Annoncering
Stuff

​Rygning er din mest dødelige uvane – vi spurgte unge danskere, hvorfor de gør det alligevel

"Men jeg har også planer om at stoppe om en uge..."

af Simon Nielsen
12 september 2016, 2:18pm

Du ved det godt. Rygning er dårligt for sådan cirka alt i din krop, og hvis du alligevel skulle gå rundt og være nikotinskæv nok til at være den mindste smule i tvivl, slår en ny undersøgelse fra Statens Institut for Folkesundhed to streger under. Rapporten viser, at rygning alene hvert år slår 13.600 danskere ihjel. Det er med andre ord en ekstremt dødelig uvane, rigtig mange danskere dyrker på daglig basis.

Selvom Generation Y er blevet tæppebombet med kampagner fra Kræftens Bekæmpelse, tobaksafgifter og reklamer for rygestop-kurser fra barnsben, begynder 40 nye unge under 18 år hver eneste dag at ryge – og blandt gymnasieeleverne er der allerflest rygere i Københavnsområdet.

Vi gik på gaden for at spørge unge rygere, hvorfor de egentlig begynder – og hvorfor de bliver ved.

AISHA DUKUREH, 20 ÅR

VICE: Hvorfor ryger du?
Aisha: Det startede med noget festrygning, hvor det ene tog det andet. Så begyndte jeg også at ryge lidt i frikvartererne, og nu er vi ligesom her.

Hvad betyder det for dine sociale relationer?
For det første er det meget rart at gå ned og trække vejret, når man har haft time. Men det er efterhånden blevet til en smøg i stedet for, så det er lidt en undskyldning.

Synes du det er sejt at ryge?
Overhovedet ikke. Det er overhovedet ikke sejt, egentlig bare nederen. Men det er dejligt at ryge, specielt når man sidder og drikker kaffe på en café eller bare sidder og snakker.

Ved dine forældre, at du ryger?
Ja. De synes jo ikke, det er en god idé, men de er lidt ovre det nu.

Hvordan påvirker det dig, at en ny undersøgelse viser, at rygning er den største sundhedsmæssige risiko, man kan udsætte sig selv for?
Man ved det jo godt. Jeg stopper, når jeg er færdig med gymnasiet, så det er ikke det største problem for mig. Hvis jeg ville ryge resten af mit liv, ville jeg nok tænke mere over det, tror jeg.

Jonathan Morandi Vorting, 18 år

VICE: Hvorfor ryger du?
Jonathan: Vi var en drengegruppe i 8. klasse, der begyndte at gå ud på gaden i frikvartererne for at ryge. Vi havde ikke noget andet at lave.

Hvad betyder det for dine sociale relationer?
Stort set alle mine venner ryger, så det er en del af det. Men det er ikke sådan, at jeg ville miste mine venner, hvis jeg stoppede med at ryge, tror jeg.

Synes du, det er sejt at ryge?
Nej, det er ikke sejt. Det var det måske, da jeg var lidt mindre. Sådan er der jo mange, der tænker, men i dag er det mere dumt.

Ved dine forældre, at du ryger?
Ja, det ved de godt. Jeg har aldrig fortalt dem det, men de har regnet det ud, da jeg har røget i to år nu. Min far ryger også selv, så han kan ikke lugte det.

Hvordan påvirker det dig, at en ny undersøgelse viser, at rygning er den største sundhedsmæssige risiko, du kan udsætte dig selv for?
Det lyder lidt underligt at sige, men et eller andet sted, er jeg ligeglad. Når man er ung, tænker man ikke rigtig over, hvad der sker længere ude i fremtiden. Det kan godt være, jeg får lungekræft på et tidspunkt, men jeg når forhåbentlig at stoppe inden da.

KRISTINE RALOV ANDERSEN, 19 ÅR

VICE: Hvorfor ryger du?
Kristina:Jeg begyndte faktisk at ryge her i foråret, fordi mine veninder røg. Og så er det ligesom blevet til mere og mere.

Hvad betyder det for dine sociale relationer?
Man kunne da godt lade være med at ryge, men så står man og snakker. Det er hyggeligt, og så giver det lidt mere mening, når man ryger sammen.

Synes du det er sejt at ryge?
Nej, det er det virkelig ikke. Sådan var det i 8. klasse. Det er bare begyndt at blive lidt en vane at tage en smøg, når jeg er stresset i skolen.

Ved dine forældre, at du ryger?
Ja, det gør de. Min mor konfronterede mig faktisk med det i går, da hun havde set et billede af mig på Facebook, hvor jeg ryger. Men min mor har selv røget, så hun kan ikke rigtig sige så meget. Min far ved det ikke, og han får det heller ikke at vide. Han får en hjerneblødning, hvis han finder ud af det. Men jeg har også planer om at stoppe om en uge ...

