Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Canada
Under ravens velmagtsdage i 90’erne skulle man have nogle seriøse forbindelser, hvis man skulle have adgang til sådan en pillemaskine, man bruger til at lave ecstasy. I dag kan du købe en form på eBay for 72,99 dollars, så du kan lave piller, der ligner Xanax, og selve pillemaskinen kan du få for helt ned til under 1000 kroner.
Videos by VICE
Det betyder i praksis, at alle med adgang til internettet, lidt penge på kontoen og en adresse, hvor de kan modtage varerne, kan komme i gang med at lave piller. Men hvad folk putter i pillerne er op til deres egen samvittighed, og hvilke stoffer de kan skaffe. Og i nogle tilfælde er det fentanyl, de vælger.
“Vi ved helt sikkert, at det sker,” siger Mitchell Gomez, der er chef for den anerkendte skadesreduceringsorganisation DanceSafe. “Vi ser fentanyl i receptpligtige piller, fordi vi ser kopier af receptmedicin, som oftest benzoer og opioider.”
Politiet og sundhedsmyndighederne i Nordamerika har advaretmod falsk receptmedicin gennem hele 2017.
En søgning på EcstasyData.org—et statsligt laboratorium i USA, der tester stoffer, som offentligheden har sendt ind—viser, at mange forskellige substanser har gjort det ud for Xanax (som er en benzodiazepin, som bruges mod angst) i løbet af de seneste par år. Det er tit mindre kendte stoffer, der har så lange navne, at jeg tvivler på, at de fleste læsere vil genkende dem: 3-Trifluoromethylphenylpiperazin (TFMPP) og AB-FUBINACA for eksempel. Og så var der også nogen, der viste sig at indeholde fentanyl. Den indsendte pille kom fra Long Beach i Californien i 2016.
Selvom den stigende mængde ulovlig fentanyl er en del af historien om overdoser og misbrug i USA og Canada – tusindvis af mennesker dør hvert år – så er virkeligheden, at falske piller også spiller en rolle. Da vi filmede VICE-dokumentaren om fentanyl, “DOPESICK” (se den herover), tog vores kilder hovedsageligt fentanyl i form af falske Oxycontin-piller. Selvom de mennesker i filmen, der knuser og sniffer de små blågrønne piller med “80” trykt på, ved, at de tager fentanyl er det alligevel bekymrende, at narkomarkedet er nået dertil. Falske piller, der indeholder voldsomt potente opiater, er virkelighed, mængden af stoffet varierede fra pille til pille, og de blev ved med at tage dem, selvom deres venner var døde af det.
“Det her er et billede på, hvad der sker, når et stofmarked skal operere under et forbud: Det er meget nemmere at smugle et par gram fentanyl og have en pillemaskine stående, end det er at skaffe og smugle rigtige piller,” siger Gomez. “Det er meget, meget svært at skaffe 10.000 oxycodoner, men det er sgu ikke særlig svært at købe fentanyl nok til at lave 10.000 falske oxycodoner, hvis man har de rigtige forbindelser.” Gomez tilføjer også, at fortjenesten ved falske piller er enorm.
Myndighederne er i gang med at efterforske Lil Peeps død, som var resultatet af en utilsigtet overdosis. Hans død var efter sigende forårsaget af Xanax og fentanyl, som begge blev fundet i hans krop af retsmedicineren i Pima County i Arizona. Der blev også fundet cannabis, kokain og Tramadol i hans krop. Lil Peep var 21 år gammel, da han døde i Tucson, mens han var på tour for sit første album Come Over When You’re Sober. Hans single “Awful Things” fandt først vej til Billboards Top 100 efter hans død.
“Vi har hørt, at der var et stof, han ikke forventede i det, han tog,” sagde hans bror efter hans død. “Han troede, han kunne tage det, men han havde fået noget andet end det, han troede.”
Bare nogle få timer før han døde d. 15. november, lagde han et billede af ham selv på Instagram, hvor det ligner, han har nogle piller på tungen. Selvom vi endnu ikke ved præcis, hvad Peep tog den aften, så har det ikke afholdt hans fans fra at spekulere i, om han tog falsk Xanax.

Falsk Xanax er især blevet et problem i de seneste år. I Florida har falske piller med fentanyl tilsyneladende slået ni mennesker ihjel i løbet af kun nogle få uger i 2016.
