Du læser Broadly-serien 5×5, som har fået sit navn, fordi vi i fem minutter, fem dage i streg ringer og forstyrrer et menneske på job. For hvordan er det at være komiker eller minister eller præst eller at eje en grillbar eller…
I denne uge har vi fulgt den 58-årige folkekirkepræst Helle Kampmann. Hun blev færdiguddannet som præst i 1992 og har netop fejret 20 års ansættelse i Balle Kirke, der ligger i Silkeborg. Hun er gift med Lars, der også er præst i Balle Kirke og har to døtre, som er flyttet hjemmefra. Vi fulgte Helle i en uge, hvor hun havde sjælesorgssamtaler med sine sognebørn, forberedte salmer i tilfælde af pludselige dødsfald og bijobbede som flyttemand.
Videos by VICE
Mandag klokken 12.45, en halvtom lejlighed i Haderslev
Nicoline: Hej Helle. Så er det blevet ugen, hvor vi skal tale sammen hver dag i fem minutter. Hvad laver du lige nu?
Helle Kampmann: Der er simpelthen sket det, at min svigermor døde sidste mandag, og det har været drønhårdt. Så i dag er vi ude for at tømme hendes lejlighed. Det er min fridag, men de døende ringer jo, uanset om man har fri eller ej, og så svarer man. Ellers er man saftsuseme en lousy præst.
Har præster fri om mandagen, fordi de arbejder om søndagen eller hvad?
Normalt har en præst seks arbejdsdage, og den syvende kan du hvile på. Men som præster har vi den regel, at man har fri, hvis man ikke er krævet andetsteds, og du kan når som helst blive kaldt til en anden kirke, hvis præsten der er syg.
Og hvad skal der så ske på præstefronten i denne uge?
Det ved man aldrig helt – der kan altid komme en lille begravelse. Lars (Helles mand, red.) fik for eksempel en begravelse i morges. Men det, som jeg ved, at jeg blandt andet skal, er at følge op på en fra menigheden, som er døende. Og så har jeg også en på et plejehjem, som jeg skal op og besøge.
Hvordan fungerer det egentlig, når du snakker med folk, som ligger for døden?
Hvis jeg kender dem rigtig godt, er det ligesom en samtale med en ven. Alt er tilladt at sige, for det er nødvendigt at have et sted, hvor man kan læsse af og spørge uden at blive fordømt. De spørger for eksempel: ’Tror du vitterligt selv på, at der er en Gud, når vi skal herfra?’ Det kan også være, at man sidder og lytter til et rekviem. Det kommer an på, hvem de er. Det her menneske, som jeg taler meget med for tiden, er et meget musisk og litterært menneske, som er højt studeret. Men jeg lader dem om, hvad de vil tale med mig om. Og så kommer jeg med en forkyndelse.
Og hvad indebærer det?
At jeg tror, os, der holder af hinanden her, skal ses igen. Det er jeg helt overbevist om. For os, der er på jorden, kan der gå lang tid, men for dem, som er døde, er det som fem sekunder. Lidt ligesom Astrid Lindgren beskriver i Brødrene Løvehjerte.
Det lyder smukt.
Haha. Ja, jeg prøver at give dem troens ubekymrethed.

Tirsdag klokken 16.38, en tom lejlighed i Haderslev
Helle: Lige nu befinder jeg mig i min svigermors næsten tomme lejlighed. Vi skal til at af sted med det allersidste flyttelæs, som skal til småt brændbart og Kirkens Korshær.
Nicoline: Hvordan gik det med dit sognebarn, som ligger for døden?
Hende fik jeg ringet til i går, og vi aftalte at tales ved i aften. Udenfor normal arbejdstid. Som præst skal du have din telefon åben 24/7. Du må godt have den slukket på dine fridage, men det synes jeg ikke helt om. Selv om jeg har et problem med, at der er nogle fra Sudan, som ringer til mig otte gange om dagen.
Og de ringer ikke for at snakke om Gud?
Haha – nej, de ringer for at få mit kontonummer. Men jeg falder også i snak med folk, når jeg går tur med den ikke-længere-eksisterende hund. I dag mødte jeg et menneske, som jeg kender, og så havde vi en sjælesorgssamtale midt på stien, fordi hans kone har fået en blodprop. Det er det, der sker, og her er det meget vigtig at være nærværende. Det er det vigtigste. Det er ensomt nok at være menneske, og præster skal være nogen, der gider at gå et stykke af vejen sammen med andre.
Hvad dækker begrebet ’sjælesorgssamtale’ over?
Ligesom en psykolog har en samtale, så har vi præster tilsvarende samtaler, og det er en forhåbentlig trøsterig samtale, hvor vi deler en sorg, en lidelse, en frustration eller en glæde og formidler en medfølelse. I ordets egentlige forstand; jeg føler med dig. Så er der nogle præster, som siger, vi skal tale om Gud og Jesus hele tiden. Det mener jeg ikke. Gud og Jesus skal selvfølgelig være eksisterende i min ånd, jeg må ikke være skjult for dem i min forkyndelse, men jeg skal ikke bebyrde dem med noget, de ikke har bedt om. De skal have lov at lette deres hjerte, så de kan klare deres liv. Hvor umuligt det end måtte være. Dertil kræves det jo, at jeg selv er klar og ikke ligger helt grådkvalt af min egen bekymring og lidelse. Haha.
Jeg kan se, jeg har opbrugt mine fem minutter, så jeg løber igen. Hvornår passer det dig, at jeg ringer i morgen?
Bare samme tid, og så er jeg inshallah ikke på flytteopgave.

Onsdag, klokken 16.28, præsteboligen
Nicoline: Kom du op til den døende?
Helle: Ja, det var jeg i dag. Forinden skal man forberede sig. Jeg havde et bestemt digt med og printede en salme ud, og så fandt jeg små kort af Paul Gauguin, for hun er også æstetiker. Nå, men så gik jeg ned og sad ved hende. Jeg har taget et billede af stuen, hvor vi sad og drak anti-cancer-te og spiste Anthon Berg-chokolade, og så er det jo rigtig fedt at være præst. Vi talte lidt om familiemønstre og sådan nogle ting. Jeg nåede faktisk ikke at få frokost, for derefter skulle jeg skynde mig hen til mine konfirmander. Vi fik besøg af en tidligere konfirmand, som har været i Cambodia med Danmission, og det var vildt godt! Og så skulle der ryddes op bagefter. Nu sidder jeg i min sofa og kigger ud i luften og er lidt træt, men det hjælper som regel med en kop te.
Så nu har du fri for i dag?
Nej, jeg har aldrig fri. Jeg skal have forberedt nogle salmer til næste uge, for man ved aldrig, hvornår den 18-årige bliver kørt ihjel, eller det lille barn pludselig dør. Og så skal du kunne rive ti timer ud af kalenderen til en begravelse uden at blinke og uden at falde omkuld. Så når der ikke er så meget på programmet, skal jeg have planlagt nogle salmer til næste gudstjeneste. Folk tror, at det at vælge salmer er det rene pjat, men der er faktisk tænkt over både tekst, melodi, hvordan det hænger sammen med teksten og årstiden. Gode samler redder rigtig meget. Hvis du som præst ikke er helt oppe på beatet, og det kan der jo være forskellige årsager til, synes jeg, der er endnu mere grund til at nærstudere salmerne.


Torsdag klokken 16.02, på kontoret i præsteboligen
Helle: Jeg er lige kommet hjem fra et sjælesorgsbesøg hos et par, hvor den ene har Alzheimers. Det er min tredje sjælesorgssamtale i dag.
Nicoline: Hvordan fungerer det med sådan nogle som dem? Ringer de til dig, eller ringer du til dem?
