Jeg byggede en drømmemaskine og trippede på lys

FYI.

This story is over 5 years old.

Stuff

Jeg byggede en drømmemaskine og trippede på lys

Jeg inviterede nogle venner, og vi brugte en torsdag eftermiddag på at lytte til islandsk techno og stirre direkte ind i en stroboskopisk 100 watt-pære - med lukkede øjne.

Alle billeder af Janus Engel.

Jeg kan virkelig godt lide at trippe. Der er ikke noget federe end at stå på et dansegulv, mens hele lokalet drejer rundt, som stod jeg på en vinylplade - midt inde i musikken. Eller sidde i et bål med flammer omkring en og kommunikere ordløst med en Aztekerkonge. Eller se min ven tage min arm af, 'fordi han kunne'.

Nogle bliver bange, når verden bliver vendt på hovedet. Nogle synes det er ubehageligt, når alting spinder, og man knap ved hvad, der er op og ned. Jeg søger det. Jeg higer efter det.

Annoncering

Den oftest benyttede dør til en psykedelisk oplevelse er hallucinogene stoffer, men udover at være ulovlige og tabuiserede, kan stoffer i sjældne tilfælde være en farlig metode, hvis ikke man passer på. Og selvom psykedeliske stoffer kan give dig telepatiske evner - gøre dig til herre over skyerne og få naturen til at ånde i takt med dig - så kan de også få dit sind til at forsvinde ind i sig selv og efterlade dine øjne bestandigt tomme, som sorte huller i en evig nat, hvis du tager for meget.

Udover den potentielle risiko for forgiftning er et psykedelisk trip hårdt. Det gør ondt i øjnene at se verden, som den virkelig er - ligesom Neo opdager, da han første gang vågner udenfor The Matrix. Som de religiøse siger: Vi kan ikke stirre på Guds lys uden at gå til.

Mens fundamentet under de gamle religioner smuldrer, består behovet for kontakt med noget større. Mennesket søger stadig en åbenbaring. Timelang meditation, LSD og faste gør på mange måder det samme ved hjernen. Det er det samme mål opnået med forskellige metoder. Det er bare nemmere at poppe en pille end det er at holde sig vågen i fire døgn, mens man pisker sig selv.

Da jeg hørte om, at man kunne hallucinere kun ved hjælp af en lampe, var jeg ikke i tvivl. Jeg skulle bygge 'The Dreamachine'.

Det er supernemt at finde guides på nettet til, hvordan man bygger sin egen drømmemaskine. Det eneste man skal bruge er et stort stykke tykt karton, hobbykniv, lineal, blyant, en pladespiller, en meget stærk elpære og tålmodighed. Masser af tålmodighed.

Annoncering

Det er som at se 3D - uden 3D-briller. Nu er der trekanter! Mine øjenlåg vibrerer. Det er som at være inde i øjnene på en flue.

I 50'erne, da 'Dreamachine' blev opfundet, kørte mange pladespillere med 78 omgange i minuttet, men det er virkelig svært at skaffe sådan en maskine i dag. Så før jeg kunne gå i gang, skulle tallene omregnes til at passe til en pladespiller, der kører 45 omgange i minuttet. For to år siden fandt jeg en guide fra internettets unge år, som var lavet af en provokerende franskmand (da jeg ledte efter den igen, virkede linket ikke længere.) Han demonstrerede, hvordan det første facit skulle omregnes, og når først metoden var præsenteret, mente forfatteren ikke, at resten af resultaterne skulle gives. Som han tørt bemærkede, er hele formålet med maskinen at få folk til at udvide deres bevidsthed, så det ville være alt for fordummende at få serveret det hele på et sølvfad. Fuck.

Det resulterede i en times tid med ternet papir, en lommeregner og en hård mental kamp for at mindes fortrængte matematiktimer i folkeskolen. Derefter brugte jeg hele resten af aftenen på at måle op og tegne streger på kryds og tværs. Næste skridt var at skære alle hullerne ud med en hobbykniv, hvilket tog det meste af endnu en aften. Da cylinderen endelig stod klar, spraymalede jeg den - hvilket ikke tjente andet formål end at gøre den pænere at kigge på, når den stod stille. Med cylinderen monteret på pladespilleren hængte jeg en lampe ned fra en krog i loftet, og så var jeg klar.

