Bilbomber, bankrøverier og barndomstraumer: Sådan var mine 12 år i rockermiljøet

”Hvis du står med et åbent lårbensbrud, nytter det ikke noget at tage en Panodil. På samme måde er det for sent at stoppe en bandekonflikt, når den allerede er i gang”.

Sådan beskriver Martin Christian Celosse-Andersen politikernes håndtering af den nuværende bandekonflikt. Han har ikke meget til overs for tiltag som længere straffe og registreringer af skudsikre veste, for ingen af de politiske tiltag har gjort en nævneværdig forskel, mener han. Og han har noget at have sin mening i. I 2013 forlod Martin posten som Bandidos-præsident i Næstved, hvor han også havde ansvaret for klubbens afdeling i Roskilde. I dag er Martin 33 og leder af konsulentvirksomheden Økohuset, som ligger i en nedlagt rockerborg i Næstved. Her hjælper han udsatte unge og holder foredrag om at forlade bandemiljøet.

Videos by VICE

”Tag det fra en, der har været der. Hvis du gerne vil være gangster, kommer du til at putte dine kammerater i jorden og efterfølgende forklare det til deres familier. Er du villig til at betale den pris?”

”Under en bande- og rockerkrig findes der ingen love, der er vigtigere for deltagerne end at deltage i konflikten, vise solidaritet og loyalitet. Bandemedlemmer tager gerne en længere straf for våbenbesiddelse, for alternativet er at blive dræbt, hvis ikke man kan beskytte sig selv. Hvis politikerne konfiskerer deres skudsikre veste, stopper det ikke konflikten. Nu bliver de unge mænd bare myrdet i stedet for at blive hårdt sårede. Og zoneforbud er fuldstændig ligegyldige for folk, der lever hele deres liv på den anden side af loven,” siger Martin.

Martin fortæller om dengang, han fandt en bombe under sin bil:

https://www.facebook.com/plugins/video.php?href=https%3A%2F%2Fwww.facebook.com%2FVICEDANMARK%2Fvideos%2F1727126190671712%2F&show_text=0&width=476

Efter 12 år i rockermiljøet har han ikke svært ved at identificere sig med de unge bandemedlemmer. ”Alle de youngbloods – det bedste, de kan håbe på, er at ende som mig. Jeg overlevede og kom ud på den anden side. Hvis jeg kan stå som 28-årig efter at blive forsøgt sprængt i luften, have et 14 år langt hul på CV’et og en kilometerlang straffeattest og stadig komme ud på den anden side, så kan unge og ældre bandemedlemmer også,” siger han. ”Tag det fra en, der har været der. Hvis du gerne vil være gangster, kommer du til at putte dine kammerater i jorden og efterfølgende forklare det til deres familier. Er du villig til at betale den pris?”

Martin er et imponerende syn. Da jeg møder ham, er han klædt i jakkesæt med en lilla lommeklud som prikken over i’et. Skægget er nytrimmet, stenene glimter i øreflipperne, og ikke et eneste hår har fået lov at stikke af fra hans stramme knold. Ved halsen og håndleddene springer tatoveringerne frem under den nystrøgede skjorte – som en lille påmindelse om, at selvom Martin i dag har gang i karrieren, har han svært ved at føle sig tilpas i det, han kalder det ‘normale samfund’.

”Jeg har mange professionelle relationer, men jeg ved ikke, hvordan man får venner på den her side af hegnet,” siger han.

Alligevel mener Martin, at han selv er et eksempel på, at uanset hvor få ressourcer unge bandemedlemmer har, eller hvor håbløs deres situation ser ud, så er det muligt at komme ud af miljøet. Hans mantra er: ”Det kræver kun 1 procent at skabe en hundrede procent forandring.”

“Min stedfar skød sig selv med et jagtgevær ude i laden, mens jeg var sammen med ham.”

Martins vej ind og ud af kriminalitet har været lang og for at forstå, hvordan Næstved-drengen kunne blive højtstående Bandidos-rocker, skal vi helt tilbage til barndommen. Martin fortæller, hvordan han som 13-årig bruger sine lørdag formiddage på at hente morgenbrød til de hårde drenge, der har holdt fest aftenen inden. Som tak for rundstykkerne får han 200 kroner og en invitation til et kriminelt miljø. Men vejen var banet længe inden.

”Jeg kommer ikke fra et særlig ressourcestærkt hjem. Min mor blev alene med mig og mine to små søstre, efter min stedfar skød sig selv med et jagtgevær ude i laden, mens jeg var sammen med ham. Min mor fik en ny mand, og når han kom hjem sent om aftenen, gemte jeg mig i skabet. Nogle gange var lyden af hans knallert, som nærmede sig, nok til, at jeg tissede i bukserne, fordi jeg var så rædselsslagen for ham.

Det hjalp ikke altid at gemme sig.

