Du kan åbenbart få hallucinationer i flere år efter et psykedelisk trip

o tipa prajita

Artiklen er oprindeligt udgivet af Tonic USA

Melissa Vitale på 25 arbejder i reklamebranchen i Brooklyn og var midt i en intensiv intervaltræning i sit fitnesscenter, da hele lokalet begyndte at se mærkeligt ud. ”Pludselig begyndte væggene at smelte, og gulvet gled væk under mig,” fortæller hun. Vitale oplevede et flashback til et syretrip, og det var ikke første gang, det skete. ”Jeg vidste helt præcis, hvad der var ved at ske, så jeg lagde mig ned på gulvet og ventede, til det forsvandt igen,” siger hun.

Videos by VICE

Phillia Downs, en 40-årig shaman fra L.A., genoplever én gang om året sit første og eneste syretrip, som hun tog for 18 år siden. ”Væggene og tapetet bevæger sig, eller også siver der vand ud af murene, som jeg så det dengang, eller plakater begynder at bevæge sig,” siger hun.

En undersøgelse fra 2011 foretaget blandt 2.679 regelmæssige forbrugere af hallucinogener udgivet i Drug and Alcohol Dependence konkluderer, at 60,6 procent i upåvirket tilstand har oplevet hallucinationer i stil med dem, LSD fremkalder. Det er almindelig kendt, at LSD kan udløse flashbacks, men det kan også ske, efter man har indtaget svampe, DMT og i visse tilfælde MDMA, siger James Giordana, som er professor i neurologi og biokemi ved Georgetown University Medical Center. Flashbacks involverer typisk visuel forvrængning, hvor objekter enten ser større eller mindre ud, end de er. Man ser linjer og streger, som følger objekter i bevægelse, og man ser ting, der ikke findes, i periferien af ens synsfelt.

Selv om flashbacks ofte fremhæves som et skræmmeeksempel på, hvad der kan ske, når man tager stoffer, så var hverken Vitales eller Downs’ oplevelser negative. ”Det oprindelige trip var en enestående oplevelse, der åbnede mit hjerte og mit sind,” siger Downs. ”Så jeg har nydt de flashbacks. Det var sjovt, at vægge og billeder bevægede sig.”

Vitale nævner dog et angstprovokerende flashback, hun oplevede, mens hun kørte i bil. ”De hvide striber på vejen forvandlede sig til kaniner, og fordi jeg var ude at køre sent om aftenen gennem en skov, skulle jeg være opmærksom på vilde dyr, og det var frygtindgydende,” fortæller hun.

Flashbacks kan være “forstyrrende og kan udløse panik- eller angstanfald, især hvis individet i forvejen har psykiske problemer,” siger Sal Raichbach, som er psykiater med speciale i afhængighed ved Ambrosia Treatment Center. ”Hallucinationer kan distrahere en eller være ubehagelige alt efter omstændighederne. De kan også opstå i en farlig situation, som når man er ude at køre.”

De ubehagelige flashbacks har det med at passere ret hurtigt, siger Giordano. ”Selv om sporadiske og pludselige flashbacks kan komme som en overraskelse og være skræmmende – især første gang man oplever det – så plejer de at forsvinde igen ret hurtigt, og de er sjældent særligt intense.”

Men psykedeliske flashbacks kan også have en mere alvorlig karakter. Den førnævnte undersøgelse konkluderer, at 4,2 procent af brugere af psykedeliske rusmidler oplever foruroligende eller direkte invaliderende flashbacks. Men Giordano mener faktisk, at fænomenet er mere sjældent end som så. Matthew Johnson, som er professor i psykiatri og adfærdsvidenskab ved Johns Hopkins University, er enig og anslår, at kun ”en ud af flere tusinde brugere” oplever flashbacks, som påvirker deres liv negativt.

