Denne artikel er oprindeligt udgivet af Noisey UK
Sydflorida-rapperen XXXtentacions andet album, ?, røg direkte ind på førstepladsen på Billboard 200, da det for nylig udkom. Albummet er opfølgeren til rapperens debut, 17, der udkom sidste år i august og øjeblikkeligt tog andenpladsen på listen. Den 20-årige rapper, der kan beskrives som en hiphop-superskurk, har gjort kometkarriere, men sideløbende med sin succes har han været omdrejningspunkt for anklager om vold og overgreb mod sin kæreste i 2016. Mens han sad i fængsel de første par måneder af 2017 i forbindelse med røveri og overfald med et våben, er mystikken og kontroverserne omkring hans person vokset og blevet et fast samtaleemne på sociale medier. Rap-fans har diskuteret, hvorvidt man overhovedet bør lytte til mandens musik – eller i det mindste lade være med at skilte med det offentligt. Paradoksalt nok har debatten kørt sideløbende med #MeToo-afsløringerne, hvor anklager om vold og overgreb har fældet flere store aktører i underholdningsindustrien, blandt andre Harvey Weinstein, Patrick Demarchelier og Steve Wynn. Men på trods af den negative omtale er XXXtentacion og en håndfuld af hans kolleger, der også er anklaget for at have begået overgreb, opført sig truende eller overfaldet andre, fortsat anset for at være de fremtidige stjerner på rapscenen. Så hvordan skal fans egentlig forholde sig til hele problematikken?
Videos by VICE
Lige efter 17 udkom sidste år, skrev Pitchfork om Xs turbulente forhold til sin ekskæreste, som var gravid, mens han efter sigende var voldelig over for hende. Han er blandt andet anklaget for at nikke kvinden en skalle, fordi hun nynnede en anden rappers linje fra en af hans sange, og for at tæve hende med en bøjle og tage kvælertag på hende, indtil hun var ved at besvime. I den her uge er en video dukket op, hvor det ser ud, som om XXXtentacion slår kvinden. I 2016 blev en anden Florida-rapper, Kodak Black, sigtet for at have begået seksuelt overgreb mod en kvinde i South Carolina. Han skulle efter sigende have ignoreret hendes protester og bidt hende i halsen og på brystet. Brooklynrapperen 6ix9ine, der ofte virker som en godmodig klovn i kraft af sin internetpersona, erklærede sig skyldig i at have brugt et barn i en seksuelt ladet optræden tilbage i 2015, efter en videooptagelse dukkede op, hvor rapperen sidder med en letpåklædt 13-årig på skødet. Baton Rouge-vidunderbarnet NBA YoungBoy, der gearer op til at udgive sit debutalbum, blev for nylig sigtet for overfald og kidnapning, da en video blev offentliggjort, hvor rapperen skubber sin kæreste ind i væggen på et hotel, inden han haler hende med ind på et værelse.
Hiphop har altid været en kultur, der finder sin energi i unge, kontroversielle kunstnere, men når man tager alle oplysninger om de enkelte sager i betragtning, er det svært at støtte rapperne med god samvittighed. Hvis vi skal forholde os kritisk til deres handlinger og vores egen rolle i deres succes, så bør vi faktisk helt lade være med at opmuntre og lytte til dem.
Problemstillingen har ikke mindst været synlig i pressen, hvor medierne har skullet tage stilling til, om man vil eksponere kunstnere, der står anklaget for alvorlige forbrydelser. På Noisey har vi bevidst undgået at dække dem – vi har sågar debatteret på redaktionen, hvordan vi bedst forholder os til deres plads i hiphop og kulturlivet generelt. Men som fanskarerne vokser, og internettets hukommelsestab bliver mere udtalt, er det mere vigtigt end nogensinde før at være opmærksom på kvinder og andre ofre for vold og overgreb i hiphop-verdenen.
I en lang Twitter-anmeldelse af N.W.A.-filmen Straight Outta Compton, der ellers var positiv i sin vurdering af filmens rolle som formidler af en afgørende tid i hiphoppens historie, tilføjer instruktøren Ava Duvernay en hjerteskærende personlig indsigt. ”Som en kvinde, der elsker hiphop, føles det sommetider, som om man er forelsket i sin egen overgrebsmand. Fordi sådan var og er musikken. Og dog er kulturen vores egen.” Men hiphoppens kulturelle narrativ behøver ikke at være sammenflettet med traumet. Som lyttere bliver vi nødt til at udfordre os selv og hæve os over at lytte til de her kunstnere.
