Hvad skal der til for at besejre Islamisk Stat?

Efter angrebene i Paris lader det til, at de vestlige militærmagter vil eskalere deres indsats mod IS. Men hvordan kommer man egentligt gruppen til livs?

|
18 november 2015, 2:59am

Et amerikansk transportfly på en base i tyrkiet. Foto via det amerikanske luftvåbens Flickr-profil.

Denne artikel er oprindeligt publiceret af VICE US.

I kølvandet på terrorangrebene i Paris svor Frankrigs præsident, Francois Hollande, at "ødelægge Islamisk Stat" og bad ved samme lejlighed USA og Rusland om at gå med i "en sammenslutning, som kan bekæmpe denne hær af terrorister i en samlet koalition." I USA har flere stater afvist at modtage syriske flygtninge, mens republikanske præsidentkandidater italesætter behovet for at besejre Islamisk Stat i et meget militant sprog. Det er nået så vidt, at Præsident Barack Obama har måttet gentage det åbenlyse – at en massiv landbaseret krigsindsats mod Islamisk Stat ville være "en fejltagelse."

Nu virker det som et godt tidspunkt at danne sig et overblik over, præcis hvordan NATO og Rusland vil bære sig ad med at besejre Islamisk Stat. VICE har derfor kontaktet Omar Lamrani, som er militæranalytiker for den Texanske tænketank Stratfor. Han har gennemgået en række hypotetiske løsninger for at få et overblik mulighederne for at løse konflikten. Vi har redigeret vores samtale for forståelsens skyld. Her er den:

VICE: Hvordan kan Vesten besejre Islamisk Stat én gang for alle?
Omar Lamrani: Der er mange måder, hvorpå man kan svække Islamisk Stat, men der er to essentielle faktorer, man skal tage højde for, hvis man skal udslette dem. Man kunne svække dem ved at gå efter deres finanser. USA gik tydeligvis efter olie- og energiinfrastrukturen med angrebene i Deir ez-Zor provinsen, hvor de ramte noget i retning af 116 olielastbiler. Vi har også set dem angribe lederne. De har ført propaganda krig og udført flere angreb på Islamisk Stats forsyningsruter. Luftangreb og angreb på pengepungen virker dog kun delvist, hvis ikke man har tropper på jorden, som kan kæmpe mod Islamisk Stat og overtage deres territorie.

I hvilken grad har de amerikanske troppers angreb gjort skade på organisationen?
Indtil videre har vi kun set få tilfælde, hvor det er lykkedes at eliminere ledere i Islamisk Stat uden indvirkning fra luftangreb. Der var et angreb i det østlige Syrien, hvor de [dræbte] en leder med olieforbindelser. De gennemførte det ved at indsætte specialtropper, men det sker meget sjældent. Der er snak om, at de vil begynde at gøre det oftere. Der var også et tilfælde, hvor de [reddede] nogle fanger, men det var ikke et angreb som sådan. USA har i sinde at øge angrebene og "RRR strategien," som står for "Raqqa [den største IS-kontrollerede by], Ramadi og 'raids'." Det involverer indgreb med kommandosoldater og specialstyrker, men indtil nu har de fleste angreb været fra luften med droner og jagerfly.

Kommer der ikke bare nye ledere til, hver gang det lykkes USA at dræbe én?
USA bliver ved med at sige, at når de dræber en leder, så dræber de også en lavere rangerende leder, fordi det ødelægger deres momentum. At blive ved med at dræbe lederne har en effekt over tid, men ja, det er rigtigt i en vis udstrækning, at der kommer flere ledere til. Det svækker helt klart IS, men det er ikke dødsstødet. Man kan ikke udslette IS kun ved at dræbe deres ledere. Det ville selv USA indrømme. Det siger sig selv, at vi ikke kan besejre Islamisk Stat en gang for alle uden tropper på jorden. Vi kan ikke besejre dem uden at overtage deres territorie.

Det her er et historisk problem med rødder i spændinger mellem Sunnier, Shiiter, familier, grænser, etniske grupper og religioner.