Hvordan påvirker det dig, at en ny undersøgelse viser, at rygning er den største sundhedsmæssige risiko, man kan udsætte sig selv for?
Jeg burde selvfølgelig stoppe, men jeg er egentlig lidt ligeglad. Jeg ved, at jeg ikke vil ryge resten af mit liv, så det bekymrer mig ikke så meget.

Conrad Albert Vasnel, 26 år

VICE: Hvorfor ryger du?
Conrad: Jeg røg min første smøg som 14-årig, hvor en af de seje piger spurgte mig, om jeg skulle have et hiv. Det var i folkeren, og jeg blev rigtig nikotinskæv og følte, at det var lidt sejt at ryge sammen med mine venner. Det var også lidt rebelsk mod mine forældre, men når man ryger hver weekend, får man også lyst til at gøre det i hverdagene. Så jeg er jo bare blevet afhængig af det. I dag føler jeg, at jeg mangler noget, når jeg ikke ryger.

Hvad betyder det for dine sociale relationer?
I nogle sammenhænge er det jo en dårlig ting. Hvis man er sammen med nogen, der ikke ryger, er det ikke så fedt. Så er det nemt at se lidt ned på mig, da det er lidt uintelligent at ryge.

Synes du det er sejt at ryge?
Nej, det er det ikke længere. Det er jo en taberting.

Ved dine forældre godt, at du ryger?
Ja ja, det ved de godt. Min mor var ikke så glad for det i starten, men hun ryger også selv.

Hvordan påvirker det dig, at en ny undersøgelse viser, at rygning er den største sundhedsmæssige risiko, man kan udsætte sig selv for?
Det er jo rigtigt nok. Man lærer desuden aldrig helt sig selv at kende, når man ryger. Jeg når aldrig at føle, at jeg mangler noget andet end cigaretter, for jeg tager bare en smøg, hvis jeg er sulten eller stresset. Det er ligesom sådan en prop, man kan sætte på sine følelser.

Volkan Özen, 22 ÅR

VICE: Hvorfor ryger du?
Volkan: Det er hyggeligt. Jeg tænker slet ikke over, at det er farligt.

Hvad betyder det for dine sociale relationer?
Det har jeg ikke tænkt over.

Synes du det er sejt at ryge?
Det var det engang, men det er det ikke længere. Da jeg var yngre, så jeg op til en, der røg, og så begyndte jeg også at ryge.

Ved dine forældre, at du ryger?
Ja, de ved de godt. I starten var de lidt imod det, men de har vænnet sig til det.

Hvordan påvirker det dig, at en ny undersøgelse viser, at rygning er den største sundhedsmæssige risiko, man kan udsætte sig selv for?
Det er ikke noget, jeg tænker over. Rygning kan selvfølgelig have nogle konsekvenser, men jeg tager det, som det kommer. Man skal jo dø på et eller andet tidspunkt, og jeg er ligeglad med hvordan.

RUNA PETERSEN, 28 ÅR

VICE: Hvorfor ryger du?
Runa: Jamen, fordi jeg godt kan lide det. Jeg kan stoppe, når jeg har lyst og har flere gange gået i flere måneder uden at ryge. Så jeg ryger egentlig bare, fordi det er hyggeligt.

Hvad betyder det for dine sociale relationer?
Det er meget hyggeligt at være sammen med folk, der ikke ryger, men nogle gange er det bare sjovere at være sammen med rygerne. Vi har allerede et emne at snakke om, når vi ryger. Der er allerede et bånd på den måde. Det er lidt nemmere at skabe bekendtskaber, når man ryger.

Synes du det er sejt at ryge?
Nej. Det har aldrig været sejt. Men alle omkring mig har røget, så det har været normalt for mig at ryge.

Ved dine forældre, at du ryger?
De ryger selv, så de ved det godt. Det er jo dumt at ryge, men det er ens eget valg.

Hvordan påvirker det dig, at en ny undersøgelse viser, at rygning er den største sundhedsmæssige risiko, man kan udsætte sig selv for?
Alt er jo livsfarligt. Hvis du har en sund livstil og gør det med måde, går det sikkert fint, tænker jeg. Jeg bliver slet ikke påvirket af de her undersøgelser.

Læs mere om alle dine dårlige vaner på VICE:

Vi fik folk til at vise os deres pinligste ejendele

Disse stoffer giver dig skrumpediller

Her er den simple forklaring på, hvorfor du bliver et kæmpe røvhul, når du tager coke