Forældre har en tendens til at være pisse bange for ting, de ikke rigtig forstår. Derfor er der mange mødre og fædre, som ikke bryder sig om, at deres børn bruger for meget tid i virtuelle verdener med zombier, tunede biler og mana potions. De frygter måske, at ungerne springer på hovedet i et bassin af Faxe Kondi og isolerer sig i mørke kældre, mens de spiller FIFA i timevis og bliver dovne, blege og syge.
Det vil brancheorganisationen E-sport Danmark gerne gøre noget ved, så forældrene er tryggere ved, at deres børn kommer i klubber og foreninger, hvor der dyrkes e-sport på forholdsvis seriøst plan.
Videos by VICE
“Forældre skal kunne se, hvilke rammer der tilbydes, hvis deres barn skal gå til e-sport,” siger Thomas Koed, formand for Esport Danmark, til DR. “Der skal være nogle fornuftige og samfundsmæssigt korrekte rammer for e-sporten.“
Selv om e-sport er vanvittigt populært, og antallet af både udøvere og publikummer vokser eksponentielt hvert år, er sporten stadig offer for misforståelser og mistro – især blandt de gamle. Forældre, som ikke selv har spillet computer, brokker sig over ungernes “skærmtid”, og de traditionelle medier dækker stadig hovedsageligt fænomenet som et kuriosum. Som når Berlingske Business, sætter ordet ”dyrker” i gåseøjne, når de taler om e-sport.
Der er generelt en tendens til, at medierne hellere vil diskutere, om e-sport er ”rigtig” sport i stedet for at dække begivenhederne på lige fod med andre publikumsmagneter som fodbold og boksning.
Det er svært at fatte, når man som vores generation er vokset op med en mus i den ene hånd og fingrene klar på A, S og D på keyboardet. 96 procent af alle teenagedrenge spiller computer, mens tallet er 82 procent blandt pigerne i samme aldersgruppe. Samtidig er Danmark det land i verden med flest professionelle e-sportsatleter per indbygger.
Når vores forældres generation ser ned på gaming og ikke anerkender det som en rigtig sportsgren, så er det nok, fordi man sidder på sin flade røv. Der er hverken glidende tacklinger eller spurtintervaler. Men det er der altså heller ikke i skak, snooker, skydning og mange andre analoge sportsgrene. Til gengæld kræver e-sport en veludviklet hjerne, som konstant skal overveje nye muligheder, tænke kreativt og reagere på et splitsekund.
Hos brancheorganisationen E-sport Danmark er de klar over det rygte, som e-sport har, mest blandt bekymrede forældre. Derfor lancerer organisationen et etisk kodeks, som er udviklet i samarbejde med DGI og en række andre organisationer, for at ”fremme fysisk og mental sundhed” blandt udøvere af e-sport.
Fysisk træning er en fast del af de professionelle e-sport-atleters dag, men med det nye kodeks vil E-sport Danmark gerne have implementeret den fysiske aktivitet i amatørklubberne.
Det giver god mening, for som vi alle ved, gør motion os skarpere oppe i hovedet – man tænker hurtigere og har mere mentalt overskud – og det betyder simpelthen, at en sund spiller har bedre chance for at uddele headshots til højre og venstre.
Jeg havde engang nogle venner, der spillede World of Warcraft konstant i to uger for at stige i level så hurtigt som muligt. De skiftedes til at sove, og levede af fastfood i deres kælder i hele perioden – lidt ligesom det der afsnit af South Park. Selv om det er lidt ekstremt, er der masser af den slags historier i miljøet, og E-sport Danmark vil derfor gerne gøre noget ved den ”uhensigtsmæssige døgnrytme”, man kan få, når et onlinespil aldrig stopper.
Og så er der doping og rusmidler. Mens steroider og bloddoping kan få udøvere af fysiske sportsgrene til at præstere bedre, kan hjernedoping hjælpe den aktive gamer. En ting er at bruge ulovlige stimulanser som speed eller lovlige, men usunde supplementer som energidrik for at holde sig vågen i unaturligt lang tid. Men det er især brugen af koncentrationsmedicin som Ritalin eller Adderrall, som man vil sætte en stopper for. Der har tidligere været historier om, at narkolepsimedicinen Adderrall er lige så udbredt til store e-sport-events, som EPO i 90’ernes cykelsport – det vil sige, at mere eller mindre alle gør det. Det er dog ikke kun i Danmark, men også internationalt, at der nu bliver søsat initiativer for at gøre noget ved det.
Med det nye kodeks håber E-sport Danmark at holde stofferne helt ude af gamingmiljøet og få unge under 18 til at undgå energidrik, fordi det skader en hjerne, der stadig er under udvikling. Især for de meget unge spillere er det en rigtig dårlig idé at bunde Red Bull foran skærmen. En 10-årig når allerede sin daglige grænse for koffeinindtag ved en enkelt lille dåse, og bliver man ved, kan det resultere i paranoia, søvnbesvær og andre nederen bivirkninger.
Selv om antallet af unge mennesker, der spiller computer er ekstremt højt, og man derfor ikke kan skære folk over en kam, er der en tendens til, at gaming-miljøet har været præget af heteroseksuelle, hvide mænd, som får afløb for deres frustrationer gennem spillene. Det har betydet, at gaming er gennemsyret af et meget nedladende sprogbrug, som især kommer til udtryk gennem sexisme og racisme. Det er desværre ikke noget, der kun hører til på 4chan og i udkanten af miljøet. Den svenske gamer PewDiePie er den mest populære YouTuber i verden og dermed en rollemodel for hundredtusindvis af unge mænd, og han har både haft referencer til Hitler i sine videoer og råbt racistiske skældsord efter andre spillere under live-streaming.
Det problem prøver det nye etiske kodeks fra E-sport Danmark også at gøre op med. Under punkt 2 (”Fairplay”) står der blandt andet:
”Vi opfører os også fair overfor hinanden både som holdkammerater og modstandere. Det betyder, at vi taler pænt til og om hinanden, også når spillet bliver intenst. Der er plads til alle i e-sport, og hvis en klub oplever udfordringer med chikane og mobning, skal problemet adresseres med det samme. Konkret anbefaler vi, at særligt de unge gamere hjælpes til konflikthåndtering både fysisk og online, og at der laves nogle gode spilleregler lokalt.”
Indtil videre siger det etiske kodeks ikke noget om, hvorvidt der skal gribes ind i forhold til de aldersgrænser, der er på visse spil, så en 14-årig eksempelvis ikke kan få lov til at spille GTA (fordi man officielt skal være 18).
E-sport Danmark forklarer til DR, at det bestemt var oppe til diskussion, om man skulle inddrage aldersanbefalingen, men at organisationen kom frem til, at det var forældrenes ansvar. På de andre områder kan det nye kodeks til gengæld være en hjælp for forældrene, ”så de har noget faktuelt at forholde sig til,” som formand for E-sport Danmark, Thomas Koed, udtaler.
Mere
fra VICE
-
Dave Fleetham/Design Pics Editorial/Universal Images Group via Getty Images -
Photo by Sean Gallup/Getty Images -
Westend61/Getty Images -
Simone Joyner/Getty Images