Annoncering
Sex

Vi fik folk til at fortælle os om deres oplevelser med at knalde, mens de var fulde og skæve

Vi kastede os ud i vores egen undersøgelse, efter forskere har kigget nærmere på effekterne af at have sex, når man er fuld og skæv.

af Simon Doherty
19 august 2016, 5:00am
Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE UK

Sidste måned blev der udgivet en rapport i Archives of Sexual Behaviour, der undersøgte, hvordan sprut og cannabis påvirker sex. Forskerne tog udgangspunkt i en testgruppe på 24 voksne (12 mænd og 12 kvinder) og foretog tilbundsgående interviews omkring deres erfaringer med at knalde, mens de var påvirkede af de forskellige rusmidler.

Joseph Palamar, der er professor i folkesundhed og rusmiddelforsker ved New York University (NYU), var den ledende forsker bag undersøgelsen, men var i første omgang ikke sikker på, at den overhovedet ville kunne udgives. "24 er en ret lille testgruppe," sagde han i en Skype-samtale tidligt om morgenen. "Det var faktisk bare et forsøg. Der var en NYU-gruppe, der finansierede det her som et første forsøg på en undersøgelse, så vi kunne bruge vores umiddelbare resultater til at anmode om en større bevilling."

Resultaterne var ikke overraskende, når det kom til alkohol og sex: spiritus gør dig mere udadvendt, hvilket også vil sige, at det gør det lettere at finde nogen, du kan tage tøjet af sammen med, og at det også øger risikoen for risikoadfærd og fortrydelse.

Men med cannabis var der flere af resultaterne, der overraskede. "Nogle af testpersonerne fortalte, at cannabis' status som et ulovligt stof havde bidraget til faciliteringen af seksuel omgang," fortæller Palamar. "Alkohol kan man indtage stort set hvor som helst, hvis man er gammel nok. Men man kan ikke ryge cannabis i det offentlige rum; det er nødt til at være et privat område, eller et 'intimt' sted, hvor man ikke risikerer at blive opdaget. Og hvis man har en person, som man er tiltrukket af inde på sit kollegieværelse, så befinder man sig allerede i intime omgivelser, mens man laver noget forbudt sammen. Testpersonerne kommenterede på, hvordan dette kan føre til sex."

Denne undersøgelse er foretaget i USA, som næsten er det samme som Storbritannien og resten af Vesteuropa, men samtidig også fuldstændig anderledes på alle tænkelige måder. Derfor valgte jeg at spørge nogle briter deres oplevelser for at se om et spring over Atlanten har nogen indflydelse på folks syn på at have sex, mens man er fuld og skæv.

Martha, en 29-årig ridelærer, sagde der er "en kæmpe forskel" på at have sex på de to rusmidler. "Med alkohol mister man noget følsomhed," forklarede hun. "Det kan være en smule følelsesløst, alt efter hvor meget, man har fået at drikke. Derfor synes jeg bare, at orgasmen føles mere intens, når man har røget cannabis."

Philipa, en 26-årig mellemleder, har det på samme måde: "Man er helt klart mere stimuleret - lidt mere følsom over for berøring - når man er skæv. Sex føles meget bedre, end det gør, når man har drukket. Det tror jeg er fordi, der er større sandsynlighed for, at man ryger sig skæv sammen med nogen, som man kender, og har et tættere forhold til, hvilket - for mig - også er lig med bedre sex. Fulde one-night-stands betyder ofte også virkelig elendig sex."

Disse holdninger blev også bakket op af undersøgelsens resultater. "Deltagerne fortalte, at de 'følte' det mere, når de havde sex, mens de var skæve," forklarede Palamar. "De følte en tættere følelsesmæssig forbindelse til deres partner og var mere fysisk følsomme, og derfor nød de samlejet mere. Som alle ved, har alkohol den modsatte virkning: det lammer dine følelser."

Carl, der er 26 år og grafisk designer, er enig med Philipa, men lægger vægt på, at den specifikke cannabistype kan have indflydelse: "Sex er bare bedre, når man er skæv. Man er mere på bølgelængde med sin partner, både følelsesmæssigt og åndeligt, så man kan kommunikere bedre," siger han og fortsætter: "Hvis man for eksempel får fat i en god sativa, der ikke er så sofa-bindende, er det ret godt til sex. Men hvis man derimod ryger en stærk indica, ender man måske ret dybt begravet i sine egne tanker, og kan have svært ved at præstere. Ikke at jeg har det, du ved."

Palamar er enig i, at oplevelsen kan variere, alt efter hvilken specifik slags cannabis, man indtager. "Det skrev vi om, da vi anmodede om den større bevilling - det ville vi skulle bruge ret mange testpersoner for at undersøge," siger han. "Det var en af de begrænsninger, som vi ikke kunne se nærmere på: forskellige slags cannabis, og også forskellige slags alkohol. Det er en god pointe."

Maria, en 26-årig ejendomsmægler, siger, at sex efter man har røget tjald generelt er bedre, fordi det er hendes erfaring, at folk sjældent har præstationsproblemer, når de er skæve. "Når jeg er fuld, kan jeg bare ikke blive våd, og nogle gange kan fyre ikke få den op at stå," siger hun. "Alle de her ting sker bare ikke efter et par joints."

Men det var ikke alle, der var lige hurtige til at promovere de magiske effekter af at have sex, mens man er skæv. Roy, en 22-årig plejer, siger, at en smule alkohol kan være god motivation til at komme ud og få noget, "så længe man ikke har fået så meget, at man får slap pik. Jeg har aldrig hørt nogen sige, 'Jeg skal ud og mødes med hende pigen i dag - jeg ryger lige et par joints, før jeg smutter, fordi jeg er for nervøs.'"

Og han har fat i noget: cannabis får mange mennesker til at vende blikket indad, ikke udad, efter sex med en fremmed. Men alkohol i store nok mængder kan historisk set få folk til bogstaveligt talt at ville knalde alt, der har en puls.

"Der var mange af mændene, der sagde, at de følte sig mere selvsikre efter at have drukket, og nogle af kvinderne fortalte, at de følte sig mere tiltrækkende," siger Palamar. "Cannabis var lidt anderledes; folk sagde, at de følte sig en smule mere selvbevidste. En anden stor begrænsning for undersøgelsen, udover at alle, der tilmeldte sig, viste sig at være heteroseksuelle, var, at vores testgruppe ikke var stor nok til, at vi kunne føre kontrol i forhold til de enkelte personers indtag. Hvis der er nogen, der ikke er vandt til at ryge cannabis, kan de risikere at føle sig mere paranoide."

Der kan du bare se: resultaterne af undersøgelsen stemte næsten fuldstændigt overens med erfaringerne fra alle de mennesker, jeg talte med. Dog påpegede både Carl og Palamar, at forskerne bør tale med betydeligt flere mennesker, end de har gjort hidtil, for at få et mere fyldestgørende billede af den indflydelse, hvert stof har på sex.

Læs mere om sex og stoffer på VICE:

Dræberstoffet fentanyl er kommet til Danmark

Velkommen til Mong La, byen hvor du kan købe sex, stoffer og truede dyrearter

Det lærte vi om stoffer i 2015