Moons and Junes har hjemme i et lillebitte rum i et kontorfællesskab på Vesterbro, og det virker meget passende, for Moons and Junes er stadig en lillebitte virksomhed med masser af DIY-ånd. Det er 24-årige Agnete Bjerre-Madsen, der står bag virksomheden, som laver undertøj til kvinder. En virksomhed, som kom til verden, fordi Agnete fik lavet en bh til sig selv, så ville hendes veninde også have en, og så var det billigere at få lavet lidt flere, og pludselig var hun i gang med at lave undertøj.
Men hvorfor går man overhovedet i gang med at få lavet en bh specielt til sig selv? For Agnete handlede det om, at de produkter, hun fandt på markedet, ikke bakkede op om hendes krop, de ville tværtimod ændre den. Det handlede om at forstørre og omforme, og det var hun ikke interesseret i.
Videos by VICE
”Moons and Junes er et resultat af alle de usikkerheder, jeg selv havde i mine teenageår, hvor jeg savnede et sted, hvor man kunne se kvinder, der bare var kvinder. Det hele skulle være så perfekt og forstørret og alt muligt. Udviklingen af produkterne handler om komfort, og de ser ud på den her måde, fordi jeg gerne ville have et produkt, der lagde vægt på mine naturlige former i stedet for at skabe nye,” fortæller hun.
Det er også motivationen bag “At Home”-kampagnen for den nyeste kollektion af Moons and Junes-undertøj.
Til kampagnen kontaktede Agnete en masse forskellige kvinder, de fleste af dem var nogen, hun fulgte på Instagram, og som hun synes var virkelig nice. Hun tog hjem til dem og fotograferede dem i deres egne hjem i København, Berlin og Los Angeles. Kvinderne måtte selv bestemme, hvilket udtryk de ville give, om de ville have make-up på og så videre, og ingen af fotografierne er blevet retoucheret.
”Jeg har flere gange tænkt, at jeg glad for, at jeg ikke er 15 år i dag, så meget som sociale medier styrer og fylder. Det tror jeg virkelig ikke, jeg kunne klare. Jeg vil gerne normalisere kroppe, for en krop er bare en krop, og vi ser forskellige ud, og nogle har strækmærker, og nogle barberer sig, men det er bare en krop,” siger hun.
Derudover er der også bare noget praktisk i at kunne se tøjet på en krop, som man kan sammenligne sin egen med, forklarer hun, og derfor var det vigtigt for hende at finde kvinder med forskellige kropstyper og etniciteter.
”Det er jo vigtigt, at man kan se, hvordan vores produkter sidder på forskellige kroppe. Hvordan sidder de, hvis man har små bryster? Hvis man har store bryster? Og hvordan går den her farve til min hudfarve?” siger Agnete.
Moons and Junes’ nye kollektion kommer til salg online i morgen. Her kan du møde nogle af de kvinder, Agnete har fotograferet til sin kampagne:






