Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Australien.
En 2017-undersøgelse af næsten 1500 unge mennesker fra Storbritannien viser, at brugen af sociale medier – og især brugen af Instagram – er forbundet med depression, angst og søvnmangel. Det er bare ikke særlig sundt for os at se på en konstant strøm af billeder fra mennesker, som er rigere, smukkere og mere på ferie end os selv.
Videos by VICE
Men hvad med menneskerne på billederne? Hvordan har de det egentlig selv?
Vi tog fat i tre personer, som er meget populære på sociale medier, for at finde ud af, hvordan det føles, hvilket pres de oplever, og hvordan deres Insta-mættede liv påvirker deres velvære.
Dean Raphael
Jeg har haft min konto siden 2010, men det begyndte at stikke af i 2013, da jeg begyndte at lægge bedre billeder op og bruge Instagram som mit portfolio. I løbet af det første år gik jeg fra 3000 følgere til over 30.000. Der blev skrevet artikler om mig i Tyskland, Belgien og Frankrig, og mit arbejde blev delt på Tumblr, Flickr og andre steder på Instagram.
Problemet var, at det skabte en del angst og usikkerhed omkring mit ego, og jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle håndtere det dengang. Jeg var pludselig noget værd, fordi jeg blev bekræftet udefra. Når jeg lagde noget op, fik jeg et øjeblikkeligt dopamin-sus af alle de likes. Men så kan jeg huske, at jeg har ligget på en dårlig dag og følt, at jeg burde lægge noget op, og der blev jeg nødt til at spørge mig selv, om jeg gjorde det for at få det bedre med mig selv.
Når jeg mødte folk, nævnte jeg altid min Instagram for at få deres bekræftelse og booste mit ego. Set i bakspejlet må de alle sammen have vidst, at det var derfor jeg gjorde det, men dengang var jeg så fordybet i det, at jeg ikke tænkte over det. Angsten findes ikke kun på Instagram. Den bliver en del af dig. Du bliver et angst menneske, der går rundt og er usikker på sig selv. Depression og lavt selvværd fulgte efter, fordi jeg gik så meget op i at miste følgere, at jeg begyndte at tjekke, hvem der havde trykket unfollow. Siden har jeg opdaget, at algoritmen har meget at sige i forhold til, om folk ser indholdet eller ej, men det vidste jeg heller ikke dengang.
I dag har jeg viljekraft nok til at slå sociale medier fra engang imellem. Så ignorerer jeg Instagram i nogle uger. Det klarsyn, jeg får af det, er helt utrolig. Det har ikke styret mig de seneste år, men jeg ville lyve, hvis jeg ikke indrømmede, at jeg også nyder det. Jeg hader ikke Instagram. Det fik gang i mit arbejde som fotograf, så jeg er i stand til at leve af det i dag, og det var også Instagram, der pressede mig til at lægge ting op, og det har gjort mit arbejde bedre.
Red Shiraz
Sociale medier har givet mig meget positivt, og hvis ikke det var sådan, ville jeg ikke bruge det. Muligheden for at tale med unge piger, kvinder, mænd og LGBTQIA+folk fra Mellemøsten har beriget mit liv på så mange forskellige måder, selvom det (ligesom alt andet) kan være farligt.
Det gør mig mest glad, når folk kan relatere til de ting, jeg skriver, men nogle gange oplever jeg også et pres, når jeg ved, at folk finder støtte i mig, for jeg vil virkelig hade at skuffe nogen. Jeg prøver at vise en autentisk gengivelse af min personlighed og påvirke folk positivt, så nogle gange har jeg dårlig samvittighed over at lægge et billede op, hvor jeg ryger eller fortæller historier fra drukture.
Der er også en dårlig samvittighed, der følger med, når jeg ikke har tid til at svare alle dem, der betror sig til mig – det kan nogle gange blive til en slags angst. Når jeg møder nogen i virkeligheden, om det er et venskab eller i en romantisk sammenhæng, kan jeg sommetider ikke lade være med at bekymre mig over, hvilken opfattelse de har af mig, når nu jeg åbent og ærligt deler så meget af mig selv.
Jeg er kun et menneske, og nogle gange kan jeg få 100 kærlige og stærke beskeder, mens min hjerne kun kan fokusere på den ene uforskammede kommentar eller nedladende privatbesked med et dick-pic, der sneg sig ind i mængden. Hvis jeg har haft en meget stresset dag, kan det virkelig gøre mig i dårligt humør, men jeg prøver at minde mig selv om, at de mennesker er irrelevante for mit liv.
