Du er hadet når du spiser brunch

Restaurant Confessionals er vores tilbagevendende artikelserie, hvor vi giver ordet til en del af restaurantverdenen, der normalt ikke bliver hørt. I denne udgave har vi talt med en tjener, der kan fortælle, hvorfor brunch er dagens værste måltid.

Til de af jer der er til brunch,

Dette er et åbent brev på vegne af restaurationsbranchen fra en, der serverer brunch. Brevet er rettet mod de af jer, der nyder det måltid, som særligt serveres i weekenden fra klokken 10 til klokken når-som-helst-du-selv-mener-det-er-på-tide-at-gå-hjem-i-seng-igen – også kendt som brunch.

Det er vigtigt, at I forstår præcis hvilke tanker, der går gennem hovedet på de folk, der betjener jer, mens I tager del i weekendens sidste socialt acceptable udskejelse, inden kalenderen byder på endnu en mandag.

Vi hader at betjene jer. Vi deler ikke jeres entusiasme. Rent faktisk er alle de ting, I elsker ved brunch-konceptet, med til at gøre brunch-vagten til ugens allerværste.

På trods af de mange år, jeg har arbejdet i restaurationsbranchen, så er det først indenfor de sidste par år, jeg har haft førstehåndsoplevelser med brunch-konceptet. Jeg er fra et land, hvor brunch er noget, Carrie, Miranda, Charlotte, Samantha og andre velstillede wannabes gør sig i hver eneste weekend. Set udefra virkede det til at være en nærmest vidunderligt glamourøs beskæftigelse forbeholdt de civiliserede klasser. Et privilegium for folk der også bruger ordet frokost som adjektiv, og som definerer deres aftaler alt efter hvornår på dagen, de foregår. Men det var først, da jeg stod en weekend og var på arbejde på en restaurant i Los Angeles, at det gik op for mig, at brunch er en mere eller mindre kaotisk udskejelse, som hver en talentløs klovn kan kaste sig over.

I gæster elsker at granske en menu bestående af et familiært udbud af retter og drikkevarer, som I så kan sammensætte på de mest personlige og excentriske måder. I insisterer på kun at købe én slags drikkevare, men den skal til gengæld fyldes op et utal af gange. Jeres insisterende grådighed holder os som gidsler i flere timer, men I giver alligevel de dårligste drikkepenge.

Til jeres forsvar skal det lige siges, at brunchens flagskib, eggs benedict, angiveligt blev opfundet i 1890’erne af en ældre, fuld børsmægler ved navn Lemuel Benedict, der en morgen befandt sig på Waldorf Hotel i New York med kroniske tømmermænd. Hans tilstand bevirkede, at han istedet for at holde sig til menukortet, begyndte at bestille alt muligt tilfældigt, han lige kunne finde på.

Han sagde nok noget i stil med: “Jeg vil gerne have en ristet bolle med sprød bacon og pocherede æg dækket af et lag hollandaise sauce. Og gerne i en fart, tak. Jeg er ved at dø.”

Benedict håbede på, at denne frankenfrokostkreation kunne holde tømmemændende i ave, og i det øjeblik var en brunch-klassiker født. Men kan I se, hvor jeg vil hen? Den ret, der definerer brunchen, blev til på grund af et krævende, selvhøjtideligt fjols, der havde en tendens til at bestille de mærkeligste skræddersyede retter for at lindre sine tømmermænd.

Og den tendens ser vi også i dag. Brunch går stik imod alt, hvad moderne madkultur står for, nemlig at kokken ved mere om mad, end vi selv gør, og det er årsag til, at brunch-spiserne ikke har nogle kvaler ved at være kreative med deres bestillinger af æg og bacon. Æg og bacon. Den mest idiotsikre kombination af to ingredienser, som selv en person med en toårigs finmotorik burde kunne få til at fungere.

Hvordan vil du have dit æg? Røræg, spejlæg eller pocheret? Skal det være hårdkogt, blødkogt eller mellemkogt? Vil du kun have æggehviden? Ost? Gedeost, gouda eller brie? Bacon eller pølser? Skal det være kyllingepølser eller tofupølser?

“Jeg er ikke helt sikker, men jeg kan lige spørge i køkkenet.” Næh, det tror jeg ikke, jeg gider.

