Gaming

Jeg prøvede at finde en kæreste med Pokémon GO

"Min date er 11 år ældre end mig. Til gengæld er jeg på level 11, og han er på sølle level 2, så jeg tænker, at vi står lige."

af Maya Schott Sauerberg
20 juli 2016, 5:00am

Foto: Privat

Sådan ser skærmen ud, når man er på Pokédate i Søndermarken (og når serveren crasher). Foto: Privat

Jeg møder min date til vores Pokémon GO-date klokken lidt over 14 i Søndermarken. Der skulle være en Charizard herude, og jeg har forgæves jagtet den i nogle dage. Vejret er dårligt, men i regn og slud holder en Pokétrainer ud. Min date er 11 år ældre end mig. Til gengæld er jeg på level 11 i Pokémon GO, og han er på sølle level 2, så jeg tænker, at vi står lige. Vi har mødt hinanden på dating-app'en Happn og har kun udvekslet en håndfuld beskeder, så jeg ved kun, at vi begge kan lide pizza, Rihanna og selvfølgelig Pokémon.

Vi mødes lige ved Cisternerne, hvor der ofte er tre Lures, som tiltrækker Pokémons. Min date skal bare fange en masse, så han kan få nogle experience points. Jeg vil have ham op på level 5, så han kan komme med på mit hold og kæmpe om gyms med mig.

Da vi sidder og snakker om, hvad vi hver især har fanget, sker det værst tænkelige. Serverne crasher, og vi ser os nødsaget til rent faktisk at lære hinanden at kende, mens vi venter på at komme ind i spillet igen. Han fortæller mig om sit job. Jeg fortæller ham om mit studie.

Skribentens korrespondance med sin date forud for deres møde. Foto: Privat

Hvis jeg skal være helt ærlig, så hader jeg dates. Det er den mest akavede og påtagede samværsform. Jeg har det nok med dates, som de fleste har det med at tage til tandlægen: Det er et nødvendigt onde. Det er som regel slet ikke så slemt, som man havde frygtet, og man går ofte derfra og har det ret godt med sig selv. Jeg gør i hvert fald. Men jeg har også gode tænder (og storhedsvanvid).

Heldigvis kan man godt skabe en god fælles oplevelse med teknologi, selvom man kigger ned i sin telefon, mener Mette Bierbum Bacher. Hun er Head of Social hos medie- og kommunikationsbureauet Mindshare, og så er hun Pokémon GO-entusiast.

"Der er mange, der går på geoskattejagter, og nu er Pokémon GO bare det sidste nye. At have en fælles oplevelse, hvor man tager ud, er meget bedre end at sidde helt jobsamtale-agtigt over en kaffe. Så går man ud og ser byen og finder nogle sjove ting. Man glemmer faktisk, at det er en date, hvor man skal spørge om alle mulige ting. Man har det bare sjovt sammen og kan få en god fælles oplevelse ved hjælp af digitaliseringen," siger Mette Bierbum Bacher.

Min date og jeg beslutter os for at gå lidt rundt i håb om, at serverne på magisk vis vil give os adgang til spillet igen. Det virker kortvarigt, og samtalen skifter brat fra det personlige til den Pidgey, der dukker op lige foran os. Gotcha! Jeg fanger fuglen med en curveball. Et trick jeg har øvet mig på. Han fanger den ikke og er skuffet. Jeg fortæller ham, at der nok skal komme endnu en Pidgey.

Leg er altid godt. Også på dates. At drikke en kaffe er i virkeligheden dødkedeligt – Katrine Berling, parterapeut og sexolog

Jeg har prøvet hele spændet fra tre timers øjenkontakt med en fremmed over et glas vin til en date i pitten til en Die Antwoord-koncert, hvor vi knap udvekslede et ord. Pokémon GO ligger nok tættere på Die Antwoord på skalaen. Hvis altså serverne fungerer. Bevares, man snakker med hinanden, men hvad snakker man om? At date handler om at lære hinanden at kende. Er det ikke hele årsagen til, at man har taget tid ud af kalenderen for at tage på en date? Gemmer jeg mig bare i en verden af augmented reality, når jeg tager på Pokédate?

Sexolog og parterapeut Katrine Berling lukker min bekymring ned hurtigere, end jeg kan sige: "Pikachu, jeg vælger dig!"

"Når man laver noget sammen, så skal man også give noget af sig selv. Når man går rundt og spiller Pokémon, så går man nok også og griner sammen og snakker om, hvad man har fanget. Det bliver hurtigt til en leg, og leg er altid godt. Også på dates. At drikke en kaffe er i virkeligheden dødkedeligt," siger Katrine Berling.

"Det handler i virkeligheden om, at det bliver let og sjovt. Og at man begynder at se hinanden fra nogle andre sider i stedet for, at man sidder og vurderer hinanden. Man giver sin hjerne noget andet at beskæftige sig med. Så ser man hinanden i en anden kontekst," forklarer Katrine Berling.

Da jeg har været på date i cirka en halv times tid, ved jeg allerede, at der ikke kommer til at være en date nummer to. Han er venlig, og vi hygger os, men vi er ikke et godt match og samtalen forstummer. Jeg ville ønske, at Pokémon kunne redde mig og daten, men serverne crasher igen. Der går endnu en halv time, og vi har stadig ikke fundet hverken gnisten eller indgangen til spillets servere, så vi bliver enige om at give op og gå hver til sit. Vi krammer akavet farvel ved vores cykler, og han foreslår at tage revanche en anden god gang. Jeg lyver og siger, at det kan vi da godt.

Det blev ikke i dag, jeg fandt kærligheden, men jeg fangede en Pokémon, jeg ikke havde i forvejen. Og jeg skal nok finde min Charizard.

Læs mere om Pokémon fra VICE:

Europæiske turistattraktioner set gennem Pokémon Go

'Pokémon Go' er ikke særlig godt, men det skal nok blive et gigantisk hit alligevel