Dit job har mere tilfælles med sexarbejde, end du tror

Artiklen er oprindeligt udgivet af VICE UK

Du har givetvis en holdning til sexarbejde. Hvis du tilhører en bestemt fløj indenfor feminismen, mener du formentlig, at det er frastødende, umenneskeliggørende og fuldstændigt uacceptabelt – at porno er patriarkatets propaganda, at prostitution er ”betalt voldtægt”. I så fald mener du måske, at sexarbejde skal afskaffes – om ikke andet så for at redde de millioner af kvinder, som er ofre for trafficking og importeres fra fattige lande for at sælge deres kroppe.

Omvendt kan det være, at du er stor fan af sexarbejde. Det kan være, du er storforbruger af porno og støtter prostitution. Det kan være, du er af den opfattelse, at sexarbejdere er til stor gavn for eksempelvis personer med handicap, eller at mange kvinder er sexarbejdere, fordi de synes, det er sjovt og bekræftende. I så fald synes du måske, at sexarbejde skal hyldes og normaliseres som et vigtigt og sundt element i et velfungerende samfund.

Ifølge aktivister (og sexarbejdere) Molly Smith og Juno Mac er begge synspunkter dybest set forkerte. Sexarbejde er noget lort – det mener de begge – og det er farvet af en masse problemer, som har rod i den økonomiske og juridiske kontekst, det udspiller sig indenfor. Men helt grundlæggende er der ikke noget særligt ved sexarbejde. Hvis vi ser bort fra alle de slibrige detaljer, ser vi pludselig et helt andet billede – nemlig at sexarbejde bare er et nederen job ligesom så meget andet.

Det er omdrejningspunktet i bogen Revolting Prostitutes: The Fight for Sex Worker’s Rights. Over bogens 144 sider dækker Smith og Mac en masse materiale – de tilbyder læseren en kritik af den juridiske praksis, med hvilken sexarbejde behandles over hele verden, og kommer med bud på en ideel model. Undervejs præsenterer de også en række indsigtsfulde teorier om, hvordan sex, arbejde, loven og grænserne alle påvirker hinanden. Læseren efterlades med et indtryk af, at kampen for sexarbejderes rettigheder ikke bare er relevant for sexarbejdere, feminister og kunder – den er relevant for enhver borger i et kapitalistisk samfund.

Jeg ringede til Molly Smith for at stille hende nogle spørgsmål om sexarbejde, lortejobs, og om hvordan vi kan gøre modstand i en verden, hvor arbejde bliver værre og værre, og kampen for overlevelse bliver hårdere.

VICE: Hej, Molly. Jeg synes, det mest slående ved bogen er det faktum, at I bruger debatten om sexarbejde til tale om arbejde helt generelt. Handler din form for aktivisme i virkeligheden om at tale den almindelige arbejders sag? Hvordan gør man det?
Molly: Ja, sådan ser jeg helt sikkert på det. Vi kan lære meget af sexarbejdere. Deleøkonomiens fremkomst har betydet, at arbejdere i stigende grad lever med usikkerhed på mange forskellige måder. Ideen om at have det samme job hele livet som fagforeningsaktivisme er baseret på, eksisterer ganske enkelt ikke længere. Sexarbejdere har altid været udsatte og levet med en arbejdsmæssig usikkerhed – og derfor ved de en helt masse, som de kan dele med andre arbejdere, så vi alle kan modarbejde udviklingen.

Hvordan blev du og Juno aktivister?
Vi begyndte begge to, efter vi var færdige med vores uddannelser. Vores synspunkter er formede af sexarbejdernes rettighedsbevægelse og left-Twitter. Kampen for sexarbejderes rettigheder har givet en fantastisk politisk uddannelse. Man går ind i bevægelsen med en holdning, men lærer så også om, hvordan immigration, narkolovgivning og kapitalisme spiller ind. Juno og jeg tog begge to afsæt i feminismen – i takt med, at vi er blevet kommunister, har vi fået en dybere forståelse for, hvad det vil sige at være feminist.

