Derfor er Robyns “Dancing On My Own” en af de største bangers i moderne queer-kultur

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Noisey UK

Jeg var lige fyldt 17 og fuld i øl og Bacardi Breezers, da jeg til en privatfest kom ud af skabet for første gang. Jeg kan huske, at jeg sad og ventede ved busstoppestedet, hvor ordene ligesom bare faldt ud af min mund og ned på fortovet foran mig. Jeg ledte efter dem, hvor de var landet, og så så op på min ven Dan, som jeg havde slæbt med ud. I det øjeblik vidste jeg, at mine ord var sande. Jeg væltede tilbage til festen, indhyllet i ravemusik og røg, og fortalte alle mine venner om min åbenbaring. Senere på aftenen satte jeg kronen på værket ved at give et blæs til min ven Scott under et tæppe i stuen, mens folk festede og sov omkring os. Den aften skulle forme det næste årti for mig.

De fleste af mine venner er queer, og deres historier med at komme ud af skabet er lige så unikke, som min egen er – der er nogle, som gjorde det i skolen, mens andre ventede, til de var sidst i 20’erne. Nogle var meget åbne omkring det, mens andre var meget diskrete og nærmest hviskede deres bekendelse. De er kommet ud af skabet i telte, i kirker, til middagsselskaber, til begravelser (det kan ikke anbefales). De har skrevet breve eller haft akavede samtaler med forældre, eller også er de slet ikke kommet ud officielt. Men én ting, de alle har tilfælles, er følelsen af isolation.

Udforskningen og accepten af queer-identiteten kan være en ensom oplevelse. Faktisk kan det at være queer være en temmelig ensom oplevelse i det hele taget. Når vi begynder rejsen efter at være kommet ud af skabet, møder vi ofte modvilje, og det bliver en oplevelse, der vender tilbage gennem tilværelsen – man kommer ud igen og igen og arbejder hårdt for at finde sin plads i en verden, der grundlæggende ikke er indrettet til en. Når vi er unge, er vores queerness noget, vi bearbejder for os selv i al hemmelighed. Når først erkendelsen har ramt, skal den have tid til at modnes og skabe plads til sig selv i sindet.

To år efter min åbenbaring og min første queer-oplevelse udgav Robyn albummet Body Talk pt. 1, der blandt andet indeholdt singlen ”Dancing On My Own”. Det er en plade, som er centreret omkring oplevelsen af ensomhed og isolation. I et interview med Pitchfork fra 2010 siger Robyn: ”Hele albummet handler om at være ensom, og jeg synes, det var en interessant idé at introducere dansegulvet på natklubben, hvor folk står pakket som sild i en tønde, for den følelse.” Hun siger specifikt om ”Dancing On My Own”, ”Jeg har turneret en del de senere år og tilbragt meget tid på natklubber, hvor jeg observerer folk. Det blev efterhånden umuligt for mig ikke at tænke på ordene ’dancing on my own’, fordi jeg synes, det er så smukt et billede.”

Jeg glemmer aldrig første gang, jeg hørte sangen. Jeg havde på det tidspunkt allerede boet i adskillige storbyer rundt omkring. Jeg gav stadig blowjobs i smug under tæpper, men til mine partneres store fornøjelse var jeg blevet noget bedre til det. Ligesom så mange andre unge queer-mænd brugte jeg min medfødte charme, mine store brune øjne og høje kindben til at opsøge en lang række seksuelle forhold, i hvilke jeg ubevidst søgte nærhed og intimitet, selv om jeg ikke forstod det dengang. Jeg var dødforelsket i min ven, som ikke havde de samme følelser for mig, og klyngede mig desperat til drømmen om det liv, jeg troede, var det rigtige at stræbe efter.

I den vanvittigt varme sommer i 2010 bagte min lejlighed i det østlige Bristol, da mine venner og venners venner klemte sig sammen til en Glastonbury-efterfest. Omkring midnat mistede jeg kontrollen over playlisten, og musikken vekslede mellem alt fra Candi Staton til The Horrors, før vi endelig landede på en sang, jeg aldrig havde hørt før.

Den starter med et chok: et vibrerende hjerteslag, der ræser afsted over trackets fire minutter og 49 sekunder, før det endelig bukker under for presset af sin egen angst og flyder ud i stilheden. Jeg kan huske, at jeg kiggede ud i stuen fra køkkenet og så ’ham’ stå der sammen med en anden fyr. Jeg kan huske det pumpende beat, der lød som et bankende hjerte, som slog i takt med mit eget. Længslen og sorgen i teksten dannede ramme om mine egne følelser. Den smerte, der udspiller sig i revnerne mellem basgangen og synthesizermelodien, hang tykt i min lille lejlighed.

