Interviews

LGBTQ-pensionister om kærlighed, ægteskab og forandringer

Beslutningen om, at homoseksuelle kan blive gift i USA, og skyderiet i Orlando forekom med kun et års mellemrum. Vi talte med ældre LGBTQ-personer om, hvilke forandringer samfundet har været igennem, og hvor vi er på vej hen.

af Sophie Saint Thomas
02 juli 2016, 5:00am

Billeder af Sarah MacReading

Denne artikel blev oprindelig udgivet af VICE US

Den 26. juni var det et år siden, at højesteret i USA anerkendte homoseksuelle pars ret til at blive gift. Meget passende blev der samme dag afholdt den årlige Gay Pride i New York, som var én af de største nogensinde. Hele marchen var præget af masseskyderiet i Orlando, og ofrene blev mindet med både sørgmodighed og farverig positivitet. Massakren på natklubben Pulse er den værste hadforbrydelse mod det homoseksuelle miljø i USA's historie, og tragedien har tvunget folk til at anerkende, at selvom der har været store fremskridt, er LGTBQ-borgeres liv stadig i fare. Som Margueritte Wilkins, en homoseksuel pensionist, der oprindelig kom fra New York, men som nu bor i Washington, fortalte til VICE; "På det punkt kan jeg ikke se, hvad der har ændret sig. Jeg ser overordnet på det i stedet for at fokusere på småting. De ændrede loven, og så-og-så mange blev gift, men der er stadig visse steder, hvor man ikke kan holde i hånden offentligt!"

For at få et nuanceret perspektiv talte vi med tre LGBTQ-pensionister for at spørge, hvilke råd de ville give til deres yngre jeg, hvilke tanker de har om ægteskab, og hvor meget vi stadig skal gøre som samfund. Disse ældre LGBTQ-borgere har set mange progressive forandringer gennem deres liv, men ligesom mange andre mener de, at der stadig er lang vej endnu.

Margueritte
67 eller 68 år gammel
Spokane, Washington

VICE: Hej Margueritte, fortæl os lidt om dig selv.
Margueritte: Jeg er omkring 67 eller 68 år gammel – de sagde til mig, at jeg skulle holder op med at tælle, så det gjorde jeg. Jeg er lige flyttet til Spokane i Washington på jagt efter et bedre liv. Jeg nyder den friske luft, fyrretræerne og de sneklædte bjerge.

Du har været forelsket adskillige gange – hvilke forhold var de mest mindeværdige?
De mest mindeværdige var i 70'erne, da alting var meget anderledes, fordi der ikke var HIV. Jeg tror ikke, folk var mere promiskuøse dengang, men når HIV tænkes ind i ligningen, er det bare en anden verden. Desuden var det dengang sådan, at kvinder, der gik rundt med den slags tanker (om at være homoseksuel, red.), blev betragtet som mentalt forstyrrede. Det gjaldt om at blive i skabet og passe sig selv. Det var meget svært for mig, fordi jeg skulle været noget, jeg ikke var, eller nogen, jeg ikke var. Jeg skulle spille skuespil hele tiden. Den person, jeg lod, som om jeg var, forsøgte at være traditionel og at passe ind. Folk, der slet ikke havde lyst til det, blev gift, og folk, der ville noget andet, fik børn.

Blev du gift?
Jeg blev aldrig gift med en mand, men jeg har en datter og tre børnebørn. Jeg blev faktisk gift med en kvinde i 1974. Det var ulovligt, men vi var forelskede og ville knytte et stærkt bånd. En præst hjalp os, men det var meget hemmeligt, da vi tog hjem til hende og foretog ceremonien. Da regeringen besluttede, at det var i orden, at par af samme køn kunne blive gift, blev jeg rigtig glad, men jeg synes ikke, der har været nok fremskridt. Jeg synes ikke, det har hjulpet så meget. Min kone var det bedste, der nogensinde er sket for mig. Hun døde i 1993, og jeg sørger stadig. Vi aflagde løfter for hinanden om, at når vi forlader denne planet, så mødes vi på månen, og jeg håber og drømmer om, at det kommer til at ske, og at jeg kommer til at se hende igen.

Hvordan har du haft det siden skyderiet i Orlando?
Jeg opdagede det ikke før to-tre dage senere, fordi jeg ikke havde fulgt med i nyhederne, og jeg vidste ikke, at det var en homoklub. Da jeg fandt ud af det, blev jeg så ked af det. Det har været så svært for os.

