Derfor er mænd bange for at blive veganere

Denne artikel er oprindeligt udgivet af MUNCHIES USA i august 2015.

I Vesten har det aldrig været så populært at holde sig til plantebaseret kost, som det er lige nu. Grøntsager er et hit. FN og andre statslige instanser anbefaler, at flere af os dropper kødet, og det har heller aldrig været lettere at gøre netop det end lige nu. På trods af det viser statistik fra USA, at det kun er 3,2 procent (7,3 millioner amerikanere), der sværger til en vegetarisk diæt. 60 procent af dem er kvinder; 40 procent er mænd. Omkring en halv procent (1 million) er veganere, og 79 procent af veganere er kvinder.

I den kulinariske verden har politik en tendens til at være lige så vigtigt som krydderier og ingredienser — og det er særligt tydeligt, når det handler om plantebaseret kost. Hvor et “V” på en etikette eller på en menu ofte bruges til at identificere mad, der er enten vegetarisk eller vegansk, kunne det så ikke også lige så godt stå for “vagina”? Man skal da i hvert fald ikke være feministisk raketfysiker for at mistænke, at kønsroller spiller ind i forhold til den uligevægtige fordeling mellem kønnene, når det handler om at vinke farvel til kød.

To tilsyneladende uforenelige autoriteter indenfor emnet er faktisk enige: John Joseph, der er forsanger i det legendariske hardcore punkband Cro-Mags, ironman triatlet og har skrevet bogen Meat is for Pussies; og Carol J. Adams, radikal feministisk teoretiker og kvinden bag bogen The Sexual Politics of Meat. De argumenterer begge to for, at sammenhængen mellem kød og maskulinitet spiller en vigtig rolle i mænds kostvalg.

“Fyre har i årevis sovet i timen, når det gælder deres helbred,” fortæller Joseph. “Stereotypen er, at kød er lig med macho og proteiner og at rigtige mænd spiser kød. Men på grund af den slags fødevarer lider selvsamme ‘rigtige mænd’ af alle mulige sygdomme. De får hjerteanfald, og de sætter deres pikke ud af spil og bliver impotente.”

‘Man er ikke modig, hvis man spiser kød,’ siger John Joseph. ‘Man er en kujon.’

Joseph indrømmer, at Meat Is For Pussies ikke ligefrem blev taget varmt imod af feminister. “Men den var med til redde utallige dyrs liv,” fortæller han. “Jeg har fået indsatte, slagsbrødre og hooligans til at blive veganere … det er en demografisk gruppe, der ellers aldrig vil blive nået af de her andre mennesker. Men I lader jeg påvirke af et enkelt ord? Mænd er stædige, så det giver mening, at de har brug for at høre den slags fra nogen, der taler deres eget sprog.

“Man er ikke modig, hvis man spiser kød; man er en kujon. Det er derfor, jeg kaldte min bog for Meat Is For Pussies. Det er sådan noget, der kan fange den slags fyres opmærksomhed.”

Hvor Joseph forsøger at nå ind til en ny gruppe af grøntsagsskeptiske mænd, har Adams en noget anderledes tilgang. Men de to er tilsyneladene enige i, at der er noget problematisk ved hele idéen om, at kød er macho.

“Ifølge seksuel kødpolitik er mænd nødt til at spise kød for at holde sig maskuline og virile,” fortæller Adams. “Men det blive mere og mere klart, at mennesker sagtens kan holde sig både sunde og glade uden kød eller andre animalske produkter. Vi har nu en dominerende, kulturelt betonet hetz, hvor mænd, der vælger veganisme, skal trynes og gøres til grin.”

Da maskulinitet er mere eller mindre kronisk problematisk, kommer det ikke som den helt store overraskelse, at maskulinitet også er en hindring for udbredelsen af veganisme.

Og Adams bør om nogen vide, hvad hun taler om, da hun har analyseret området siden længe før, vegansk mad blev en del af menuen på mange restauranter. The Sexual Politics of Meat har fejret 20 års jubilæum, og bogen udforsker forholdet mellem kvindehad og kød. Det anses for obligatorisk læsning blandt både feminister og dyrevelfærdsaktivister.