Annoncering

Jeg inviterede nogle venner, der deler min interesse i den psykedeliske verden, og vi satte os for bruge en torsdag eftermiddag på at lytte til islandsk techno og stirre direkte ind i en stroboskopisk 100-watt pære med lukkede øjne.

Christoffer og Katrine er de første til at prøve, og selvom præmissen for værket er, at man har en individuel oplevelse, der er svær at kommunikere videre, er de to gode til at formidle hvordan deres "indre univers" udvikler sig.

"Jeg ser kors og svastikaer, det er mest rødt og blåt, som bliver til magenta," siger Christoffer. "I midten af mit synsfelt er der en kilde, en stærk sol, der bevæger sig fra side til side. Det er som at se 3D - uden 3D-briller. Nu er der trekanter! Mine øjenlåg vibrerer. Det er som at være inde i øjnene på en flue. Symmetrien kommer."

Ved siden af sidder Katrine og det bliver hurtigt tydeligt, at selvom det er det samme blink, danner hjernen ikke de samme mønstre.

"Jeg ser flammer. Organiske og røde. Det er meget intenst. Jeg skal lige trække vejret dybt for at kunne fortsætte," siger hun, og tager en dyb indånding.

Jeg har det som om jeg er inde i en solsikke, og det hele omfavner mig. Jeg kan også begynde at se lyset bag mig. Det er næsten for meget.

Selv med lukkede øjne kan sanseeksplosionen være voldsom: "Jeg kan se en skov, der bliver til en sol. Lyset kommer ud af centrum, og solen har regnbuens farver," fortsætter hun. "Jeg har det som om jeg er inde i en solsikke, og det hele omfavner mig. Jeg kan også begynde at se lyset bag mig. Det er næsten for meget."

Annoncering

Vi har alle sammen prøvet at sidde i et transportmiddel og stirre ud af vinduet, mens vi langsomt mister bevidstheden. Hvis solen står lavt på himlen og skinner ind mellem træerne, som farer forbi, vil der opstå blink af lys, som spiller mod vores lukkede øjenlåg. Disse gentagne, hurtige lysglimt har den egenskab, at de kan skabe mønstre for vores indre øje. Og det var denne oplevelse, der efter en togtur fik Brion Gyson til at begynde arbejdet med 'The Dreamachine'.

I 1950'erne skabte han sammen med matematikeren Ian Sommerville - der, ligesom Gyson, var en del af Beat-generationen og gode venner med William Burroughs - en simpel lysinstallation. Ved hjælp af en pladespiller, et paprør med nøje arrangerede huller og en elpære kunne den få folk til at hallucinere, hvis de satte sig foran den med lukkede øjne.

Lyset inde i cylinderen kommer ud af hullerne med en frekvens på mellem 8 og 13 Hz (antal blink i sekundet), hvilket efterligner hjernens såkaldte alfabølger. Det er det stadie vi befinder os i, lige inden vi falder i søvn. Allerede i mellemkrigstiden slog surrealisterne fast, at vi har et helt særligt kreativt output i den fase.

Der er en stjernehimmel, som kommer imod mig. Ligesom den gamle Windows-pauseskærm. Der er snevejr inde i mit hoved.

Maskinen var et forsøg på at give folk adgang til hallucinationer og øget kreativitet uden brug af stoffer. Fordi synerne - både i hjernefrekvens og i deres æstetiske udtryk - mindede om drømme, kaldte de maskinen for 'The Dreamachine', og de sagde, at værket var 'The End of Art'. Det er der flere grunde til. For det første var The Dreamachine det første visuelle kunstværk, som skulle ses med lukkede øjne. Det betød, at det var hver enkelt beskuer, som skabte værket inde i hovedet. 'The Dreamachine' gjorde alle til kunstnere. Uden beskuer, intet værk.

