Efter fem år i Danmark er Ahmad færdig med at fortælle om sin flugt

I går blev tallene over mennesker på flugt i 2017 offentliggjort og satte en trist rekord. Aldrig før har så mange mennesker været på flugt. Alene i 2017 flygtede 16.2 millioner mennesker fra deres hjem, hvilket fik det samlede antal mennesker på flugt fra krig og forfølgelse op på 68.5 millioner. En af dem er Ahmad Abdulkader. I november 2013 ankom han sammen med sin lillebror til Kastrup Lufthavn. De var på flugt fra borgerkrigen i Syrien og ville egentlig have været til Sverige, men de blev stoppet i paskontrollen og blev mod deres vilje tvunget til at søge asyl i Danmark.

I dag er det Verdensdag for Flygtninge, som er grundlagt af FN’s flygtningeagentur, UNHCR, for at sætte fokus på flygtninges vilkår og påvirke dagsordenen i den rigtige retning. Samtidig er det snart fem år siden, Ahmad ankom til Danmark. Og selvom han for alt i verden prøvede at undgå at søge asyl her i landet, er det gået ham ret fint siden. Der gik ikke mange måneder, fra han ankom, til han havde job som opvasker på en burgerrestaurant i Odense, og i løbet af få år avancerede han til først køkkenchef og siden restaurantchef i en nyåbnet filial. I dag er han 25 år, ved at uddanne sig til kok og i lære hos Mash i København, hvor han har boet siden marts.

Videos by VICE

Da jeg i forbindelse med en anden artikel for to år siden mødte Ahmad i Odense, snakkede vi mest om flugt, frygt og savn, men det gider han i virkeligheden slet ikke bruge sin energi på. Så da jeg for få dage siden mødte ham i hans nye hjemby, var dagsordenen en anden. I anledning af Verdensdag for Flygtninge har vi aftalt, at Ahmad skal gøre status på sine første fem år i Danmark.

Det blev en samtale om alt fra børneopdragelse og alkoholvaner til danskeres idiotiske rutinespørgsmål og dårlige vane med at bestikke.

VICE: Hvorfor ville du ikke til Danmark til at starte med?
Ahmad Abdulkader: Det eneste, jeg kendte til Danmark, var Muhammed-tegningerne. Så jeg var faktisk virkelig bange for at skulle havne her.

Men nu har du boet her i et halvt årti. Hvordan har det været?
Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle starte helt forfra uden mine forældre. Det har altid været dem, der har hjulpet og støttet mig – både økonomisk og i at tage store beslutninger. Så det med at være på helt egen hånd og blive selvstændig, det har været stort. Jeg fandt selv et job og er nu ved at uddanne mig. Så jeg er blevet voksen. Men jeg bruger stadig mine forældre. Jeg spurgte dem for eksempel til råds, da jeg overvejede at læse til kok.

De mente det bare sødt, men for mig var det bestikkelse, og når man er vokset op i et land, der nærmest bygger på bestikkelse, så er det virkelig et no-go.

Hvad har været den vildeste oplevelse?
At stemme. Det var en helt fantastisk følelse at stemme til kommunalvalget. Når man har levet i et land, hvor man aldrig tør sige sin mening, er det stort.

Hvad har været det sværeste?
Det sværeste har helt klart været sproget. Men det er jo nøglen til alt andet, så det skal du bare lære med det samme. Jeg lærte det meget tidligt, fordi jeg arbejder med danskere. Jeg lavede selvfølgelig en masse fejl, men ret hurtigt lærte jeg at kunne klare mig på dansk på arbejdet. Men når vi så fik fri, forstod jeg slet ikke, hvad de sagde til mig, fordi jeg ikke kunne snakke om ting, der ikke havde noget med køkkenet at gøre. Men efter seks-otte måneder kunne jeg det ret godt. Og det er vigtigt, for jeg er fra Syrien, og folk vil altid vide alt om min flugt og mit gamle liv, så det er nogle ret svære ting, man skal snakke om.

Hvad er det for nogle ting?
Når jeg eksempelvis møder nogle i byen, og de hører, jeg har accent, og spørger, hvor jeg kommer fra, ved jeg, hvad der kommer til at ske. Når jeg siger, jeg er fra Syrien, vil de ikke snakke om andet end Syrien, og så kommer de samme 50 spørgsmål. De handler alt sammen om min flugt og mit hjemland. Aldrig om mit arbejde eller fælles interesser. Jeg prøver at skifte emne, men det er ikke altid, det fungerer.

Hvordan er det?
Det bliver jeg faktisk meget træt af, og på et eller andet tidspunkt overvejer jeg at lade være med at fortælle, jeg kommer fra Syrien. Ikke fordi jeg ikke er stolt af det, men for at kunne få lov til bare at være mig uden at være flygtning. Det første spørgsmål er altid, hvordan kom du til Danmark? Og jeg tror, jeg har fortalt den historie flere hundrede gange, og hver gang bliver jeg lidt ked af det. Så det er faktisk svært med de spørgsmål der. Også fordi vi aldrig kommer videre i samtalen – det ender altid med, de roser mig for mit danske sprog.

Hvad har du lært af at være i Danmark?
Respekt for børn. At give børn rettigheder og aldrig slå dem. Jeg blev meget overrasket over, hvordan man behandler børn her, og hvor meget man bærer over med dem. Og at der er børnehaver, hvor børnene lærer at blive selvstændige borgere. Det er jeg meget imponeret over, og det er også sådan, det skal være, når jeg får børn, uanset hvor i verden jeg er.

Hvad gør danskerne, som du aldrig rigtig kommer med på?

Når Danmark spiller landskamp for eksempel?
Der drak jeg faktisk en øl.

Har du stået i situationer, hvor du har kunnet mærke forskelle på dig, og dem, der er født her?
Ja, jeg er helt allergisk over for bestikkelse. Der har været to situationer med chefer, der har villet give mig chokolade eller dobbeltløn for at hjælpe ekstra til. Og de mente det bare sødt, men for mig var det bestikkelse, og når man er vokset op i et land, der nærmest bygger på bestikkelse, så er det virkelig et no-go.

Føler du dig hjemme?
I Odense, ja. Men ikke i København endnu. Jeg kan godt lide at være her, men Odense var der, jeg slog mig ned, så når jeg skal derhen, siger jeg, at jeg skal hjem.

De første fem år er gået, og du lyder overordnet ret tilfreds. Hvordan ser de næste fem ud?
Jeg har et år på Mash fra nu af. Og så skal jeg finde ny læreplads bag efter. Jeg vil gerne arbejde på en af verdens bedste restauranter – og ligesom for alle andre kokke er Noma den helt store drøm. Men først skal jeg flytte sammen med kæreste her i København. Jeg tager det, som det kommer.