Som I påpeger i bogen, har der eksisteret sexarbejderaktivister siden det 15. århundrede. Men det blevet en meget større del af den feministiske diskurs henover de sidste ti år. Har det noget med finanskrisen at gøre?
Absolut. I 2008 skete der to ting. Finanskrisen forårsagede øget usikkerhed på arbejdsmarkedet, og det tvang en masse mennesker ud i sexarbejde. En så stor bevægelse har stor betydning – i kraft af det øgede antal, følte sexarbejdere sig mere sikre i at stå frem i offentligheden. De fandt ud af, at de ikke var ene om deres livserfaringer.

Det hænger også sammen med den anden ting, der skete i 2008. Det var der, smartphones gjorde deres indtog. Det gjorde sexarbejde væsentligt lettere i sig selv. Ved hjælp af tjenester som Backpage kunne man pludselig selv styre sin kalender og arbejdsplan. For bare 15 år siden måtte sexarbejdere klare det meste arbejde fra gaden eller alliere sig med en alfons – hvilket betød, at man øgede risikoen for en masse ubehagelige ting. Smartphonen betød samtidigt, at det var lettere for sexarbejdere at kommunikere med hinanden via semianonyme onlinetjenester som Twitter. Det gjorde det lettere for sexarbejdere at organisere sig. Det kan stadig være en meget isolerende oplevelse at arbejde som sexarbejder, men det er langt værre at have en alfons – hvis man for eksempel er tilknyttet et escortbureau, møder man sjældent andre sexarbejdere. Det forhindrer selvfølgelig enhver form for organisering.

Kan man sige, at hvor deleøkonomien har forværret vilkårene for taxachauffører, folk, der arbejder med rengøring, og bude, så har det for sexarbejdere – der i forvejen arbejdede under barske vilkår – betydet en forbedring?
Ja, det kan man godt sige. Men jeg tror også, arbejdere i andre sektorer kan lære noget her. Hvis man organiserer sig i et slags fagforbund, skaber man et positivt feedback loop – når først man er organiseret, ser man, hvordan det forbedrer ens levestandard, så man tænker automatisk: ’Det her vil jeg fortsætte med. Jeg vil blive ved med at skabe forbindelse til andre sexarbejdere.’ Så møder man nye venner, skaber fælleskaber – sexarbejdere har et rigtig godt supportnetværk, hvor vi deler oplysninger om kunder, som er farlige eller folk, der spilder din tid, og hvordan man tager hævn på kreative måder.

Er der plads til sexarbejdere i en kommunistisk utopi?
Afskaffelsen af sexarbejde er et omstridt emne indenfor sexarbejderbevægelsen. Det er faktisk det, jeg har skændtes mest med folk om for nyligt. Der er mange, som er bekymrede for, at hvis vi siger, vi vil afskaffe sexarbejde… altså de fleste sexarbejderaktivister er jo selv sexarbejdere. Skal vi så mene, at sexarbejde er noget skidt nu?

For mig er svaret enkelt, ja, selvfølgelig! Som jeg ser det, er prostitution et symptom på kapitalismen og patriarkatet. Det er unødvendigt arbejde – der er ingen, der har behov for at blive kneppet for penge. Så i det ideelle samfund, vi vil skabe, bør det ikke eksistere. Vi skal kræve de rettigheder, vi kan nu. Men ligesom med alle andre lortejob, så er det noget, man gør, fordi materielle omstændigheder nødvendiggør det. Kampen skal handle om, at ingen er tvunget til det her.

I bogen nævner i begrebet ”kunden, der fortjener sex”. For eksempel findes der mennesker med handicap, der har brug for sexarbejdere til sex og intimitet, som de måske ikke er i stand til at finde andetsteds. Vil der ikke altid være brug for sexarbejdere – selv i en ideel verden?
Som vi ser det, er ”kunden, der fortjener sex” en karikatur, der afseksualiserer mænd med handicap. I en ideel verden, tror jeg, vi ville have et meget mere naturligt forhold til sex. Vi ville i det hele taget være bedre til at indgå i forhold – bedre til at kommunikere, bedre til at udtrykke ikke-seksuel ømhed. I dag er sex noget, folk binder deres selvværd op på. Ideen om et ”behov for sex” – som retfærdiggørelse for prostitution – forstærkes af alle de måder, vi behandler hinanden som lort på. Jeg mener ikke, at vi i en ideel verden har brug for sexarbejdere til at opfylde behov, nej.