“De traditionelle kønsroller holdes blandt andet i hævd ved, at man stiller spøgsmålstegn ved mænds maskulinitet, når de spiser mad, der ofte forbindes med kvinder (som tofu),” fortæller Adams. “Præcis som tofu repræsenterer veganisme, så repræsenterer selve indtagelsen af kød for mænd deres forbrug af kvinder. Et af problemerne med indtagelsen af kød er fragmenteringen af dyret, hvor folk enten spiser et lår eller et bryst og derfor ikke kan relatere til dyret. Jeg argumenterer i The Sexual Politics of Meat for, at objektificering og fragmentering leder til forbrug.

“At sige nej til kød i vores kultur handler ikke bare om, at man frasiger sig et produkt. Det handler om, at man siger fra over for alt det, kød står for.”

Da maskulinitet er mere eller mindre kronisk problematisk, kommer det ikke som den helt stor overraskelse, at maskulinitet også er en hindring for udbredelsen af veganisme. Så hvordan sælger man veganisme som et funktionsdygtigt alternativ til folk og i særdeleshed til mænd?

Interessant nok er Josephs og Adams løsninger på det problem noget nær identiske: Man skal ændre måden, man taler om veganisme på – og særligt når det handler om mad. Derudover skal vi være mere omsorgsfulde og ansvarsbevidste.

“Vegansk er for mange mænd et bandeord,” siger Joseph. “Så skal man få flere mænd til at blive veganere, så skal man bare lade være med at fortælle dem, at de spiser vegansk mad. Der er ingen, der har lyst til at blive tvangsfodret, dømt eller kommanderet med. Man skal starte ud med at lave en god middag til tre-fire mennesker, og når de så elsker maden, vil de fortælle om det til andre. Og så breder det sig derfra.

‘I dag betyder “pussy” både kujon eller kujonagtigt, og det bliver brugt som slang for kvinders kønsdele. Så kvinder er altså ensbetydende med kujoner.’

“Når du har chancen for at servere vegansk mad til folk,” siger Adams, “så gør det. Du skal bare lade være med at gøre dem opmærksomme på det. Lad dem nyde et lækkert vegansk måltid, uden at de ved, at det er vegansk. Så lærer de noget af det. Det er med til at gøre folk bevidste, og det gør dem i stand til selv at bedømme og tage stilling til deres egen mislyd.”

Joseph mener, at en større omsorgsfølelse er en naturlig del af, at man bliver veganer. “Når man holder op med at spise kød og holder op med at fylde kroppen med en masse lort, så begynder man at bekymre sig om sit helbred. Man bliver mere omsorgsfuld, og med det følger en masse positivitet og venlighed.”

Adams tilføjer: “En del af den veganske uddannelse handler om, at man vælger veganismen, fordi man bekymrer sig om sin krop, om dyrene og om miljøet. Det er altsammen meget positivt. Alt, der kan forstærke følelsen af omsorgsfuldhed og medfølelse i en kultur, er godt.”

Hun anerkender dog, at der er ting, der forhindrer alt dette — inklusive Josephs brug af ordet pussy. “I dag betyder “pussy” både kujon eller kujonagtigt, og det bliver brugt som slang for kvinders kønsdele. Så kvinder er altså ensbetydende med kujoner.

“Skal vi som samfund bekende os til et mere medfølende etisk regelsæt, er vi nødt til at gøre omsorgsfuldhed til en levevis. Folk skal være mere trygge ved at være omsorgsfulde. Omsorgsfuldhed er kvindeligt og feminint. Det er ikke sikkert for os at være omsorgsfulde. Vi bliver kaldt for ‘skat,’ bedt om at blive modne, vi bliver feminiserede. Hvordan kan vi genvinde den etik, der identificeres som feminin, samtidig med at vi udvasker kvindeligheden?”

Det er et svært emne at tygge på, uagtet ens egne kostmæssige præferencer. Men udsigten til at spise lækker, sund mad og samtidig blive mere positiv og omsorgsfuld? Det løfte kan være svært at argumentere imod. Med mindre man er kødindustrien, selvfølgelig.