Hvad, tror du, er nødvendigt for, at vi kan få reelle forandringer?
Der bor stadig had i folks hjerter. En dag vil de forstå, at de selv er problemet. Vi bliver nødt til at se på os selv. Jeg ser mig hele tiden i spejlet. Mange tror, at de vil være gode eller anderledes mennesker, men de ved inderst inde, at det ikke er sandt. De er grimme indeni og har ingen respekt for deres medmennesker. Vær mod andre, som du vil have, de skal være mod dig. Vi er stadig andenrangsborgere, og det tror jeg ikke har ændret sig overhovedet.

Der er et mundheld, som folk går rundt og siger: "Kærlighed er kærlighed." Men hvem bestemmer, hvad ægte kærlighed er. Hvordan kan du elske mig og hade nogle andre? Det giver ingen mening. Der sker forandringer, men det går langsomt. Det vil være en lang proces, og jeg håber, at jeg vil se forandringer i min levetid.

Maurice
79 år gammel
New York City

VICE: Hej Maurice. Fortæl mig om dig selv.
Maurice: Jeg er fransk-canadier, men jeg blev født i USA og gik på Rhode Island designskole. Jeg er modedesigner, men er gået på pension selvfølgelig. Jeg har boet i New York City i 53 år, og jeg kunne ikke drømme om at bo andre steder.

Hvordan er dit romantiske liv?
Jeg elsker bare mine venner. Jeg havde en partner i 25 år, og desværre døde han i 2003. Jeg tænker på ham og savner ham hver dag, men livet går videre, som man siger.

Hvordan mødte i hinanden?
Vi mødtes på stranden på Fire Island.

Var det kærlighed ved første blik? Vild tiltrækning?
Vi var begge tiltrukket af hinanden, og så udviklede det sig bare derfra.

Ville du sige, at han var din største kærlighed?
Helt bestemt. Det er han stadig. Vi var perfekte rejsepartnere. Vi elskede at tage i teatret, vi elskede opera, og vi elskede store middage. Vi passede så godt sammen, at man næsten ikke kunne tro det, udover at han var genial – det er jeg ikke! Han var den perfekte mand, synes jeg. Så klog. Han var ligesom min omvandrende ordbog. Jeg ville gerne have haft 25 år mere med ham, men den slags kan man ikke styre, desværre.

Hvordan tror du, det er i dag for unge queers? Tror du, de har det nemmere i forhold til ældre generationer?
Med al den teknologi omkring os, virker det, som om at folk nærmest ikke taler til hinanden længere. Der er ingen romantik i livet i dag. Jeg går ud fra, at hvis man kan lide teknologi, så er det paradis. Men det kan jeg desværre ikke. Det er nu lettere at være bøsse eller lesbisk og den slags i dag. Men når man arbejder i den profession, som jeg gjorde, forventede folk næsten, at man var gay. Jeg havde mange homoseksuelle venner, og det har jeg stadig i dag, og jeg har mange heterovenner, så man er, hvem man er. Jeg dømmer ikke folk. Kærlighed er bare omsorg. Selvfølgelig er sex altid vigtigt, men det forsvinder lidt med tiden. Det vigtige ved kærlighed er at dele livet. Det er det vigtigste for mig.

26. juni markerede et-årsdagen for højesterets beslutning om at legalisere homoægteskaber. Hvordan har du det med den beslutning?
Det synes jeg er vidunderligt. Jeg synes, det er så godt, at det endelig er sket. Det er egentlig godt for alle. Så jeg kan roligt sige, at jeg synes, det er rigtig godt.

Efter skyderet i Orlando er der nogen, der siger, at det er, som om der slet ikke har været noget fremskridt.
Fremskridtet er der stadig. Det er bare en ulykkelig begivenhed. Om noget kan det styrke os alle sammen. Det kan kun styrke de homoseksuelle. Man tager sig sammen og begynder forfra.

Andrea
69 år gammel
Santa Rosa, California

VICE: Kan du fortælle lidt om dig selv?
Andrea: Min historie er ret interessant. Jeg var hetero, indtil jeg kom til Californien. Jeg blev en del af den feministiske bevægelse i 70'erne, hvor der var et stort miljø af homoseksuelle kvinder, og jeg har været sammen med kvinder lige siden. Selvom jeg har været sammen med kvinder i alle disse år, så tror jeg, at jeg er biseksuel, for jeg har elsket mænd. Jeg har ikke haft sex med en mand i mange år, men hvis jeg mødte en mand, som jeg kunne knytte mig til følelsesmæssigt, ved jeg heller ikke, om jeg ville gå op i det med sex.

