En mand vi kan li’: I vores serie En mand vi kan li’ taler vi med mænd om maskulinitetsidealer. Den her gang med Micki Cheng, som du (forhåbentlig!) kender fra Den Store Bagedyst eller Ultra Factor. Her fortæller han til Amalie Langballe.

Gennem min barndom og ungdom blev jeg igen og igen fortalt, at jeg var den eneste dreng, så det var mig, der skulle passe på familien. Jeg var min fars eneste søn og min mors første barn, så alle havde store forventninger til mig. Jeg skulle være læge eller advokat, for det kunne give mange penge og prestige. Min mor er fra Vietnam, og min far var fra Hongkong, og det er bare en anden mentalitet i de kulturer. Det hele handler om, hvor stor en person, du kan blive.

Derfor kan jeg stadig have det lidt svært med, at folk skal se mine svage sider, for det er ikke sådan, jeg er opdraget. Men jeg synes, det er vigtigt at være åben, og selv om jeg ikke er opdraget sådan, falder det mig naturligt at være glad og åben. Jeg vil gerne dele ud af min historie, hvis det kan være med til at hjælpe nogen, og det får jeg at vide, at jeg gør. For nylig skrev en skolelærer til mig og fortalte, at de havde printet et billede af mig ud, som eleverne fik uddelt, hvis de havde været gode klassekammerater. Det betyder virkelig meget for mig.

Jeg er meget åben med, at jeg har haft en barndom med mobning, fordi jeg gerne vil vise folk, at man kan komme godt videre fra det. Jeg så både anderledes ud og var tykkere end de andre drenge i folkeskolen, og så er jeg vokset op i sådan nogle ”HØV-HØV-HØV-byer” som Aalborg og Esbjerg, og der skal man helst gå op i fodbold og fisse. Det har aldrig interesseret mig så meget.

I sommer var jeg ved at gå ned med stress. Der skete så meget personligt og professionelt. Udefra kørte det for mig, men jeg krakelerede på vores sommerferie til Kreta i juni. Jeg ville ikke andet end at sove. Der kunne jeg mærke, at jeg var nødt til at gøre noget. Så jeg ringede til min sundhedssikring og fik startet et psykologforløb. Det hjalp. Og den erfaring prøver jeg at være åben omkring. Når jeg taler med kolleger i dag, som jeg kan mærke er pressede, så åbner jeg op og fortæller om mit forløb, og at jeg har fået det bedre.

Selv om jeg sagtens kan være ked af det og udtrykke følelser, har jeg svært ved at græde over for andre mennesker. Min mand får ikke lov til at se mig græde. Jeg flæber til alle mulige film – Mamma Mia og Disney for eksempel – men når vi ser sådan nogle film sammen, så pakker jeg mig ind og gemmer mig væk, for min bedre halvdel skal ikke se, at jeg tuder. Han ved jo godt, at jeg gør det, men han skal bare ikke se det.

Jeg mødte ham, da jeg var 19 år gammel. Vi mødtes i efteråret, og så kom han ned til mig i Esbjerg fra Randers. Vi satte en gyserfilm på, og undervejs sagde jeg ”mine tæer fryser,” og så varmede han dem. Det var sådan, jeg scorede ham. Det er måske verdens dårligste scorereplik, der har virket. I dag er han min ægtemand. Fra jeg mødte ham begyndte jeg at finde fred med mig selv, for jeg var et sted, hvor jeg var glad og tilfreds.

Jeg græd én gang under Den Store Bagedyst, men det cuttede de ud. Jeg lavede en rigtig dårlig start-kage, og min sidste kage blev heller ikke god, så jeg var blandt de to, der stod til at skulle ryge ud. Og den anden, der måske også skulle ryge ud var min rigtigt gode veninde, og det var en trist situation at vide, at det enten var hende eller mig, der røg. Så da vi blev interviewet om det, græd jeg snot.

Inden Den Store Bagedyst blev sendt første gang, var jeg nervøs for, hvordan seerne ville tage imod at se en overvægtig kineser løbe rundt i et telt og bage kager. Jeg er jo ikke en klassisk tv-person, så jeg tænkte meget på, om folk mon ville buhe mig ud. Men reaktionerne var så positive.

For mig er det lige så maskulint at tale om følelser, som det er at bygge en terrasse i træ. Men egentlig går jeg ikke og deler ting op i maskulint og feminint. Jeg kan godt føle mig sej, når jeg har samlet et møbel eller savet brænde til en brændestabel eller sådan noget, men jeg føler mig ikke mere mandig. For et par uger siden var vi i gang med at bygge hegn, og der slæbte vi en masse brædder frem og tilbage. Der tænkte jeg virkelig ”GRRRW,” hvis du ved, hvad jeg mener.

Nu har min familie boet i Danmark i rigtigt mange år, og de har også fået tilegnet sig nogle andre vaner og synspunkter. Nu siger min mor (og min far, da han var i live): ”Vi er stolte af dig lige meget, hvad du laver, så længe du er glad.” Det havde jeg aldrig troet, jeg skulle høre fra mine forældre. Det har været en wow-oplevelse. Jeg kan også se, når jeg er hjemme ved min mormor, der efterhånden er en gammel kvinde, hvor glad og stolt, hun bliver, når vi ser et program, hvor jeg er med i.