For nogle år siden påvirkede presset min dagligdag meget, men i dag har jeg udviklet metoder til at forholde mig til det. Inden jeg går i seng, sætter jeg min telefon på fly-tilstand, og jeg mediterer i 10 minutter på stranden, efter jeg er vågnet – det har været uundværligt, for at komme i psykisk balance. Vi taler konstant om, hvor vigtigt det er at få giftstoffer ud af kroppen, men af en eller anden grund, glemmer vi altid at gøre det samme med hovedet. I gymnasiet skulle jeg høre på meget lort, på grund af de billeder jeg lagde op, men jeg har lært, at jeg ikke kan gøre alle tilfredse, så jeg kan lige så godt fokusere på de ting, der gør mig glad.
Selvfølgelig kan det være meget hårdt mentalt at tage til libanesiske events og være bange for, at nogen dømmer min familie på grund af min online tilstedeværelse. Der er meget stærke familiære bånd i Mellemøsten, og selvom der er noget smukt ved det sammenhold, kan det være et tveægget sværd. Alt, jeg gør, reflekterer tilbage på mine forældre, og det er svært, når jeg i forvejen er en kvinde, der udfordrer normative, arabiske strukturer. Men den positive feedback, jeg får, er så meget større end de negative røster, og jeg har hele tiden god samvittighed, fordi jeg ved, at jeg ikke gør noget, som går imod mine moralske standarder.
Cleo
Jeg fik Instagram i 2012, da det stadig var rimelig nyt. I starten fulgte jeg en masse amatørfotografer og folk med sunde livsstilsblogs – luftfotos af smuk morgenmad og sådan noget. Jeg kan huske, at jeg lagde mærke til, at de her kontoer alle sammen havde 10.000 følgere og hundredevis af likes. Jeg var selv amatørfotograf og tænkte: “Det kan jeg da også gøre.”
Efter omkring et år havde jeg allerede 3000 følgere. Så en dag blev jeg nævnt i en Guardian-artikel om Melbournes bedste instagrammere. Nogle gange fik jeg 500 nye følgere på en nat. Så blev jeg nævnt i en anden artikel, og pludselig havde jeg over 60.000 følgere. Jeg lagde et billede op og fik 1000 likes, og det føltes godt. Man får et ordentligt skud serotonin, når man ser, at folk tager godt imod det, man har lavet.
I starten var det super fedt. Det påvirkede mig ikke så meget i dagligdagen. Jeg skulle bare huske at holde kontoen ved lige. Hvis jeg var ude at spise morgenmad med nogen, skulle jeg altid bede folk om at vente med at røre maden, til jeg havde taget et billede. Jeg fik mange likes, mine venner og familie støttede mig, og jeg begyndte endda at blive kontaktet af virksomheder, som ville give mig penge for at skrive om dem. Engang gav Volkswagen mig 3600 kroner for at køre rundt i en af deres biler i en weekend, og lægge billeder op af det.
Men efter et stykke tid begyndte det at føles, som om jeg var en svindler. Mine venner og familie sagde, at jeg ikke skulle give op, fordi det var sådan en god mulighed, men jeg kunne ikke lade være med at tænke, at det, jeg gjorde, var uægte. Jeg kan huske, at folk begyndte at komme op til mig på gaden. Det havde jeg det rigtig underligt over. Jeg har ikke gjort noget for at nå dertil, og lige pludselig begynder folk at stoppe mig for at sige, at jeg har gjort så meget for dem.
Min konto plejede bare at omhandle mig selv, men da jeg blev influencer, var jeg ikke andet end reklamesøjle for firmaer og hende, der lagde opsatte billeder op. Den måde, du dokumenterer dit liv på via Instagram, er ved at vise, at dit liv er anderledes og bedre end andres. Så jeg følte ikke, at det, jeg havde gang i, var særlig ærligt. Dengang festede jeg også rigtig meget, så det føltes mærkeligt at poste billeder om et sundt liv.
Jeg fandt ud af, at det alt sammen gjorde mig mere angst. Jeg har altid bekymret mig om, hvad folk tænker om mig, men da jeg fik så meget eksponering, og det alt sammen handlede om mig selv, og om hvordan folk opfattede mig, kunne ikke lade være med at fokusere på det. Jeg får ikke lige så mange likes længere, og mit antal følgere daler stødt, og selvom jeg ved, at det ikke er virkelighed, og det bare er en algoritme, så føles det underligt. Da det begyndte at ske, føltes det, som om folk ikke var interesserede i mig længere, eller at jeg ikke var populær mere.
Alt i alt er jeg et gladere menneske, efter jeg har trådt et skridt tilbage fra noget, der fik mig til at tænke alt for meget over, hvad andre synes om mig.
