Artiklen er oprindeligt udgivet Noisey USA
Det her er en video af en langhåret mand ved navn Styxhexenhammer666, som har mere end 277.000 abonnenter på YouTube, og hvis Patreon forer hans lommer med lige præcis 26.963 kroner om måneden, hvilket vil sige 323.556 kroner om året før skat. Han poster tit videoer om det okkulte og havebrug og har for vane at vlogge iført en læderjakke med bar overkrop indenunder. Jeg har ikke tænkt mig at præsentere en dybtgående udlægning af Styxhexenhammer666s kanal, fordi emner veksler mellem alt fra “300 Million in Aid to Pakistan Cancelled Over Lack of Progress Fighting Militants” til “Yes We Must #StopTheBias Against Content Creators” og fra “Stalin Style! ABC and MSNBC Disappear Farrakhan From the Aretha Franklin Funeral” til “My Honest Ratings of the Star Wars Movies (Spoilers, Obviously)”. Han praler af, at Trump har givet ham tiltro til økonomien og laver videoer af sig selv, hvor han spiser soldaterrationer (”skeen kommer altså til at ramme bunden, det skal man være forberedt på”). Han indleder næsten samtlige videoer med ”Alright, everyone”. Han kalder reklamemodeller for ”retarderede”, og ting som det her for sit ”litterære bagkatalog”. Han taler utroligt meget om ”det okkulte” og ser tydeligvis sig selv som en oplyst politisk outsider og rebel. Han har næsten 50.000 følgere på Twitter og promoverer sine politiske holdninger via den platform – Flint, Michigan er styret af demokrater og så videre – der alle falder i tråd med det republikanske røgslør.
Videos by VICE
“The Left Attacks Eminem for Using Slurs: Let Me Know How That Works For Y’all” oversælger imidlertid præmissen. Der findes helt sikkert folk, som er forargede over, at Eminem kalder Tyler, the Creator ”faggot” på Kamikaze, rapperens niende album, som han udgav uden varsel over weekenden. Men der har ikke været nogen furore, på den måde Styxhexenhammer666 og hans følgere forestiller sig det. Der er ingen vrede forældreorganisationer på gaderne i protest, ingen socialt bevidste 20-årige unistuderende på barrikaderne. Der er faktisk kun folk, som ryster på hovedet over en midaldrende rapper, ser deres tweets blive brugt i en Yahoo-artikel, og kommer videre i deres liv. “The Left Attacks” bruger en del tid på at kortlægge Eminem kommercielle succes, men så forvandler videoen sig mere eller mindre til en lang tirade mod venstrefløjen – eller ”ikke-højrefløjen” retter Styxhexenhammer666 sig selv – og forklarer, hvordan folk der ryster på hovedet over en midaldrende rapper, der råber ”faggot” ud i æteren, forsøger at ”dominere” andre for at gøre frihedskæmpere på højrefløjen ”lige så triste, som de selv er”. Det har været den amerikanske højrefløjs kendetegn i årtier: folk, der brokker sig over, hvor følsom og blød verden er blevet, er typisk dem, der lægger sig ned og skriger, så snart nogen skubber blidt igen. Kamikaze er ude i butikker nu.
Det er mere eller mindre det politiske klima, som Eminem – og resten af os for den sags skyld – er fanget i. Sidste efterår gjorde han et oprigtigt forsøg på at tale ud mod Trump og forholde sig til den betydelige del af hans fanbase, der stemte på Trump. Problemet var bare, at Revival ikke er særlig god. Omdrejningspunktet var Trump-sangen, som var spækket med floskler og Alicia Keys, og resten udgivelsen bestod af sange om røvballer rappet over riffet fra “I Love Rock N Roll” og sange om sprængte kondomer i et pinligt, skrigende forsøg på at imitere Migos’ flow. Det mest mindeværdige øjeblik fra pladen er ikke engang et nummer, man finder derpå: det var hans a cappella-optræden til BET Awards, der i sig selv var et billede på krydsfeltet mellem Ems kreative og politiske ambitioner, fuld af lidenskab og gode intentioner, men helt stift og robotagtigt. Kamikaze skal fungere som en forlængelse af Revival – det er ikke en undskyldning for det sidste album, som Eminem mener er undervurderet, men en anklage mod dem, som kritiserede den. Men den afslører også en Eminem, som på mange forskellige niveauer har svært ved at omstille sig til den tid, vi lever i.
For det første er han meget fikseret på rappere, som er yngre end ham selv: adskillige gange håner han Lil Pump og forsøger at parodiere Migos’ ”Bad & Boujee”-hook over en kopi af ”Look Alive”-beatet. Det får ham bare til at fremstå gammel og sur, som KOD via AARP. Mange har påpeget, at de popstjerner, han tidligere er gået efter, også var lette mål, men Britney Spears og NSYNC var kæmpestore kommercielle fænomener, og dengang lod Em til at fange tidsånden i USA. På Kamikaze lyder han mere som en eneboer, der står og skriger alene i en kælder. Hvem er ”Not Alike” – Tay Keith-sangen – egentlig henvendt til? På den disser han Machine Gun Kelly, hvilket i det mindste lader til at have en personlig kant, mens Migos-parodien er direkte pinlig. Og det samme er det, når han praler af at have inspireret Hopsin.
