Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE USA

Vores mest online skribent har isoleret sig i en lille by udenfor New York. Her er, hvad hun lærte, af at være offline.

Det er sidste dag i mit interneteksperiment, og jeg er ked af at afsløre, at jeg stadig er den samme person, som da jeg startede. Jeg tørster stadig efter den uendelige strøm af information, som internettet giver mig, men jeg bliver også nødt til at nævne, at min tid væk fra det hele har gjort mig helt vildt rolig og afslappet. Min afhængighed af min telefon er stort set forsvundet – jeg skriver ikke lige så mange beskeder, og jeg bruger den ikke længere som en slags krykke, hver eneste gang jeg mærker den mindste smule kedsomhed. Efter fem dage sover jeg bedre – det kunne tyde på, at alle de læger, der siger, at skærmtid, lige inden vi sover, er dårligt for os, måske har fat i noget.

I løbet af ugen har jeg læst Walden, som for det meste er kedelig og tung, men også fyldt med dyb indsigt, hvis man kan tage sig sammen til at finde det mellem Thoreaus langtrukne beskrivelser af sit budget og blær over sin egen askese. I dag fandt jeg et uddrag, der virkelig ramte mig:

Hvis en mand tager en halv times lur efter aftensmaden, vil han straks løfte hovedet, når han vågner, og spørge: ‘Noget nyt?’ Som om resten af menneskeheden har holdt øje for ham… Efter en god nats søvn er nyheder lige så uundværlige som morgenmad. ‘Fortæl mig, om der er sket noget nyt for et eller andet menneske et sted på jorden’ – og mens han drikker kaffe og spiser en bolle, læser han i nyhederne, at en mand har fået stukket sit øje ud på Wachito-floden, og så glemmer han alt om, at han selv bor i den enorme, mørke hule vi kalder verden, og kun selv har en sørgelig undskyldning for et øje.

I modsætning til mig selv og alle, jeg kender, er Thoreau hævet over behovet for nyheder og ny information. “Jeg kan sagtens klare mig uden postvæsenet,” fortsætter han. “Det er ikke meget vigtig information, der kommer den vej. Hvis jeg skal være hård, vil jeg sige, at jeg aldrig har modtaget mere end et eller to breve i mit liv, der var portoen værd… Og jeg er sikker på, at jeg aldrig har læst noget mindeværdigt i avisen… Hvis man er filosof, er alle nyheder, som vi kalder dem, bare sladder.”

På en mærkelig måde kan jeg godt lide Thoreaus kritik af den udbredte higen efter information, som hænger sammen med at være i live – det er rart at vide, at behovet fandtes lang tid før internettet og telefonen. Det minder os om de faldgruber, mennesket selv skaber, og som jeg ofte er nærsynet nok til selv at kæde sammen med en digitaliseret verden, og at mit eget behov efter det, han kalder sladder, alt sammen er en del af menneskets evige kamp. “Mennesket er blevet deres værktøjers værktøjer,” skrev Thoreau. Det er en forbandelse, men det er samtidig noget af det, der gør os til den mest avancerede art på jorden. Som Thoreau spurgte: “Hvorfor har vi så travlt, at vi spilder livet? Vi er opsatte på at sulte, før vi er sultne.”

Det virker, som om folk altid sulter efter noget. Vi vil altid højere op på stigen, selv hvis vi har det fint, der hvor vi er. Men gør Thoreau ikke det samme, som han kritiserer i Walden? Behovet for at være offline og ikke være en del af systemet, er vel i sig et formålsløst behov? Et forsøg på at skabe et problem, man selv har opfundet? I stedet for at tilfredsstille sulten med information og samfund gør han det ved at bo ude i skoven.

Både som samfund og som personer leder vi altid efter udfordringer, vi kan overvinde, og det er egentlig lidt komisk, for som samfund er vi opsatte på at opfinde nye teknologier, der automatiserer vores gøremål. Folk elsker bekvemmelighed, men et liv uden problemer er et kedeligt liv – bare spørg alle de rige mennesker med depression. Som udgangspunkt vil vi altid søge konflikt og underholdning, og alt for ofte er de to ting en og samme.

Udover vores mest basale kald – at overleve – bliver vi helt fundamentalt tiltrukket af spændingen ved konflikter, om det så er at starte en diskussion på Facebook uden grund, starte en unødvendig krig, fortsætte en uendelig jagt på kapital, blive forelsket eller tilbringe otte timer på at se et eller andet ligegyldigt Netflix-lort.

Vi er opsatte på at sulte, før vi er sultne, for hvis ikke vi gør det sådan, er livet pissekedeligt. Jeg hungrer efter noget, når jeg er offline. Jeg hungrer efter noget, når jeg er online. Og det har jeg det okay med.