Når kroniske flashbacks begynder at forhindre folk i at have en normal hverdag, bliver det en decideret lidelse kendt som hallucinogen persisting perception disorder (HPPD). ”Mange brugere fortæller om kortvarige, visuelle anormaliteter, der opstår efter brug af psykedeliske rusmidler, men det er de færreste, der oplever så voldsomme forstyrrelser, at det får den kliniske diagnose HPPD,” forklarer Johnson. ”Mange brugere ser bare flashbacks som et underholdende indslag i dagligdagen.”


Watch this from VICE:


Det vides ikke helt præcis, hvad det er, der forårsager flashbacks, eller hvorfor de dukker op flere år, efter man har taget et bevidsthedsudvidende rusmiddel, men Raichbach peger på, at det kan handle om, at neuronerne, der filtrerer sanseindtryk, forstyrres af stoffet. Syreflashbacks kan muligvis være forårsaget af, at LSD binder sig til signalstoffet serotonin, siger Giordano. Serotoninreceptoren folder sig sammen om LSD-molekylerne, og sommetider gemmer forbindelsen sig inde i nervecellerne. Hvis de kommer op til overfladen igen, får LSD’en mulighed for at påvirke hjernen på ny, hvilket udløser de samme sanseindtryk, som det oprindelige trip gjorde.

Det er muligt, at ændringer i blodtilførslen (som også sker, når man træner eller udfolder sig fysisk på anden vis) og hjernens stofskifte kan få LSD-serotoninreceptoren til at dukke op til overfladen igen, tilføjer Giordano, hvilket kan forklare Vitales oplevelse i fitnesscenteret. Flashbacks kan også udløses af ”stress, angst, søvnmangel, eller hvis man tænker på den oprindelige oplevelse,” siger Santosh Kesari, der er neurolog ved Providence Saint John’s Health Center. Personer, der tager ngoel former for antidepressivt medicin, samt personer med mentale lidelser på det psykotiske spektrum er muligvis mere udsatte, når det kommer til at opleve flashbacks. Man mener også, at regelmæssige brugere er mere udsatte, end personer, der kun har prøvet bevidsthedsudvidende rusmidler en enkelt gang eller to.

Tricia Eastman, som har grundlagt Psychedelic Journeys, en forening, der arrangerer psykedeliske ceremonier, har arbejdet med folk, som har oplevet både gode og dårlige flashbacks i forbindelse med indtagelse af 5-MEO-DMT, et hallucinogen udvundet af gift fra en tudse. Personerne har oplevet flashbacks efter brug af cannabis, efter at have modtaget akupunktur eller efter at have taget forskellige former for medicin. De, som oplever negative flashbacks, har ofte været udsat for traumatiske hændelser, som de prøver at bearbejde med de bevidsthedsudvidende rusmidler, fortæller hun.

HPPD er aldrig konstateret blandt forsøgspersoner i kliniske forsøg med psykedeliske stoffer, så Johnson mener, det hænger sammen med den illegale brug af stofferne – hvis stofferne er kontaminerede, man har indtaget andre rusmidler sammen med dem, eller hvis man har taget for høj en dosis.

Receptpligtig medicin, som det man bruger til at forebygge konvulsive anfald, og klonopin kan bruges til at behandle HPPD. Den mest almindelige type flashbacks kræver dog ikke den slags behandling. Hvis du oplever et ubehageligt flashback, skal du ifølge Giordano huske på, at det formodentlig kun varer et øjeblik. ”Fokuser på dit åndedræt og brug andre afslapningsøvelser, så du kan genvinde kontrollen over din krop og bekæmpe følelserne af angst, hvis de opstår under et flashback,” siger han.

Mange af Eastmans kunder har lært at dæmpe ubehagelige flashbacks ved at arbejde med somatiske terapeuter og psykoterapeuter med speciale i psykedelisk integration. Hun råder også til, at man opfatter flashbacks som muligheder for at lære mere om sig selv. ”Lad genaktiveringen udfolde sig og hold dit sind åbent og positivt,” kan man læse i hendes undervisningsmateriale. ”Dit sind, din krop og din sjæl vil behandle og erfare oplevelsen positivt, hvis du bare er i det og anerkender det for, hvad det er.”