I tilfælde af, at du ikke har lagt mærke til alle referencerne til Xanax i musik de seneste år, eller hvor meget Tumblr er oppe at køre over det (Tjek #xannies hashtagget, hvis det ikke siger dig noget) eller alle de mennesker, der lægger billeder på nettet med piller på tungen, så kan vi fortælle, at stoffet er blevet en kulturel bevægelse, der ikke stopper. Og hvis du har brug for endnu en indikator på, hvor stort det er blevet, så er der nu en rapper, der bogstaveligt talt hedder “Lil Xan”, og her er en video af den 17-årige rappet Lil Pump (ham med “Gucci Gang”), der spiser en Xanax-formet kage:
Gomez siger, at benzodiazepiner, herunder Xanax, også bliver brugt i forbindelse med fester, “mest som en ‘landingsplads’” i slutningen af aftenen.
Kombineret med den afsporede tillid vores generation har fået til farmaceutiske piller i stedet for traditionelle, ulovlige stoffer, og når markedet er som det er, så er resultaterne ikke særlig betryggende.
“Nogle af de falske piller så meget uprofessionelle ud for bare nogle få år siden – du kunne se på pillen og tænke, ‘det ligner slet ikke en pille fra et medicinalfirma – det ligner en ecstasypille fra 90’erne, som om nogen har lavet den i deres garage,’” siger Gomez. “Men nu ser vi falske piller, der på overfladen ser helt ægte ud.”
På grænsen mellem Canada og USA ligger den lille by Sault Sainte Marie, og der er de for nylig begyndt at se falske Xanax på det sorte marked.
Terri Nicholson, der er rådgiver i samtidige sygdomme ved Sault Area Hospital, ser alle de mennesker, der kommer ind med en overdosis. Selv i den lille by Sault Sainte Marie med sine omtrent 75.000 indbyggere, ser de adskillige overdoser hver dag. Den provins, byen ligger i, oplevede i år en stigning i dødsfald forårsaget af opiatoverdosis på 68 procent.
Nicholson mener selv, at Sault Sainte Marie er midt i en overdosiskrise, og han siger, at hospitalet alene i november fik mange unge ind med overdosissymptomer efter at have taget det, de påstod var Xanax, men som hun siger sandsynligvis var kopier.
“Den her ‘Xanax’ har været på markedet i tre måneder, og der er rigtig mange mennesker, der tager ‘xannies’, især dem under 24 år,” siger Nicholson.
Hun sagde, at de i området havde haft adskillige overdoser forårsaget af Xanax indenfor en uge, herunder et tilfælde hvor ambulancefolkene kom ud til en situation, hvor syv personer havde taget dem.
“Vi har endnu ikke beslaglagt en stor mængde, så vi ved ikke præcis, hvad det er, folk har taget, når de siger, at de har taget Xanax,” siger Nicholson. “Vi er ret sikre på, at det ikke er ægte receptpligtig medicin – der er virkelig mange falske Xanas på markedet.”
“Jeg tror først, folk forstår, at det her er et problem, når de ender på hospitalet, eller nogen dør,” siger Gomez.
I forhold til at passe på sig selv, når man køber receptpligtig medicin på det sorte marked, foreslår Gomez, at man tester hver eneste pille ved hjælp af reagenstest og fentanylstrimler (og husk at læse lidt op på, hvorfor de metoder ikke er idiotsikre og har sine begrænsninger).
“Vi er nået til et punkt, hvor man bliver nødt til at teste alle de stoffer, man tager. Vi ved godt, at det ikke er normalt for folk, der tager stoffer… Men sådan er virkeligheden i dag,” siger han. Andre vigtige forholdsregler er ikke at tage det alene og at have modgiften til opiatoverdosis naloxon.
“Selv hvis du tror, du har taget en Xanax, inden du skulle sove, er det ikke sikkert, at det er det, du har taget,” siger Gomez. “Du bliver nødt til at behandle hver eneste pille, hver eneste lille pose med coke, som om det måske var et dødeligt opiat.”
Mere
fra VICE
-
RHJ / Getty Images -
Screenshot: Epic Games -
Paula Regan -
Westend61/Getty Images