Annoncering

For det andet var konstruktionen så simpel, at det ikke blot er muligt for alle at bygge deres egen – Gyson opfordrede ligefrem til det.

Da Katrine efter et kvarter skal have en pause, tager Erik hendes plads ved siden af Christoffer, og snart klemmer Mads sig ned ved siden af de to. Mens de falder på plads i oplevelsen, snakker jeg med Katrine. Jeg fortæller, at det efter sigende skulle være normalt, at synet breder sig ud, indtil det til sidst rækker hele vejen rundt. Et 360 graders farveorgie, der, som hun oplevede, kan udvikle sig til landskaber, hvis man giver sig hen.

"Nøj, nu er der prikker," udbryder Erik.

Jeg beder drengene på gulvet forklare, hvad de oplever. Christoffer har lænet sig tilbage mod kommoden, så lyset ikke er så voldsomt, men han holder øjnene lukket og bliver i trippet. Han forklarer, hvor han er endt: "Der er en stjernehimmel, som kommer imod mig. Ligesom den gamle Windows-pauseskærm. Det er lækkert, når man kigger væk, men holder øjnene lukket. Der er snevejr inde i mit hoved."

Drengene begynder at eksperimentere med at bevæge sig og knibe øjnene hårdere sammen, og de finder hurtigt ud af, at det gør en overvældende forskel.

"Det er ret vildt, når man læner hovedet tilbage og kigger ned mod bunden af sine øjenlåg," siger Erik.

"Mit er helt blåt i et dybt mørke," supplerer Mads. "Når jeg holder min hånd op mellem mine lukkede øjne og lyset, kan jeg se min hånd gennem øjenlågene."

Annoncering

De andre prøver efter. De er begejstrede og giver ham ret.

"Hvis man kniber øjnene hårdt sammen, er det som at se gennem en membran, og når man letter trykket, går det helt amok i farveorgie. Som et tegneserie-kaleidoskop," siger Christoffer og læner sig endnu engang tilbage. Efter næsten en halv time skal han også have en pause. Han føler sig godt ør i hovedet. Det anbefales at man minimum bliver i lyset i ti minutter, før visualiseringerne kan tage fart. Tre gange længere end ti minutter er en ordentlig omgang. Erik og Mads kigger videre.

"Det er smukke solnedgangsfarver," siger Erik og smiler. "Hvis jeg holder min hånd op foran, bliver det hele til statisk støj, som en tom kanal på fjernsynet. Men der er dybde i mørket, flere dimensioner. Og små, hvide lys."

Jeg sætter mig ved siden af og kigger med. Det samme gør min kæreste Rosa. Men det er svært at koncentrere sig, for nu er de andre færdige og snakker løs om deres oplevelse. Nogen er gået i gang med at rulle en potjoint, og andre er ved at finde en ny plade, vi kan smide på anlægget, så efter nogle minutter, hvor rød langsomt bliver til grønne pulserende pletter, åbner jeg øjnene, og ser i stedet på mine venner.

The Dreamachine er en visuel oplevelse, som paradoksalt nok skal ses på bagsiden af øjenlågene, og den giver dig en vild tur, hvis du har tålmodigheden. Men lyset transporterer dig ikke til et euforisk stadie - det transcenderer ikke din sjæl. Den forandrer ikke verden omkring dig, som på overfladen er den samme som før - men det gør ikke oplevelsen mindre smuk og mindre værd.

Maskinen har samlet os og givet os en oplevelse, der bedst kan sammenlignes med at have et kaleidoskop inde i hovedet, selvom visualiseringerne formmæssigt er langt mere varierede. Jeg kan kun anbefale at man kaster sig ud i at bygge en. Under alle omstændigheder får man en flot lampe - og trænet sin matematik.

Mere om psykedeliske oplevelser fra VICE:

Lattergassens historie - og hvordan den inspirerede den tidlige psykedeliske litteratur

Jeg trippede kun ved hjælp af min vejrtrækning

Vi undersøgte tidens musikalske syretrip