FYI.

This story is over 5 years old.

Musik

​Mød det belgiske band, der tatoverer sig selv, mens de spiller støjrock

Det belgiske band Tat2noisact elsker punk, støjrock og tatoveringer - og valgte derfor for 10 år siden at kombinere alle tre ting. På scenen. Live.

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Holland.

Det belgiske band Tat2noisact kombinerer to ting, der gør mig virkelig utilpas: at synge foran mennesker og at blive tatoveret foran mennesker. For dem betyder hver koncert nye gør-det-selv tatoveringer, der er baseret på musikkens rytme til den pågældende koncert. Det er ikke så vigtigt, hvordan de ender med at se ud – åbenbart handler det hele bare om den energi, der genereres, når bandet kombinerer smerte med støj.

Annoncering

Kort efter jul tilbragte bandet et par dage i Schaarbeek – en lille by uden for Bruxelles. Inden de tog videre, spillede de en koncert for en håndfuld venner. Jeg befandt mig tilfældigvis i området, så jeg kiggede forbi til en lille snak.

VICE: Hej gutter, hvordan begyndte I at tatovere jer selv til koncerter?
Kostek: Det hele startede tilbage i 2005 da jeg åbnede en tatovørforretning i Bruxelles. Jeg jammede allerede med Fyl en gang imellem og vi var begge to glade for tatoveringer. Så tænkte vi, "vi kan godt lide tatoveringer, og vi kan godt lide musik. Hvorfor kombinerer vi ikke de to?" Det var sådan set det.
Fyl: Så kom der nogle flere til, og pludselig var vi et band. Eller rettere, en forestilling.
Kostek: Det var bare en joke i starten. Vi tænkte bare, at det ville være noget vi gjorde en enkelt gang. Vores første koncert var bag en af vinduerne i Red Light-distriktet i Bruxelles.



Hvordan føles det at blive tatoveret på scenen? Spiller eller synger man anderledes?
Fyl: Jeg synes det føles meget naturligt. At synge og blive tatoveret er en fantastisk kombination. Man lægger ikke mærke til smerten. Jeg tror faktisk, jeg er en bedre sanger, når jeg bliver tatoveret.
David: Jeg var nødt til at justere mine rytmeteknikker, fordi det er lidt distraherende at blive tatoveret, mens man spiller trommer.

Hvad er publikummets respons på jeres koncerter? Bliver de også tatoveret?
Joakim: Vi elsker at spille midt i en menneskemængde, men i Paris holder alle afstand. I Bruxelles kender de os efterhånden, så de er mere energiske. De er ikke så bange for at komme tæt på.
Kostek: Nogle gange er der folk fra publikum, der også gerne vil tatoveres, men det er ikke noget vi gør. Så skal man bruge endnu et sæt sterile nåle og alt det der. Vi tatoverede engang en fan på scenen, fordi han spurgte på forhånd om vi ville tatovere en guldbarre på hans nosser.
Joakim: Men man kan ikke altid forhindre publikum i at blive tatoveret. Der var engang en, der tatoverede sig i armen med en ødelagt guitarstreng, der lå og flød.

Annoncering

Er der nogen del af din krop, som du ikke ville lade nålen komme i nærheden af?
Kostek: Ja, min venstre hånd. Den vil min kæreste gerne have, at jeg holder 'ren'. Det er den eneste del af min krop, der stadig er uberørt. Mit ansigt har jeg ikke det store problem med, men min venstre hånd forbliver ren.
Fyl: Ikke for mig. Nogle gange tatoverer jeg mig i ansigtet, andre gange gør jeg ikke. Jeg skal altid lige vænne mig til at kigge i spejlet dagen efter en koncert. Men jeg gør det ikke, fordi jeg hader mig selv eller sådan noget forskruet noget – jeg er en ret lystig fyr. Selvfølgelig er der dem, der ser på mig som om jeg er sindssyg, men jeg smiler bare til dem og siger 'hej'. Det her er den jeg er, og sådan her ser jeg bare ud.

Frontmanden Fyls ryg.