Ja, jeg kunne forestille mig, at det er mere acceptabelt i dag at have en lidt flydende seksualitet.
Det var det i hvert fald ikke i 70'erne. Der var det meget rigidt.

Hvor længe har du været gift med din kone?
Vi har været gift siden 2008. Jeg blev gift i den korte periode, hvor man kunne blive gift i Californien, men jeg har været sammen med den samme person siden 1995.

Hvordan mødte I to hinanden?
Vi mødtes i en kvindegruppe ved navn Hot Flash, hvor hun var venner med nogle af mine venner. Alle i gruppen var blevet 50 for nylig, så vi hjalp hinanden gennem den periode i vores liv. Hun og jeg mødtes i gruppen og begyndte at hænge ud, og så blev vi forelsket i hinanden.

Dengang du betragtede dig selv som heteroseksuel, vidste du så, at du havde denne anden side af dig selv?
Nej, jeg kom slet ikke i berøring med det, før jeg flyttede til Californien. Det giver ingen mening for mig, men en dag tog jeg bussen i San Francisco. Jeg boede der med min søns far, som jeg var gift med på det tidspunkt. Jeg så en kvinde i bussen, og jeg kunne mærke, at jeg var tiltrukket af hende, og jeg tænkte; "det var dog mærkeligt." Det satte en kædereaktion i gang. Jeg var 28. Før det var der ingenting. Ikke engang en lille antydning. Jeg var altid sammen med mænd. Det var så underligt.

Hvordan havde du det med det på det tidspunkt?
Ikke godt, for jeg var lige blevet gift. Slet ikke godt.

Hvordan har du det med højesterets beslutning fra sidste år?
Jeg kom ud af skabet ret sent, som 30-årig. I modsætning til Terry, min partner, som kom ud, da hun gik i gymnasiet, og som har været gay hele sit liv og derfor har mærket konsekvenserne af at være homoseksuel som ung og skulle skjule det. Jeg kalder hende stadig for min partner. Det er svært for mig at kalde hende "kone". Jeg ved ikke, om det er, fordi jeg er 69, eller fordi hun har været min partner i hjemmet i så mange år. Det virker bare nemmere at sige "partner."

For mig handler det alt sammen om følelsen. Det handler ikke om et stykke papir. Jeg føler, at hun er min partner for livet. Jeg går ikke op i alt det med ægteskab. Jeg gjorde det, fordi vi kunne! Det letter nogle ting i forhold til, hvis én af os skulle blive syg, vi ejer selv vores hus og den slags. Jeg synes, det er skønt, og jeg er meget glad for de fremskridt, vi har gjort. Men jeg lever i et meget tolerant område. Jeg går mere op i sexisme end homofobi. Jeg identificerer mig selv som feminist mere end noget andet.

Så er du glad for, at homoseksuelt ægteskab er lovligt?
Jeg er meget glad for, at min kone og jeg har fået alle de rettigheder og privilegier, som heteroer altid har haft.

Det er mærkeligt, for den beslutning virkede bestemt som fremskridt, men så kom skyderiet i Orlando...
Det er en kraftig påmindelse om, at der altid er mere at kæmpe for, og at vi aldrig kan føle os helt sikre. Der er så meget had i verden. Problemet med våbenlovgivningen er så tydelig for mig, men mit barn voksede også op i 70'erne. Jeg var imod våben og var en hippie, der elskede alle, og rendte rundt i East Village.

Hvis du kunne tage tilbage i tiden, hvilket råd ville du så give til dit yngre jeg?
Et parforhold er et parforhold, og det er lige meget, om det er mellem en mand og en kvinde. Ja, kvinder relaterer anderledes til hinanden, men dynamikken i forholdet er meget det samme. Hvis du elsker nogen, er det lige meget, hvilket køn de har.

Læs mere på VICE:

Sådan isoleres og diskrimineres transpersoner i ældreplejen

Hvorfor må bøsser stadig ikke donere sæd i Danmark

Sådan føles det når din kæreste springer ud som homoseksuel