Det mest foruroligende ved sagerne, på trods af at anklagerne har fået masser af omtale, er, at X, 6ix9ine, YoungBoy og Kodak fortsat er ekstremt indflydelsesrige rappere. Alle fire – ingen af dem er for øvrigt over 21 år – har landet numre inden for top-25 på Billboard-listen. Og det er ikke et tilfælde. De laver musik, der enten udmærker sig i kraft af sin eksplosive energi (6ix9ine), oprigtige historier om livet på gaden (Kodak og YoungBoy) eller en smertefuld sårbarhed (XXXtentacion). Den gennemsnitlige lytter tænker ikke på sigtelser, når han eller hun lytter til deres yndlingskunstnere, lige meget hvor forfærdelige forbrydelserne kan være. Det er vigtigt at huske på, at størstedelen af lytterne, der ser op til rapperne, ofte er yngre end dem. Deres succes viser, at overgrebsmænd ikke har noget at frygte. Det er derfor, at kunstnere som R. Kelly – som er beskyldt eller anmeldt for alt fra børneporno til frihedsberøvelse – og Chris Brown – som har en voldsdom – har mulighed for at stortrives uden at blive stillet til ansvar af industrien og deres fans.
Den måde, vi forbruger musik på i 2018, gør det uden tvivl mere kompliceret at protestere mod kunstneres opførsel. Hvor man tidligere bare kunne lade være med at købe en kunstners plader, skal man i dag løbe spidsrod med algoritmer, playlister og sange, der trender på forskellige platforme. YouTube og Soundcloud afspiller automatisk numre, de vurderer passer til ens smag. Selv hvis du ikke lytter til deres musik, kan du ikke undgå at se dem dukke op i overskrifterne, på dit feed og Instagram Explore. Det er derfor blevet svært at ignorere kunstnere, især hvis man bare gerne vil følge lidt med i musiklandskabets udvikling.
Dertil kommer, at X er blevet en stjerne. ? har solgt 131.000 albumenheder i sin første uge. Det er den andenstørste streaminguge for et album i år, der kun er overgået af Migos’ 150.000 solgte enheder af Culture II. Forskellen på de to er, at Migos ses som værende del af rappens mainstream, mens X repræsenterer den fandenivoldske undergrund, selv om han næsten sælger lige så godt som førstnævnte. X er begyndt at ændre sit brand ved at forblive tavs om anklagerne og grundlæggende promovere et mere positivt budskab, og det bevirker også, at folks holdning til ham har ændret sig. Når man søger på hans navn på Twitter, støder man på mange tweets, hvor folk lovpriser ham for hans evner som rapper, mens de samtidig udtrykker skyldfølelse over at lytte til ham.
Jeg er heller ikke selv uskyldig. Mens jeg var på vej på arbejde i sidste uge, screengrabbede jeg mig selv, mens jeg lyttede til Kodak Blacks “Tunnel Vision” og lagde det ud på Instagram. En af mine kvindelige venner gjorde mig opmærksom på problemet i det, og hun havde helt ret. Jeg endte med at slette det. Ligesom så mange andre lod jeg bare være med at tænke over det, når jeg lytter til musik. Det er let at tilsidesætte sin kritiske sans, når man lytter til musik, og for det meste er det også helt okay. Men lige netop i det her tilfælde er der mere på spil. Kunstnerne er kendte overgrebsmænd, og det kan vi ikke bare ignorere. Især ikke nu.
Det er svært at adskille kunstneren fra værket i 2018. I dag ved vi mere om kunstnernes privatliv end nogensinde før, og på mange måder afspejler deres musik, hvem de er i virkeligheden. Hvordan skal vi nogensinde adskille de to, når kravet om transparens er så stor en del af en kunstners brand og måde at opbygge en forbindelse til fanbasen? Bare fordi man laver god musik, har man ikke ret til at omskrive historien. Man har heller ikke lov til at bede om sympati, når man har gjort et andet menneskes liv til et levende helvede. Den eneste måde at komme problemet til livs på er ved at holde op med at lytte til dem.