Obama vil "intensivere" den eksisterende indsats. Kan flere luftangreb skabe større resultater i sig selv?
Lad os tage det, der skete i Sinjar, [hvor kurderne vandt over IS], som eksempel. Når man kombinerer luftangreb med styrker på landjorden, så kan det afgøre slaget. Men luftangreb ændrer ikke på noget alene. IS kan stoppes til en vis grad. De kan holdes i ave, så de ikke kan overtage nyt territorium. Vi så hvad der skete i Kobane. De, der forsvarede byen, ville formentlig være blevet besejret, hvis det ikke havde været for de amerikanske luftangreb. Med luftangreb kan USA forhindre, at Islamisk Stat vokser, men som vi så med angrebene i Paris, så er de også i stand til at angribe de allierede i udlandet.

Hvad er den største ulempe ved luftangreb?
Luftangreb kan ikke støtte [Syriens President] Bashar al-Assads styrker direkte. Vi har set Islamisk Stat skifte taktik over tid for nu at angribe mål, som ikke er beskyttet af styrker fra luften. Se eksempelvis den nylige overtagelse af Maheen [tidligere på måneden] eller Palmyra [en besat syrisk by af stor arkæologisk betydning, som blev stærkt beskadiget i år]. Så der er begrænsninger for, hvad man kan udrette med luftangreb. De kan være meget effektive, og de kan være afgørende for at forhindre IS i at udvide yderligere. Men det er ikke en selvstændig løsning.

Skal man indsætte en eller anden magisk ratio af specialstyrker, luftangreb og lokale paramilitære styrker?
Det er ikke fordi, der er en klar fremgangsmetode, som bare ikke er taget i brug. Lad os bruge det kurdiske eksempel, der fint illustrerer de større perspektiver. I det nordøstlige Syrien har YPG [de overvejende kurdiske tropper, som er imod IS] vist sig meget effektive i den lokale kamp mod IS. De har bevist, at de kan presse IS tilbage. Men problemet er todelt. For det første kan kurderne kun operere i det nordøstlige Syrien. De har ikke befolkningens opbakning til at gå længere ind, fordi de er en lille befolkningsgruppe i Syrien som helhed. De kan ikke bevæge sig langt ind på arabisk territorium på samme måde som græsrodsorganisationerne kan. De ville ikke være effektive der. De har ikke det tilstrækkelige antal tropper, og de har ikke noget historisk forhold til området. De har simpelthen ikke den nødvendige viden til at kunne gøre det.

For det andet er der Tyrkiet, som er meget bekymrede over den kurdiske situation. De er ikke tilbøjelige til at støtte operationer, som giver mere magt til kurderne. Tyrkiet udførte luftangreb mod dem, da de prøvede at krydse Eufrat floden mod vest. Så på en måde er kurderne kun delvist en løsning. De kan skade IS i det nordøstlige Syrien og dele af Irak, men det hele kan ikke hvile på dem.

Hollande siger, at Frankrig vil "ødelægge" Islamisk Stat. Vil Frankrig indsætte styrker på landjorden?
Jeg har ikke set noget entydigt tegn på, at Frankrig vil indsætte landstyrker. Jeg har set rapporter, der siger, at de overvejer at indsende specialstyrker ligesom USA.

Så hvis en invasion med tropper på jorden ikke er sandsynlig, hvordan skulle en samlet international strategi så se ud?
Vi ser et skift i dynamikken, hvor der er et stigende ønske om at afslutte den Syriske konflikt. Det er fordi, at den loyale side [dvs. Pro-Assad] og rebellerne [ikke-IS], primært fokuserer på hinanden. Det giver et større spillerum for Islamisk Stat til at overtage terræn osv. Hvis de når til enighed og våbenhvile, og der med tiden bliver fred, så bliver det meget nemmere at bekæmpe IS. Russerne, Amerikanerne og Franskmændene ved, at de alle er enige i den betragtning. Problemet er bare at nå derhen, når begge parter står så fast på deres respektive sider – dvs. Syriens loyalister og rebellerne.

Så man er nødt til at få loyalisterne og rebellerne til at slutte fred?
Det er nemmere sagt end gjort. Man kan ikke bare sige "Hey, lad os lige ordne den her fredstraktat og overvinde Islamisk Stat sammen!" De øvrige lande er også ekstremt mistænksomme over for hinanden. USA stoler ikke på Rusland, og da Rusland begyndte deres angreb i Syrien, sagde de, at de ville gå efter IS, men 80 procent af angrebene var mod rebellerne og ikke mod IS. Der er en ret stor kløft, som det er svært at bygge en bro henover. Måske kommer vi til at se en større indsats for en fredstraktat, men det er langtfra enden missionen.