Den amerikanske professor David Halperin har skrevet en bog, der hedder How to Be Gay. Det er ikke en guide til homoseksualitet for begyndere – selv om guderne skal vide, der er et marked for det. Bogen handler om, hvordan queerness er en unik position på minoritetsspektrummet. I langt de fleste tilfælde vokser queer-mennesker ikke op med queer-forældre eller andre familiemedlemmer, der identificerer sig sådan. I de fleste tilfælde bliver vi slet ikke eksponeret for andre queer-mennesker i vores liv for slet ikke at tale om den manglende repræsentation i medierne og popkulturen.

I stedet for gør vi vores egne erfaringer på barer og natklubber, i darkrooms og soveværelser. Vi lærer fra de mennesker, vi elsker, mennesker, som tit ikke gengælder vores følelser, som vi gerne vil have det eller føler os fortjent til. Vi lærer fra vores kollektive traume og følelse af ensomhed. Vi lærer at folde brudstykker fra kulturen – musik, kunst og poesi – ind i vores eget queer-leksikon. Queerness eksisterer på gaden, i sengene og parkerne, på reklamesøjlerne, men især stortrives det i natklubberne. I de særlige rum har vi mulighed for at male hinanden med vores queerness. Gennem en kanon af sange, som vi sammen har udvalgt, gør vi vores queerness til en del af den luft, vi indånder, og lader os opsluge af den for en stund. Fra det øjeblik “Dancing On My Own” blev udgivet, var den en uomgængelig del af det musikalske ordforråd, en hel generation af unge queer-mennesker var udstyret med.

I 2013 så et klubarrangement med navnet Dancing On My Own (DOMO) dagens lys. Efter flere forskellige inkarnationer fandt det til sidst vej til Londons Resistance Gallery og blev hurtigt populært. Fem år efter jeg kom ud, og tre år efter jeg første gang hørte sangen i min lille lejlighed, hjemsøgte den mig fortsat. Den havde fulgt mig gennem maniske opture og deprimerende nedture i mit liv og havde endelig fundet mig igen – men denne gang var det en anderledes oplevelse.

Det, der er med DOMO, er, at det ikke bare er et hvilken som helst queer-space. Resistance Gallery er gemt bag en anonym dør på en lille, brostensbelagt gade i London. Det ligner på alle måder et beskedent spillested i Østlondon: en beskeden bar, dj-bås, en scene med billige glimmergardiner og et rygerområde omkranset af pigtråd samt vægge med glasskår støbt ind i materialet. Men én gang om måneden dannede stedet ramme om et queer-paradis.

Jeg har siden hen efterspurgt billeder og historier fra DOMO for at prøve at forstå, hvad det var, der gjorde det så særligt. Jeg har modtaget utroligt mange beskeder fra folk, som takker mig for at minde dem om DOMO-tiden. Desværre var der ikke mange af dem, der har billeder liggende. Det skyldes til dels, at atmosfæren på DOMO sidst på aftenen gerne blev så fri og løssluppen, at de fleste tog tøjet af. Derfor var det ikke altid okay at tage billeder. Min ven Izzy skrev til mig i en besked: ”Der var flere patter end i et Playboy-magasin, men ikke på en undertrykkende og problematisk måde.”

Den svedende, elektriske masse af kroppe, der vred sig til musikken, var en af de fantastiske ting ved DOMO, men det var ikke det, der gjorde stedet til noget særligt. Sandheden er faktisk, som Izzy pointerede i en opfølgende besked: ”Jeg var der kun en enkelt gang, og jeg snavede med Lauren (min heteroseksuelle veninde). Hun var den første, jeg snavede med, efter min lede eks og jeg var gået fra hinanden, og jeg kan huske, hvordan mine sko klistrede til gulvet, og jeg aldrig havde følt mig så levende før.”

Men det var heller ikke kys og et klistret gulv, der gjorde DOMO til noget særligt. Det var alt det indimellem. Det var et rum, hvor man kunne behandle sit traume, et sted, hvor vi kunne holde om hinanden og danse for os selv. Det var det klubarrangement, der fik mig til at indse, hvor vigtig en komponent i den moderne queer-oplevelse af verden ”Dancing On My Own” er.

Til samtlige DOMO-arrangementer var aftenens sidste sang ”Dancing On My Own”. Som jeg sidder her nu, husker jeg tydeligt det øjeblik, da lyset blev tændt igen, mens sangen tonede ud. Jeg husker den glæde, jeg så i folks ansigter, mens de sang med, omfavnede deres venner og kyssede hinanden, indtil det var slut.

Men jeg husker også tristheden i folks øjne, da det var ovre. Queerness er også tristhed. Det er ensomt. Det er mørkt. Det er også smukt. Ophidsende. Voldsomt. Det er ”Dancing On My Own” også. Når vi queer-mennesker danser til den sang, hvor end vi er i verden, så danser vi alene, men sammen med alle de andre i vores ensomhed – et flygtigt øjeblik mod hele verdenen.