Frisk frugt, pandekager eller kartoffelbåde? En skål med yoghurt ved siden af? Og hvad med ristet brød? Skal det være groft? Syltetøj? Nutella? Marmelade? Halvt af hver? Mandelmælk? Koldt eller varmt? Skummet? Sukker? Rigtig mange tak skal du have!

“Tak fordi du lige mindede mig om tofupølsen. Det finder jeg da lige ud af, om vi har!” Nej, det gør jeg ikke.

I behandler os som jeres personlige buffettjener. Men det tager længere tid at taste jeres personlige bestillinger ind i computeren, end det tager at lave maden. Det dramatiske omfang af jeres varierende bestillinger er den direkte årsag til, at en travl brunch periode kan bringe et ellers punktligt og velfungerende køkken i knæ. Og det er grund til, at din mad tog lang tid at lave, og årsagen til at maden ikke blev præcis, som du bestilte den.

Når man som tjener afleverer din bestilling, kan man ikke lade være med ængsteligt at iagttage dig, mens du i dyb stilhed holder navneopråb henover din tallerken for at sikre dig, at alt er, som du bestilte det. Når dit hoved så springer op fra bordet, og dine øjne spejder febrilsk efter den ansvarlige med et raseriforvredent ansigtsudtryk – gemt bag et passivt agressiv smil – så ved vi, at noget er gået galt. Og at det er os, der er ansvarlige for, at det er gået galt. Godt arbejde, du har lige udskudt alle de andre gæsters betjeningstid.

Derfor er det også et meget godt tidspunkt at fortælle dig dette: De bedste tjenere er ikke på arbejde, når du spiser brunch. De var sent oppe i går aftes, hvor de sørgede for, at restauranten tjente tusindvis af kroner, og de sover derfor stadig sødt på hovedpuder fyldt med drikkepenge, når du vælter ind ad døren kort før middag og lugter af æsel. Men du skal dog ikke være alt for fornærmet – personalet, der er på arbejde, er osgå den mest inkompetente forsamling, som restauranten kan mønstre. Og på vores restaurant omtaler vi det som “tredjeholdets søndag”.

Der er ingen tvivl om, at hvis brunchvagtens drikkepenge var bedre, så ville det mere kompetente personale også have lyst til at arbejde på det tidspunkt. Problemet er, at maden er for billig til, at man kan tjene penge på den, så det er faktisk ikke kun jeres skyld.

En brunchtallerken koster almindeligvis det halve af en aftensmadservering, og den bliver også ofte serveret med en kop, der på magisk vis fylder sig selv op på bekostning af det serverende personales psykiske helbred og vabelbelagte fodsåler. For os – chokerende nok – så er de lavere priser ensbetydende med lavere indtjening.

Og som om det ikke var nok, så forhindrer den anstrengende varighed af jeres måltider os i at få nogle flere gæster på besøg i restauranten. Uanset hvor særlig og speciel du føler dig, når du spiser på en restaurant, skal du vide, at du ikke er andet end endnu et sæt baller ud af de hundredevis af par, der hver eneste uge sætter sig i den selvsamme stol, som du sidder i. Du og dine venner sidder der måske ovenikøbet i flere timer, mens I smiler efter os og vifter med tomme ketchupflasker og andet godt, der skal skiftes ud, så I kan fortsætte jeres skamløse okkupering af bord nummer tre. I skal vide, at det eneste, vi venter på, er, at I letter røven og gør plads til det næste hold kunder.

Når vi endelig for lov at smide regningen på bordet, smiler den sympatiske af jer (den person som arbejdede tre måneder som tjener i gymnasiet) og fortæller, at I gerne vil betale hver for sig. Gerne fordelt over 14 forskelige kreditkort.

Jeg siger ikke noget af det her for at være led eller uforskammet. Vi elsker jer, alle som en – og særligt jeres penge. Jeg ønsker bare, at jeres brunch bliver så god og gnidningsfri som overhovedet muligt. Og når vi er glade, så får I også en bedre oplevelse. Og bedre service.

Og hvis det ikke er et godt nok incitament, så forestil dig lige hvordan det er at skulle interagere med dig selv og dine bagstive venner tidligt om formiddagen. I weekenden.

Det er en brutal oplevelse.

Masser af kærlighed, Fra os der serverer din brunch.