Det er bittersødt at se folk springe ud på YouTube

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Broadly USA

Jeg har opdaget spring-ud-videoer sent i livet – eller som 26-årig, hvilket er senere end de fleste. De har eksisteret i årevis, de her spring-ud-videoer er YouTube-klip af LGBTQ-vloggere, som kommer ud af skabet for hele verden online, og jeg har egentlig altid afvist den slags. Det virkede alt for sukkersødt til mig. Jeg har selv været gennem den komplicerede proces med at komme ud. Hvorfor i alverden skulle jeg bruge tid på at se andre gøre det?

Men så faldt jeg alligevel ned i internet-hullet alligevel. Det begyndte med Rose og Rosie, et ægtepar fra Hertfordshire i England, som laver videoer hjemme fra stuen, hvor de skændes, driller hinanden og ringer til deres ekskærester. De snaver også en del foran kameraet. Det har vist sig at være en vindende formel. De har over 161 millioner visninger på Roses YouTube-kanal og mere end 30 millioner på Rosies.

”De her TO TOSSER er GRUNDen til, Jeg FANDT UD af, jeg var HOmo og EFTER AT have set det her, KAN JEG HUSKE HVORFOR,” skriver en fan i en kommentar under en af Rose og Rosies kyssevideoer.

Jeg fortalte min kæreste, Emily, om dem, som om jeg havde opdaget en spritny verden på internettet. ”Rose og Rosie, Emily og Amelia… vi kunne have tjent en formue,” sagde hun til mig.

Rose og Rosie førte mig videre til Rhodes Bros, to brødre, hvis spring-ud-video fik mig til at knibe en tåre. Den har 26 millioner visninger og får flere for hver dag, der går. Så er der det lesbiske par Bria og Chrissys video med ”De 10 værste måder at springe ud på”, der blandt andet byder på to unge piger, som springer ud af et skab i verdens mest bogstavelige metafor. 18 millioner visninger. Ingrid Nielsens tårevædede spring-ud-video har 17 millioner visninger – 16,4 millioner flere end den video, hvor hun interviewer Barack Obama.

Alle vloggerne har et bestemt look, et logo og identitet. Nogle af dem har man på fornemmelsen kunne vlogge om rejseliv og makeup, hvis de ikke lige var queer – der er også flere der kombinerer dem – men det føles på en måde meget betydningsfuldt, at de har valgt at tale om deres seksualitet, og at vi, de anonyme internetmasser, har valgt at se deres videoer.

YouTube-rejsen fik mig til at spekulere over min egen ungdom. Det ville have været et mareridt for mig at komme ud for så mange mennesker på én gang. Jeg var ung i en tid før ægteskabsligestilling, YouTube og sociale medier. Min far satte George Michael på i bilen, og min mor fortalte mig om AIDS-krisen, men de talte ikke med mig om, hvad det vil sige at være homoseksuel. Og hvordan skulle du også have gjort det? De var begge heteroseksuelle.

Da jeg første gang oplevede homofobi, var det mig selv, der var homofoben. Jeg var 13, og mig og mine klassekammerater kaldte vores idrætslærer for ”lebbe” bag hendes ryg, og vi gemte os altid, når hun kom ind i omklædningsrummet. Som 15-årig blev jeg forarget, da jeg så to piger snave til en fest. Da jeg var 16, fortalte min ven mig, at hun var homo. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige, så jeg sagde ikke noget.

Første gang jeg oplevede, at jeg havde følelser for en anden pige, var, da jeg var 17. Fra det øjeblik jeg så hende, vidste jeg det. Jeg sagde det ikke til nogen. Jeg tænkte, hvis vi bliver gode venner, kan det være, det forsvinder. Som en hemmelig agent gik jeg i gang med at skabe et venskab med hende. Vi hang ud sammen hver dag, og hver aften kiggede jeg hendes billeder på Facebook igennem. Jeg ventede på, at min følelser skulle forsvinde igen, men da det ikke gik hurtigt nok, gjorde jeg det mest homoerotiske, man kan forestille sig: Jeg knaldede den fyr, hun datede.

Da jeg som 21-årig var sprunget ud og boede i byen, kom hun på besøg. Jeg tog hende med på en lokal homobar, hvor vi hang ud med mine venner og dansede. Jeg snavede lidt med en anden pige.

”Hvorfor blev vi egentlig venner i skolen?” spurgte hun, da vi kom hjem igen.

”Jeg tror, jeg var lidt forelsket i dig,” indrømmede jeg. Hun blev ikke chokeret, hun stak ikke af. I det hele taget var hendes reaktion en helt anden, end jeg havde forventet.

”Er du stadig forelsket i mig?” spurgte hun.

Vi dyrkede sex. Jeg kan ikke huske detaljerne, men jeg husker, hvordan det føltes. Alt mit teenagehad over min homoidentitet forsvandt på en enkelt nat. Men den næste morgen fortalte hun mig, at hun var hetero, og hun bad mig om ikke at fortælle nogen om vores aften.

Det samme scenarie udspillede sig med jævne mellemrum henover de følgende tre år. Forskellige piger, men samme historie. Jeg lærte at skam smitter – lige som man tror, man er sluppet af med den, får man den leveret tilbage igen. På pubben jokede jeg med, at det var en kompliment, når piger ”kun var homo for mig”, men indeni undrede jeg mig over, hvorfor det var så forfærdeligt for dem at være sammen med mig, hvis de havde følelser for mig. De lange aftener, jeg har tilbragt i gråd, var langt fra så glamourøse, som queer-film portrætterer dem.

Jeg har aldrig nævnt de her episoder for andre, for jeg var godt klar over, hvor utroligt privilegeret jeg var i mine relativt milde erfaringer med homoskam. Jeg var bare overfølsom. Det var ikke jordens undergang. Var det her i virkeligheden ikke det bedst tænkelige udfald for en queer-person?

Men så blev jeg ældre. Jeg fik flere aktivistvenner i homomiljøet. De venner – hvis oplevelser var langt værre end mine egne – lærte mig at respektere mig selv. Efterhånden begyndte jeg at forelske mig i folk, som gengældte mine følelser.

I en video med titlen ”SUPERKISS!” kysser Rose og Rosie, så længe de kan. Da jeg sad og så den for nyligt, slog det mig, at det måske havde gjort en forskel for mig, hvis jeg som teenager havde haft adgang til videoer af oprigtige vloggere, der talte åbent om deres seksualitet. Kunne det have sparet mig en masser sorger og følelsen af skam? Ville jeg være kommet ud af skabet tidligere?

Det, at acceptere sig selv, som man er, og give udtryk for sin identitet, er noget vi lærer med tiden. Spring-ud-videoerne gør mig håbefuld på vegne af unge homoseksuelle, som har mulighed for at lære vigtige livserfaring i trygge rammer, hvor de muligvis forskånes nogle hårde læresætninger. Det kom lidt for sent for mig – men jeg er glad for at vide, at videoerne findes, og at de kan hjælpe andre.