Denne artikel er oprindeligt udgivet af Noisey USA
Udødelighed er både menneskehedens og den kunstneriske udfoldelses ultimative mål; at skabe noget, der lever videre, efter man selv er borte. Toto-trommeslageren Jeff Porcaro døde i 1992, og selv om flere af hans bidrag til musikkanonen er indlemmet i rytmens hall of fame (“Lowdown” af Boz Scaggs rykker), så er hans stærkt følelsesladede intro til ”Africa” formodentlig den, der fortsat kan få flest tårer frem i øjnene blandt lyttere. Sangen er Totos eneste nummer, der har fået en nummer 1-placering på Billboard-hitlisten, og den milesten nåede gruppen den 5. februar 1983. Der er gået præcis 35 år og en dag siden da, og hele verden har forandret sig om og om igen. Men ”Africa” er forblevet den samme. Hvorfor?
Videos by VICE
For det første har ”Africa” et af de bedste omkvæd, der nogensinde er skrevet. Det vildeste ved omkvædet er, at det indeholder et af de eneste mainstreampopulære hooks, der ikke er baseret på den gennemgående meloditråd. Bobby Kimball entrerer i et temmelig højt toneleje, men bemærk, hvordan han gennem hele omkvædet nærmest droner videre i det samme spor. Det er harmonien, han lægger. Det øvrige band klarer resten af vokalarrangementet. På den måde er det ligesom at lytte til en gigantisk akkord, der udspiller sig gennem et flerstemmigt kor. Det er derfor, sangen er en karaokeklassiker, hvor man kan slå sig på en vilkårlig vokallinje uden egentlig at vide, hvad man laver. Den eneste anden gruppe, der er kommet tæt på at gøre dem kunsten efter, er Mumford & Sons, der også skriver melodier med komplekse harmonier, men det band skal ikke tilsmudse den her hyldest til Toto. ”Africa” skiller sig også ud på grund af det faktum, at den skifter toneart tre gange: Db-mol i introen og i broerne, H-maj i versene og A-maj i omkvædene. Det er formodentligt, fordi Toto lige skulle spille med musklerne og vise deres evner som garvede studiemusikere, men samtidigt kan man heller ikke pege på et omkvæd – og et toneartskift – der er mere inciterende, end omkvædet på ”Africa”.
Det er svært at pege på, hvordan og hvornår ”Africa” blev til det allestedsnærværende meme, det er i dag. Sangen fik på mange måder nyt liv i 2007 i form af et cover lavet af den libanesisk-canadiske sanger Karl Wolf. Der gik to år, før sangen slog igennem i hans hjemland, så hvem ved, om det var med til at kickstarte Toto-bølgen. Det er under alle omstændigheder en vild tur, især hvis man ikke har hørt sangen eller set videoen før.
”Africa” udgør også introen til Chuck Person’s Eccojams Vol. 1, den enormt populære 2010-udgivelse fra Oneohtrix Point Nevers Daniel Lopatin, der mere eller mindre egenhændigt lancerede vaporwaven med sin dystopiske og manipulerede fremstilling af softrock-klassikere. Lyden af David Paichs stemme, der trækkes ud i det uendelige, mens han gentager ordene, “hurry boy, she’s waiting there for you,” er en af de mest storslåede måder, et stykke musik er åbnet på i det her årti. Vi elsker selvfølgelig ”Africa”-memes, men når sangen optræder inden for den her ramme, bliver den til en nostalgibaseret kritik af det forbrugerhelvede, vi lever i. Men memesene er selvfølgelig også vigtige. Som Totos guitarist Steve Lukather har udtalt i det her fremragende interview om sangens oprindelse, så er ”millennials faldet for ’Africa’ lidt i stil med ’Don’t Stop Believin’ eller noget lort i den dur. Min ældste søn er 30, og når han har været ude på natklub, kommer han hjem og siger: ’Far, du tror, det er løgn. Folk går helt amok, når sangen kommer på.’”
Måske kan man bare ikke pege på én enkeltstående grund til, at ”Africa” fortsat er så populær. Det er den type sang, man kan sætte pris på med en vis ironisk distance, fordi den repræsenterer en smooth 80’er-lyd, der virker overgearet i dag, men derudover er det også bare en storslået popmelodi. Selv Lukather har svært ved at forstå fænomenet, som han også siger i ovenstående interview. ”Hvis du havde sagt til mig, at jeg havde en halv meter lang pik, så ville jeg finde det mere sandsynligt, end at den sang skulle blive vore eftermæle. Jeg mener af alle vores sange, så lige den?” ”Africa” har ikke nået en topplacering på hitlisten siden den skæbnesvangre dag i februar 1983, men nummeret bliver fortsat streamet hundrede af millioner gange, og den ligger nummer 1 i vores hjerter og sjæle. Ligesom kakerlakker og dåsemad, så overlever ”Africa” også til jordens undergang. There’s nothing that a hundred men (or more) could ever do to surpass it.
