Artiklen er oprindeligt udgivet af VICE UK
Hvad handler det om? Kæledyr.
Hvad er det? De der små til mellemstore dyr, du inviterer indenfor i dit hjem, og som er afhængige af dig for at overleve.
Kan det genbruges? Hmm… Ikke umiddelbart???
Videos by VICE
Hvor stort er problemet?
Vi ved alle sammen, at kæledyr er søde – især dit kæledyr. Flappe, eller hvad han eller hun nu hedder, er sikkert verdens bedste kæledyr. Men er Flappe nu så god, som du tror? Eller er Flappe faktisk i gang med at ødelægge klodens meget skrøbelige atmosfæriske balance? Ja, det er Flappe desværre.
”Kæledyr efterlader et stort aftryk på miljøet,” siger Gregory Okin, som er professor i geografi ved UCLA, og som har været med til at lave en masse undersøgelser, der ser på kæledyrs konsekvenser for miljøet. ”Samtidig kan de også være smittebærer og ødelægge vandveje og kystområder, hvis vandafstrømningen er forurenet med fækalier, og på den måde kan de være med til at true dyrelivet i naturen. Kæledyr bærer også toxoplasmose, som kan være farligt for personer med svækket immunforsvar. Ser man på det foder, kæledyrene får, så har måden det produceres på også en negativ effekt på miljøet.”
Det er faktisk især Flappes foder, der er den store miljøsynder – det skyldes især alle de der herlige, våde klumper af kofedt og pulveriserede kyllingeansigter, vovsen sætter til livs. Ifølge Gregorys undersøgelse står kødet i kæledyrenes foder for udledningen af cirka 64 millioner tons CO2 om året, hvilket svarer til udstødningsgas fra 13,6 millioner biler.
Set på den måde står kæledyr for op til 30 procent af kødforbrugets negative effekt på miljøet i USA. Og lad os nu også huske på alt det hundelort, man skal gå og samle op efter dem. Alene i USA producerer kæledyr omkring 5,1 millioner tons afføring om året – det svarer til den mængde produceret af 90 millioner mennesker – hvilket selvsagt også har en enorm effekt på CO2-udledning.
Så er Flappe så sød, som du går og tror? Eller den i virkeligheden en af de største trusler mod planetens overlevelse? Ja og nej, men mest ja.
”Der er mange, som slet ikke overvejer, at deres kæledyr efterlader et massivt aftryk på miljøet,” forklarer Gregory. ”Man er godt klar over, hvad biludstødning, vandspild og landbrugsforurening gør, men man har ikke samme fokus på kæledyr, og på hvilke kæledyr forurener mest.”
Men det er ikke kun katte og hunde, der er i de store miljøsvin. Fisk og mere eksotiske dyr som slanger og andre dyr, der har brug for kunstig varme og lys for at overleve, bruger rigtig meget strøm og er derfor med til at øge CO2-udledningen. Men når det er sagt, så er katte og hunde de største syndere. Især store katte og hunde.
”En stor hund, der spiser foder med kød i, er langt mere skadelig for miljøet end en lille hund eller kat,” siger Gregory. ”Det er især den kødholdige kost, der gør det.”
Hvad er løsningen?
”Det bedste, en ejer kan gøre, er at reducere mængden af kød i kæledyrets kost,” forklarer Gregory. ”Hunde er ikke ulve: de har ikke brug for nær så meget kød, som vi tror. Folk har et vrangbillede af, hvad hunde har behov for i kosten, fordi deres viden kommer fra reklamer – altså firmaer, der forsøger at sælge deres varer.”
”Man skal tale med sin dyrlæge om, hvad der er bedste at give kæledyret at spise, og følge de anbefalinger, man får der. Man skal ikke lade sig narre af reklamerne. Og så skal man huske at samle op efter sit kæledyr. Afføring fra kæledyr er en smittekilde.”