Klokken er lidt over halv otte om morgenen, og 500 tyre, køer og kvier er stillet op på lange rækker for at få ordnet hår. En Hereford—en rød-brun race med hvid bug og hvidt hoved—får sin pels groomet med en støvsuger. En sort-hvid Holstein bliver striglet igen og igen af sine ejere, mens de finkæmmer koen for pletter. En mindre jerseyko står parat. Tidligere på morgenen trimmede hendes ejere det bølgede hår af og gnubbede yveret med babyolie.

En Holstein ko bliver striglet en sidste gang inden den skal i ringen ved Royal Cornwall dyrskuet. Alle fotos af artiklens forfatter.
Kvæget ledes rundt i folden.

Klokken ni får offentligheden besked om at forlade området: konkurrencen skal til at begynde.

Det er Champions Day ved dyrskuet Royal Cornwall Show, der er sommerens helt store tilløbsstykke i det sydvestligste England. Sidste år besøgte 100.000 mennesker dyrskuet fordelt over en periode på tre dage, og mange af dem kommer for at overvære arrangementets hovedattraktion: kreaturkonkurrencen. Landmænd fra hele regionen medbringer deres bedste dyr—kvæg, får, grise, heste, geder og fjerkræ—i håb om at komme til at dyste om hovedpræmien.

Først finder man vinderne af de individuelle racer, og så dyster de mod hinanden om at blive den ubestridte mester.

Hvis man aldrig har har overværet en skønhedskonkurrence for kvæg, så vil jeg her forklare, hvad det går ud på: Koens ejer, iført hvid kittel, leder dyret ind i manegen med en grime. En dommer, ofte fløjet ind udefra, stiller sig i midten iført jakkesæt og ser på, når køer, der repræsenterer hver deres race, går i ring rundt om ham. Han (og det er så godt som altid en mand) undersøger dyrene med særligt fokus på deres bagdele. I de første par kategorier beder dommeren ejerne om at stille deres køer op i alt efter hvilken pris, de har modtaget, inden han uddeler rosetter og trofæer.

Men førend den altoverskyggende vinder findes, skrues spændingen godt i vejret.

De eftertragtede rosetter på Royal Cornwall dyrskuet.
Dommeren Ken Proctor inspicerer køernes bagdele.

“Når dommeren har bestemt sig for hvilket dyr, der fortjener titlen som det suverænt bedste malkekvæg i 2016,” hvisker dagens konferencier, en auktionarius, ned i mikrofonen, “så klapper han det på ryggen.” Dommeren løfter armene op i luften, mens han opfordrer tilskuerne til at tage del i den taktfaste og stemningsopbyggende klappen—fuldstændig som en længdespringer til OL. Han pirrer publikum, bevæger sig frem og tilbage mellem køerne, inden han omsider klapper en Holstein på røven.

“Den hér ko er bare blevet bedre og bedre i takt med, at dagen er skredet frem,” fortæller dommeren. “Hun har fyldt sit yver, hun har båret rundt på mælken og, i min optik, er hun en soleklar vinder.”

Vinderen, med det fængende navn Davlea Goldwyn Pledge 2, bliver pyntet med et skærf. Fotografer fra lokal- og landbrugspressen omringer koen i håb om at skyde det perfekte billede.

Hele forestillingen giver enormt meget mening for de deltagende mennesker. Tilbage i laden forklarer landmanden Michael Colwell fra Cornwall, hvad det er, der får landmændende til at stille op ved disse konkurrencer. Hans jerseykøer modtog 25 rosetter i år, inklusive titlen reserve overall champion.

“Det handler om at få sit navn udbredt,” fortæller han. “Når man kommer her for at sælge kreaturer, så genkender folk navnet og betaler derfor mere for dyrene.”

Og pengene spiller en stor rolle. Colwell solgte et dusin køer i juli 2015, der i gennemsnit blev solgt for 1500 pund stykket (cirka 14000 kroner)—500 pund højere end normalprisen. Han fortæller, at den “hellige gral” ville være at avle den perfekte tyr, der kan sælge tusinde strå tyresæd, der bruges til kunstig inseminering. Sidste blev en tyr fra det nordlige England solgt for rekordbeløbet 147.000 pund (næsten 1.4 milloner kroner).

En deltager holder sit får i kort snor.
supreme champion

Men Colwell fortæller, at han ikke udelukkende er motiveret af kommercielle interesser. Hans forældre begyndte at sælge jerseykøer med stamtræ for 40 år siden, og hele hans familien har nu fortsat den tradition.

Køerne bærer også denne arv videre. Fire af dyrene, Colwell har med på dyreskuet, er børnebørn af en dobbelt og disse damer er besætningens ubestridte stjerner.

“Nogle af køerne nyder virkeligt at være med,” fortæller Colwell. “De nyder at blive opvartet fra klov til mund.”

Vinderne poserer til ære for landbrugspressens fotografer.

Landmændende i skuret lader til at komme godt overens. Venner og familie lykønsker Colwell med hans succes. De fleste af dem mødes på adskillige dyrskuer henover sommeren, forklarer han.