Lad os forestille os, at USA og deres allierede kunne nå til enighed med Rusland. Hvad kunne de opnå i fællesskab?
Jeg er lidt tilbageholdende med spekulationer og hypoteser, men hvis de finder en løsning, så er det vigtigt at huske de oprindelige spændinger blandt de lokale i det østlige Syrien. Måske kunne man samle den nødvendige militærmagt til at overtage området. I en ideel verden ville loyalisterne og rebellerne slå sig sammen mod IS. De ville udgøre en meget, meget potent enhed. Det ville kunne besejre Islamisk Stat. Det ville overvælde dem og tvinge dem ud. Men de underliggende spændinger bliver ikke nødvendigvis fjernet, især ikke hvis scenariet er, at Assad stadig er ved magten. Problemet med at spekulere i hypoteser er, at rebellerne aldrig ville samarbejde med Assad. At fjerne IS med militær magt er én ting, men så står man bare tilbage med de oprindelige problemer.

Islamisk Stat kan ikke besejres før den syriske borgerkrig afvikles.

Kan der ikke være et legitimt Syrisk regime uden Assad?
Hvis det ikke er Assad, så er det bare en anden, som rebellerne ikke kan lide. Hvis det ændrer sig drastisk, så står vi med en fuldstændig anden situation. Hvis nu russerne og iranerne sagde "Okay, vi dropper Assad, vi støtter rebellerne," så ville vi vide hvem af rebellerne, vi kunne tale med. Vi taler om en lang række faktorer, som skal løses rigtig godt for at kunne nå et punkt, hvor en samlet styrke af rebeller – eller tidligere rebeller på det tidspunkt – og loyalister går ind i det østlige Syrien og bekæmper IS.

Og det er ikke en mulighed at arbejde uden om dem, der bestemmer i Syrien?
Der er så mange udfordringer ved det. Det er umuligt at få det til at lykkes uden først at løse den syriske borgerkrig. Islamisk Stat kan ikke besejres før den syriske borgerkrig afvikles.

Og hvis det lykkedes, hvordan ville man så sikre sig, at Islamisk Stat ikke kom tilbage?
Hvis man ikke adskiller Islamisk Stat fra de Sunni-miljøer i Syrien og Irak, som de opererer i, så vil der altid være en risiko for, at problemet vender tilbage. Man skal huske, hvad der skete i Irak efter Anbar Opvågningen. Jihadisterne var der stadig, og de var ikke besejret, men kun nedkæmpet til en vis grad. Volden i området faldt betydeligt. Det skyldtes i høj grad, at Sunnimiljøet blev inkluderet i forhandlingerne. De blev præsenteret for en vej ud af krisen. De blev lovet, at situationen kunne forbedres for dem i samarbejde med Baghdad og regeringen. Men det skete aldrig rigtigt, og de historiske spændinger omkring Sunni-miljøet i Irak og Syrien gør det muligt for grupper som IS og andre jihadister at vende tilbage.

Findes der andre muligheder?
Man kunne forsøge at provokere en intern revolution. Det er måske lidt et wildcard, men man kunne opsøge folk i Islamisk Stat og overbevise dem om at gøre oprør indefra. Det ville måske få bugt med Islamisk Stat, men det efterlader os stadig i en situation, hvor en anden gruppe muligvis ville dukke op i samme område.

Mener du, at Vesten bare skal tage den med ro, eller være tålmodig eller sådan noget?
Det er en situation, som er meget, meget svær at løse på kort tid. Det er hovedpointen i det her. Det her er et historisk problem med rødder i spændinger mellem Sunnier, Shiiter, familier, grænser, etniske grupper og religioner. Man ikke bare lige løse en konflikt, som jo har været der et stykke tid, og som er forværret gennem krigen over det sidste årti.

Mere fra VICE:

Hvad ville der ske, hvis der blev erklæret undtagelsestilstand i Danmark?

'Jeg vil ikke have, at terroristerne bruger min religion til at slå folk ihjel' - danske asylansøgere reagerer på terrorangrebene i Paris

På VICE News: Derfor angreb Islamisk Stat Paris