Starter I tatoveringerne med en specifik ide i tankerne, eller er det mest bare tilfældige mønstre?
Kostek: Nogle gange har jeg noget i tankerne, andre gange har jeg ikke. Det afhænger virkelig af musikkens rytme. Joakim opfandt en maskine, der forstærker lyden af tatovørnålene. Så når vi laver en tatovering midt i en koncert, laver vi samtidig musik med maskinerne. Hvis min arm ikke allerede var så overtatoveret, ville det næsten ligne, at vi havde 'skrevet' musikken på vores kroppe.

Hvordan ville I beskrive jeres lyd?
Fyl: Vi er faktisk ret eklektiske. Nogle gange er vi lidt mere punk rock, og andre gange er vi mere støjrock, hardcore eller måske endda afrobeat.
Joakim: Men nu til dags er vores lyd meget struktureret. Det plejede bare mest at være støj – det hele handlede bare om energien og tatoveringerne. Men vi har gjort det her i 10 år nu, så vi er blevet bedre til at skrive sange gennem årene. Vi øver hver uge, men vi tatoverer ikke hver uge.

Annoncering

Bandet foretrækker at spille for få mennesker af gangen.

Hvad med tatoveringerne? Er de også blevet mere struktureret?
Fyl: Nej. For mit vedkommende har jeg så mange tatoveringer ovenpå hinanden, at man alligevel ikke rigtig kan se, hvad der bliver tatoveret. Se de her pletter på min mave – de er fra en gang, hvor jeg brugte tornene fra en rose til at hamre noget blæk ind.
Kostek: Det hele er meget organisk. Nogle gange tatoverer jeg i fem minutter, andre gange kan det tage 20. Nogle gange forstærker jeg lyden, andre gange gør jeg ikke. Til nogle koncerter spiller vi mest bare musik, og tatoverer kun en lille smule.

Er der stadig et formål med alt det her efter 10 år? Er jeres kroppe ikke fuldstændig dækket til med blæk nu?
Fyl: Nej. Jeg har over 200 tatoveringer på ryggen alene, men der er stadig en masse plads tilbage.
Kostek: Min arm er ved at være fyldt godt ud. Men bare fordi man ikke kan se en ny tatovering, så betyder det ikke, at den ikke er der. Man vil altid kunne mærke det sted, hvor nålen rørte ens hud.
Joakim: Og når ens hud er fuldstændigt dækket til med sort blæk, kan man jo altid gøre det mørkere. Eller skifte til hvid eller en anden farve. Faktisk kan det fortsætte uendeligt.

Ti år med Tat2noisact på Kosteks arm

Mit fransk er lidt rustent. Hvad handler jeres tekster om?
Fyl: Jeg bliver for det meste inspireret af avisartikler eller litteratur. Jeg læser meget, så tit læser jeg også for publikum. Som regel læser jeg uddrag fra værker, der er skrevet af forfattere, jeg beundrer som Mykola Arkas eller Allen Ginsberg.
Joakim: En af vores sange er baseret på noget Robert McLiam Wilson har skrevet. Den handler om ironien ved en mand, der vender tilbage til naturen.

Annoncering

I optræder kun en gang imellem. Hvad lever I af?
Kostek: Jeg er tatovør.
David: Fyl laver en masse forskellige ting. Han er frisør, skuespiller og kunstner. Jeg redigerer video.
Joakim: Jeg laver guitarpedaler og arbejder som lydtekniker.

I har optrådt i 10 år nu. Nogle planer for fremtiden?
Joakim: Vi optager næsten ikke noget af vores musik. Vi har et par af vores sange online, og vi kunne faktisk godt tænke os at indspille flere ting.
Kostek: Vi vil gerne fortsætte, men i hvilken retning, ved vi ikke helt endnu.
Joakim: Vi kunne også godt tænke os at begynde at arbejde med indretning. Der er en fyr, der gerne vil svejse et metalbur live på scenen. Så det kunne vi kombinere med litteratur og vores optræden i fremtiden.
Kostek: Jeg kender også en fyr, der spiller fløjte, så hvem ved, hvad vi ender ud med.

Se flere billeder af Tat2noisact-koncerten i Schaarbeek her:

Kostek er professionel tatovør.

Joakim giver sig selv fornøjelsen af en tatovering på benet.

Kunne du godt lide at læse om støjrock og tatoveringer? Mere VICE her:

Mød Tommy Cash, den estiske rapper der vender Østeuropa på vrangen

Jeg byttede en cigaret til en pose coke på en festival

Derfor giver det ikke mening at arbejde