så godt som umuligt, at finde noget, der er virkeligt originalt.

Da jeg voksede op i Finland, hørte jeg sommetider historier om en gammeldags øl, der bar navnet sahti. Dengang anså de fleste det ikke engang for at være øl. Og andre så det ikke engang som alkohol. Sahti var sin helt egen kategori: en slags hjemmelavet sprit, man angiveligt blev super stiv af, og som i højere grad end andre drikke øgede ens chancer for at ende i slåskamp og stifte bekendtskab med den spidse ende af en kniv. Eller, det troede jeg i hvert fald.

Siden da har den særprægede drik fået en del opmærksomhed fra verdens ølentusiaster. Og nu hvor den verdensomspændende mikrobrygrevolution er i fuld flor, er det også på tide, at sahti indtager verden. Men sahti er stadig både mystisk og ukendt. Det er en sjældenhed i Finland og nærmest en flydende enhjørning i resten af verden.

Skal jeg være helt ærlig, har jeg aldrig rigtig brudt mig om sahti. Når det var bedst, synes jeg, at det var ubalanceret. Rent aromatisk var det bare akavet.

Jeg ville gerne kunne lide den, men det kunne jeg bare ikke. Jeg besluttede mig derfor for at pakke min bil og møde de mennesker, der brygger den flygtige drik for at udvide min sahti horisont.

Petteri Lähdeniemi foran sit bryggeri. Alle fotos af artiklens forfatter.

Jeg starter med at besøge Finlandia Sahti, et af de få kommercielle sahti-bryggerier. Jeg mødes med ejer og brygger Petteri Lähdeniemi, der viser mig rundt i den gamle lade, hvor han brygger sin sahti.

“Det her plejede at være en svinesti,” fortæller Petteri, mens han tilbyder mig et glas sahti. “Jeg var i militæret og ville lave noget andet. Jeg læste en artikel i avisen om pensionerede iværksættere, der ikke havde nogen til at føre deres virksomheder videre. Det var der, jeg fik øjnene op for Finlandia Sahti. Jeg havde en smule erfaring med at brygge hjemmefra, og efter at have talt med min kone besluttede jeg mig for at forlade det finske forsvar for at blive sahti-brygger.”

Petteri beskriver sahti, som noget man drikker “ved alle former for festivitas”. Men som så mange andre har han svært ved at definere præcis, hvad sahti er for en størrelse.

På landet i Finland.
Der gror humle bag ved laden hos Finlandia Sahti.

“Du kan rejse tværs over Finland og støde på alle mulige former for sahti,” fortæller Petteri. “Nogle vil mene, at der findes forskellige underkategorier af sahti og foretrækker i stedet at kalde det for ‘oldtidsøl’ på grund af de mange forskellige slags sahti.”

Brugen af kornsorter som byg, rug, hvede og havre varierer fra region til region.

Traditionelt brugte man enebær, som stadig bliver brugt i de fleste sahti, men det lader ikke til, at der er total enighed om, hvorvidt det er en essentiel ingrediens eller ej. Og det samme er tilfældet med humle.

Historien om sahti er lige så farverig som drikken selv.

I Finland har man brygget sahti i århundreder—en okkult bryg med en masse hedenske nuancer. I de områder hvor man producerede sahti, så man den som en nobel drik. Man kunne ikke holde et bryllup uden sahti, eller en begravelse for den sags skyld. Og hvis en fest løb tør for sahti… jo, altså, kan du huske den der soningsscene fra Game of Thrones?

Jeg forlader Finlandia Sahti en smule mere beruset og en smule mere forvirret, end da jeg kom.

Lammin Sahtia.

Da jeg taler med Pekka Kääriäinen, formand for den finske sahti-forening og ejer af Lammin Sahti, fortæller han, at “sahti næsten altid er flad, eller så godt som flad. Den er altså ikke mousserende, og for mange der ikke har smagt sahti før, kan det være en lidt underlig oplevelse. Noget andet, der er vigtigt i sahti, er brugen af gær—i dette tilfælde bagergær.”