“Engang løftede han mig op i halsen og grinte, mens han borede mig i maven med en boremaskine. Min mor kom løbende og prøvede at lægge sig imellem, og så fik hun også en ordentlig omgang,” fortæller han. Oplevelsen er en af mange, der er med til at forme ham som det voldsparate menneske, han var.

Foto af Ida Eriksen

”Der blev tændt en vrede i mig, som ulmede i mange år, og da jeg blev teenager og lærte at slås, tog det for alvor fart. Jeg fandt en kanal, hvor jeg kunne få afløb for mine frustrationer. Jeg forstod ikke, hvorfor jeg var så vred, men jeg følte mig altid meget akavet omkring folk.”

Men den flammende vrede kunne pludselig få lov at blusse op, da Martin som 16-årig blev supporter for en rockergruppe og endelig fandt et fællesskab, hvor det var en god ting at være vred.

”Der var andre, der var ligesom mig ­– og det var endda de tunge drenge, som folk var bange for. Det gav mig en følelse af selvsikkerhed og stolthed at være en del af den klike,” siger han.

I takt med, at Martin arbejdede sig længere op i rockermiljøet, skiftede han samfundets normer ud med det værdisæt, som hersker i underverdenen. Hér er fælleskabet altoverskyggende. ”Enten er du med, ellers er du imod, og hvis din makker er i slagsmål, er det en selvfølge, at du selv kaster dig ind i slagsmålet og forsøger at beskytter ham,” fortæller Martin.

”Første gang jeg var oppe at slås, fik jeg hjertebanken, begyndte at svede og overvejede at stikke af. I dag har jeg ikke tal på, hvor mange slagsmål jeg har været i. Sidst, jeg for alvor fik et adrenalinsus, var, da jeg lavede en bank. Så meget skulle der til sidst til, før jeg kunne mærke mig selv og min krop,” siger han.

”Kvinderne stod med deres børn i hænderne og hørte mig tale om økonomi, at der nok skulle blive taget hånd om dem – men det eneste, de ville have, var deres mand tilbage. De ville skide mig og min lorteklub et stykke.”

Efter flere år som supporter bliver Martin som 23-årig fuldgyldigt medlem af Bandidos. Men allerede inden, han bliver optaget i broderskabet, begynder dommene at hobe sig op – han bliver blandt andet dømt for grov vold, trusler, grov afpresning under skærpede omstændigheder og våbenbesiddelse.

Han stod til samlet at få ti år i fængsel for sin første dom, men fordi han har en psykiatrisk diagnose, fik han i stedet en behandlingsdom på ubestemt tid. Senere bliver han dømt for grov vold, besiddelse af en lysgranat og indbrud i en bank, som kunne have givet ham flere år bag tremmer, men som han også slap med en behandlingsdom for.

I sidste ende var det ikke udsigten til længere tid i fængsel, der fik Martin til at trække sig fra rockermiljøet. Han ville gerne være familiefar og læse psykologi og synes ikke, han kunne være rockerpræsident samtidig. Desuden havde han fået nok af at trøste pårørende til de dræbte, sårede eller fængslede mænd.

”Kvinderne stod med deres børn i hænderne og hørte mig tale om økonomi, at der nok skulle blive taget hånd om dem – men det eneste, de ville have, var deres mand tilbage. De ville skide mig og min lorteklub et stykke. Det var på grund af os, at de havde fået smadret deres familie,” siger han.

Det var ifølge Martin en fælles beslutning at lukke de to afdelinger ned – af grunde, som han ikke ønsker at uddybe i dag. I medierne kunne man dengang læse, at de to afdelinger i Næstved og Roskilde endte i åben konflikt med landsledelsen i Bandidos.

”Jeg fik sigtekorn på min ryg, og så gik klapjagten ind,” siger Martin, der blandt andet blev forsøgt likvideret med en bilbombe. Det endte med, at politiet forbød ham at nærme sig offentlige institutioner, fordi de frygtede, at et attentatforsøg på ham kunne skade civile i nærheden. I sidste ende blev der indgået en aftale, så begge parter kunne begynde et nyt liv.

Når Martin Christian Celosse-Andersen spørger de unge bandemedlemmer, om de er villige til at betale prisen for at være en del af bande- og rockermiljøet, er det fordi, han selv kender konsekvenserne.

”De mange år i rockermiljøet har fået katastrofale konsekvenser for mit liv – selv flere år efter, jeg meldte mig ud. Jeg har mistet mit familieliv, og jeg kæmper en næsten umulig kamp for at få lov til at se mine døtre. Jeg forlod miljøet for min families skyld, men det er ironisk nok dem, jeg står uden nu.”

“I et svagt og ensomt øjeblik har jeg da tænkt, at jeg måske skulle være blevet i miljøet. Hvis jeg var blevet, havde jeg så stadig haft min familie? Men på det tidspunkt var det det rigtige at gøre, og det er jeg stadig overbevist om i dag.”

Læs historien om Lasse, der var afhængig af gambling: