Denne artikel er oprindeligt udgivet af Noisey.
Saxofonen dør aldrig. I takt med, at populærmusikken bliver ved med at flirte med ting, der engang var kitsch, har verden lært at acceptere den gjaldrende lyd af et instrument, som engang var hadet. M83 og Kendrick Lamar har gjort deres for at give saxen en revival, men nogle steder har folk stadig en vis ironisk distance til den berømte blæser. Det er ikke tilfældet i en enkelt kinesisk landsby.
Videos by VICE
Historien er så god, at vi faktisk er lidt flove over, at vi ikke har skrevet om det for flere år siden. New York Times besøgte Sidankgou, som er en lille industriby med 4000 indbyggere nord for storbyerne Shanghai og Tianjin, og som har døbt sig selv Kinas “saxofonhovedstad.” Ifølge artiklen er det en fabriksby, og i 90’erne begyndte de at producere saxofoner, som blev solgt på det vestlige marked. Arbejderne begyndte efterhånden at blive ret dygtige til at spille på de instrumenter, de byggede, og glæden ved saxen er nu nået til et punkt, hvor et repertoire af kinesiske og japanske folkesange samt forskellige Kenny G-klassikere (især den elskede “Going Home”), nu er en del af musikundervisningen i skolen. Hele artiklen er fyldt med ærlige og dybfølte udtalelser fra beboere i Sidangkou, som forkynder, hvor kraftfuld og vidunderlig saxofonen kan være.
“Den er sprudlende og betagende,” siger Wang Yuchun, der er direktør for en af de største producenter, Tianjin Shengdi Musical Instrument Co. “Den er en del af vores liv nu.”
“Den er bare så smuk, det er svært at forklare,” siger 55-årige Zhao Baiquan. “Lige meget, hvor vred jeg er, så kan den altid få mig til at falde til ro.”
“Den er min karriere og den er mit liv,” siger Hr. Fu, som arbejder på fabrik. “Når jeg vågner, ser jeg saxofoner, og når jeg går i seng, ser jeg saxofoner.”
Det er nemt nok at lave grin med de her mennesker, men det skal man ikke, for deres kærlighed er oprigtig. Saxofoner har aldrig skadet nogen, og det har beboerne i Sidangkou slet ikke. De skal hyldes. Det er saxofonen vi andre har manglet i vores liv.
Hvis du har lyst, kan du læse hele historien fra New York Times her.