Han tilføjer, at “mange af dem, der kun har prøvet sahti en enkelt gang, har dårlige minder om den oplevelse, enten fordi de drak sahti, der allerede var blevet dårligt, eller også var det bare ringe lavet, og de blev derfor dårlige. Eller også drak de bare for meget af det. Folk burde tage sig tid til at lære sahti at kende, og som med de fleste andre virkelig gode drikke er den bedst, når den bliver serveret til mad.”

Pekka Kääriäinen putter enebærgrene i en “kuurna,” der giver hans sahti et strejf af urter.

Tuomas Pere, der er brygmester hos Pyynikin Craft Brewery, fortæller, at finnerne “burde være mere interesserede i sahti og gøre en indsats for at give drikken nyt liv, da det i sandhed er en af de mest unikke øltyper i verden.”

Pyynikin Craft Brewery producerer en humletung katajasahti. “Nogle bryder sig ikke om måden vi bruger humle i vores sahti,” fortæller Tuomas. Men for en sahti novice som jeg, giver den sprøde humle en fin kant, der gør drikken lidt nemmere at gå til. Tuomas, der ligner en øldrikkende rock ‘n’ roll julemand, er håbefuld omkring fremtiden og håber på at kunne eksportere sahti til USA.

“Problemet er, at sahti er levende og ikke holder sig særligt godt. Det er nok hovedårsagen til, at det endnu ikke har erobret verden,” siger han.

Katajasahti fra Pyynikin Craft Brewery.
Juryen smager på varene ved de finske sahti-mesterskaber.

Traditionen med at lave hjemmebrygget sahti er så stærk, at det kun giver mening at få de bedste hjemmebryggere til at dyste mod hinanden. Derfor tager jeg til de finske mesterskaber i sahti, der afholdes i Sastamala nær Finlandia Sahti, hvor jeg begyndte min færd.

I år markerer mesterskaberne 25 års jubilæum, og i alt 55 bryggere fra hele Finland deltager. Hver af bryggerne tager en dommer med, som blindsmager de konkurrerende drikke.

Vinderen får lov til at prale … og en cool flettet hat.

Sahti-vinderens flettede hat.
tailgater

Selvom konkurrencen foregår indendørs, så er det ude på parkeringspladsen, at der er mest gang i den. Til at starte med kan jeg næsten ikke tro mine egne øjne: Folk med sahti! Biler, varevogne og busser med åbne bagagerum, der tilbyder sahti—gratis. Hver af dem har et stykke papir, hvor på der står deres by og deres region, så folk ved, hvad de smager.

Dunk fra et bagagerum. Et klassisk scenarie fra en sahti-smagning.
Sahti bryggerne Kauko Kuusiko og hans datter Maria.

På min vej ud til bilen får jeg øje på en mand iført en flettet hat. Han hedder Kauko Kuusikko, og han sidder mellem to varevogne. Kauko vandt konkurrencen i 2007, men i år klarede hans sahti ikke cuttet. Men hans 26-årige datter Maria, der fik en tredjeplads i sidste års konkurrence, venter stadig på at høre, hvordan hendes sahti har klaret sig i første heat.

Maria lærte at lave sahti af sin far, og hun har lavet sin egen sahti, siden hun var 16. Hun deltog første gang i konkurrencen i 2008.

“Vores familie har lavet sahti i hundrede år eller sådan noget,” fortæller Maria. “Min far og jeg har engang imellem talt om at starte et egentligt bryggeri. Jeg har ikke helt droppet tanken endnu, men det kommer ikke til at ske i den nærmeste fremtid. Jeg vil først færdiggøre min uddannelse.”

Det ender med, at dette års flettede hat går til Seppo Koskinen fra Hartola.

En brygger på parkeringspladsen bagved sin sahti fra Ikaalinen.

Det er nok det mærkeligste øl-arrangement, jeg nogensinde har været med til, men det er helt sikkert et at de mest mindeværdige. Jeg kan ikke lade være med at beundre den passion og den entusiasme, disse mennesker har for sahti, for ikke at tale om deres indsats for at holde denne gamle tradition i live.

Og selvom jeg stadig har svært ved at drikke et helt glas sahti, så sætter jeg nu endnu mere pris på sahti end før.