“Det er et helvedes arbejde. Men vi kommer her for kammeratskabet og de mange samtaler. Og derefter for at udkonkurrere de andre. Det kan jeg også vældigt godt lide – særligt når det gælder Holstein køerne.

Og konkurrencen, der ulmer bag alt venskabeligheden, er hård. Jeg har læst om tilfælde af snyd. Ved sidste måneds Devon County dyrskue, blev en af deltagerne smidt ud og frataget sine titler, efter at hun havde farvet sine får (hvilket jeg får fortalt er relativt normalt, men arrangørerne besluttede sig for at slå ned på det). I 2013 blev to malkekvæg testet positiv for præstationsfremmende stoffer ved Great Yorkshire dyrskuet. Tidligere har landmænd snydt ved at putte lim på yvere for at holde dem opsvulmede og fulde af mælk.

En Hereford få rpelsen groomet med en støvsuger.
Dyrskuets kvæg fold.

Alle, jeg spørger i Cornwall, fortæller, at den slags ikke foregår på disse kanter. Jeg vil tale med en dommer, så jeg finder Danny Wyllie, der overvåger oksekonkurrencen. Han nævner et andet potentielt problem: dommerne selv.

“Jeg sidder i syv forskellige dommerpaneler, og jeg er ikke partisk,” fortæller Wyllie. “Men der findes dommere, der hælder til deres egne racer hver eneste gang.”

Når kvægene ser så forskellige ud, hvordan bedømmer man så, hvilke der er bedst?

“Man bør have styr på alle racernes karakteristika, og hvor godt de repræsenterer deres race,” fortæller Wyllie. “Men det første, man ser efter, er mobilitet. I disse tider er der mange, der går mere op i dyrenes vægt, end i at sørge for at dyret kan stå oprejst og er mobilt.”

Bevæbnet med den allermest basale viden forlader jeg rækkerne af kvæg for at se nærmere på resten af dyrskuet. Vejen, der forbinder de forskellige arenaer, hiver mig brat ud af kreaturboblen. Mere end 1000 boder sælger alt fra Barbour-tøj til sikkerhedssko og kostskole pladser. Der er et omrejsende tivoli, en genopførelse af slaget ved Somme, og et lokalt kor der synger sange fra Løvernes Konge. I et telt dedikeret til biavl, lærer jeg, at hver eneste insekt kun vil producere en halv teskefuld honning i løbet af dens levetid. I selskab med brevdue-entusiaster hører jeg en historie om en due, der blev tildelt Victoriakorset efter at have returneret med en besked fra Danmark.

Men kreaturerne er dyrskuets sjæl. Lige bag ved fåreklipper-scenen (deltagerne kæmper på tid, mens en speaker entusiastisk kommenterer fra sidelinjen), finder jeg Matt Darke med en gruppe af unge landmænd fra Devon. Efter en succesfuld morgen forbereder han sig på det store optog, the Grand Parade, hvor de prisvindene dyr samles.

I en alder af 23 er Darke fjerde generation i familien, der viser Devon og Cornwall Longwoods, en sjælden fårerace med uld, der vælter ned i øjnene på dyrene.

Matt Darke med sin Devon and Cornwall Longwool under den store parade.
Jersey køer nyder et stille øjeblik efter showet.

Da jeg spørger ham om, hvorfor han kan lide dyrskuer, starter han ud med en joke: “Jo, altså, vi ankommer om onsdagen, og så går vi ellers i gang med at drikke.” Han tilføjer, at dyrskuer, både i og udenfor ølteltet, er en god måde at holde kontakten med folk og samtidig komme lidt væk fra gården. Men Darke insisterer på, at hårdt arbejde går forud underholdningen.

“Det tager faktisk flere år. Det starter med at man avler de indiviudelle får,” fortæller han. “Derefter skal de mades, og man skal sørge for, at de er dyrskueklar, og for at de ser strålende ud. Det er ikke noget man lige gør fra den ene dag til den anden.”

Landmændende, selv de unge af dem, tager ikke på dyrskue for pengenes skyld. Årets bedste får vil vinde en præmie på 75 pund (cirka 700 kroner), og den bedste tyr vinder 275 pund (cirka 2600 kroner). Landmændende deltager på grund af æren, der er på spil—men ikke på en overfladisk måde. De vil konkurrere for at vise, at de er bedre til at avle end deres venner og naboer eller rivaler fra andre steder i England.

“Sigter man efter at ende øverst på skamlen, så kræver det både mange penge og masser af tid,” forklarer Darke. “Men der er en årsag til, at man gør det: Muligheden for at vinde førstepræmien.”

I dyrskuets program falder jeg over en sætning, der er gået hen over hovedet på mig tidligere på dagen. Royal Cornwall har været afholdt siden 1793. Selv om det med tiden er blevet mindre landbrugsfokuseret, så er de grundlægende principper stadig de samme: det handler om at tilskynde områdets landmænd til “at forbedre sig gennem konkurrencer”.

Måske har alt den striglen og babyolie trods alt et nobelt formål.