Det er et ægtepar, som kommer meget i min kirke, og så har de på et tidspunkt spurgt, om jeg ville komme på besøg, og så hører man, hvad de bærer på. I formiddags arbejdede jeg med salmer, og så har jeg genlæst evangeliet til fastelavnssøndag for lige at lade det simre.
Skriver man altid en ny prædiken til den samme bibeltekst? Jeg troede, det var ligesom folkeskolelærere, der kan genbruge deres gamle materiale igen og igen?
Så skal man virkelig være på spanden. Altså, hvis man har været fuldt belagt med konfirmander, begravelser og sjælesorgssamtaler, så kan man da lade sig inspirere af sine gamle prædikener, men når jeg ser på mine gamle prædikener, tænker jeg som regel: ’Argh, der er godt nok løbet meget vand gennem åen siden. Det kan jeg godt gøre bedre.’ Der må godt være nogle nutidige tanker om, hvad der sker. Såsom en rask lille bemærkning om: ’Hvor mange gaver må man få som statsminister?’ Jeg må ikke være partipolitisk, men en god prædiken må godt indeholde politiske pointer.
Hvor befinder du dig netop nu?
Lige nu sidder jeg hjemme på mit kontor foran min pc og arbejder videre på de der salmer. I dag har jeg ikke nået min gåtur, og nu sidder jeg og kigger fortvivlet på vasketøjsbunker. Og så ved jeg, hvad der venter.

Fredag klokken 16.10, i en rød Berlingo i Aarhus
Helle: Jeg har fridag, og gæt hvad jeg laver? Flytter for min ældste datter.
Nicoline: Folk, der læser den her artikel, kommer til at tro, at halvdelen af en præsts job består i at flytte.
Ja, hold kæft. Jeg har sagt til min mand, at hvis jeg falder død om en af dagene, så skal der stå ‘Flyttemand’ på min gravsten. Dagen startede ellers meget gudsfrygtigt med, at jeg hørte morgenandagten klokken 8.00 på DR K.
Det lyder meget præste-agtigt.
Ja, det var meget morsomt. Men så gik livet alvor jo op for os, da vi skulle begynde på flytningen. Nu sidder jeg sammen med min mand og datter i en gammel rød Berlingo, der har kørt næsten 300.000 km. Det er det, gamle præster kører i. Så ved man ligesom, hvilket segment vi tilhører.
Så det er det, der skal ske i dag?
Man kan aldrig vide, hvad der sker i aften. Jeg håber på X-Factor, men måske bliver det alt mulig andet, for i det øjeblik telefonen ringer, eller nogen banker på døren, skal man stå til rådighed.
Hvis du skal opsummere ugen, har det så været en standard præsteuge?
Nej, det har været en let uge, for jeg har kun haft ét konfirmandhold, jeg skal ikke holde prædiken i denne uge og har ingen begravelser haft.
Hvordan er dit forhold til begravelser?
Jeg kan godt få en klump i halsen, når jeg går rundt på byens kirkegårde og opdager, at det er nogle af mine, der ligger der. Jeg har begravet forfærdeligt mange mennesker. Det er hårdere end som så. Det er ikke bare et arbejde, det er mennesker med historier, som man har begravet… det er faktisk lidt hårdt. Og når det er særligt trofaste kirkegængere, så mangler jeg dem. Jeg kan selvfølgelig glæde mig over, at de synger i koret deroppe. Haha. Men jeg kunne godt have brugt dem her i Balle.
Det må være meget specielt, at ens job består i hele tiden at være i kontakt med de der store følelser. Du bliver jo om nogen mindet om livets forgængelighed.
Ja, det er stort. Men det er en ære at blive inviteret indenfor og få lov at følge et menneske fra diagnosen stilles, være der for dem gennem kampen og hjælpe til, hvor jeg kan.
Dejligt Helle, hvis du vil tage et billede?
Ja, nu går jeg lige op og tager et billede af flyttekaos. Skal vi tales ved igen i morgen?
Nej, nu er det slut.