Men et andet problem er Ems manglende evne til at forstå, hvordan politik og den offentlige debat påvirkes af internettet. Det digitale fremskridt lovede os, at den ville demokratisere information og udvikling – vi ville alle blive oplyste individer i stand til at dele vores kreative og intellektuelle arbejde med hinanden. Men i virkeligheden har det bare gjort os alle til debattører. Kamikaze åbner med ”The Ringer”, der langer ud efter kritikerne af Revival. Der er en lang tradition for, at rappere langer ud efter kritikere, men vi lever i en verden, hvor Styxhexenhammer666 tjener 323.556 kroner om året før skat. Den sociale side af internettet er alt for fragmenteret og glat en størrelse, fyldt med kryptisk meme-kommunikation og ironisk tilegnelse, til at en seriøs anklage på det punkt giver mening. Faktisk kom noget af den mest retfærdige kritik fra kunstnere, som optræder på Kamikaze: efter albummets udgivelse tweetede Justin Vernon sin utilfredshed over at have optrådt på tracket ”Fall”, hvor Eminem kalder Tyler, the Creator for ”faggot”. Vernon forklarer, at han havde bedt om at få sangen ændret, men det faldt for døve øre. I dag udkom videoen til ”Fall” så: den åbner med en vred Em, der smider telefonen fra sig, efter han har set al den negative omtale af Revival og slutter med, at han knuser et fysisk eksemplar af albummet under sin fod.
Hvor han sidste efterår virkede sløv, da han lagde sig ud med Trump og præsidentens støtter, så misforstår han helt grundlæggende det væsen, han er oppe imod, når han på Kamikaze går efter sine kritikere, og i sidste ende fremstår pladen bare som en ynkelig klagesang. Der er også et lille skit på pladen – en reference til Ems tidligere arbejde – hvor hans manager, Paul Rosenberg, advarer rapperen om at gå efter sine fjender via en besked lagt på en telefonsvarer. Ideen er, at den ligesom Ems tidligere skits skal få rapperen til at fremstå som en uregerlig rebel, som hverken advokater, kontrakter eller sociale normer kan lægge bånd på. I det her tilfælde virker det faktisk bare til at have været et godt råd.
Ligesom Ems øvrige arbejde henover det forgangne årti, satser Kamikaze stort på håndværket: en monoton kugleregn af verbalt festfyrværkeri. Kan I huske dengang, han havde humor? Der er ikke mere underspillet, “I’m triple-platinum and tragedies happened in two states”. Han er blevet højrøstet og stiv i betrækket og presser stavelser ind i rigide rimmønstre, der kun eksisterer for deres egen skyld. (I et andet skit ringer Em tilbage til Paul og lader, som om han er vred over en anmeldelse, der ikke fanger dybden i rapperens tekniske arbejde på Revival). Eminem er en utroligt begavet tekniker, men sangene på pladen er ikke noget godt eksempel på hans evner: på ”Lucky You” udvikler et ellers alvorstungt vers, hvor Em overvejer sin rolle i rappen, sig til en intetsigende omgang double-time. Der er intet liv, ingen humor eller frihed, bare et vredt lortelæs af linjer man sagtens kan kalde teknisk præcise i afleveringen, men som er klodsede, uadskillelige og simpelthen mangler den dybde, der skal til for at gøre dem mindeværdige.
Det er ikke alle sangene på Kamikaze, der fokuserer på Ems kritikere og Revival-fadæsen. ”Stepping Stone” er et hudløst ærligt, åbent brev til hans D-12 kammerater, om at han føler en masse skyld (og åbenbart også en del foragt). Desværre byder pladen også på tre sange om forhold – ”Nice Guy,” “Good Guy” og den frastødende “Normal”, hvor af mindst to aldrig skulle have set dagens lys: ”Normal” er tung og doven i begyndelsen, men udvikler sig så til en hævnfantasi, der ikke engang når op på Ems toptyveliste, og på ”Nice Guy” skummer han af diffus raseri over en kvinde, der har forladt hans lejlighed i tight-jeans.
Det er ikke fordi, at Kamikaze ikke er til at relatere til. Hvem i 2018 er ikke besat af og samtidigt fuldstændig knust under vægten af vores mange kommunikationskanaler? Pladens grundlæggende problem er måden, den forholder sig til kritik på, noget som Em tilsyneladende ikke har ændret på siden W. Bush-æraen, samt dens tekniske snæversyn. Men en hurtig søgning online afslører masser af fans, som kommer til Eminems forsvar – indlæggene forholder sig mest til den overvejende indbildte ide om, at Eminem straffes for at være for politisk ukorrekt til vores tid. Men i realiteten har kritikken meget lidt at gøre med det narrativ, som fans har skabt omkring ham. Der er intet chokerende ved Kamikaze. Der er intet, der ikke virker som en voldsomt bedaget genskabning af noget, der virkede edgy i slutningen af 90’erne. Coveret er en hyldest til Licensed To Ill, Beastie Boys’ debutalbum, som er markant sjovere og mere loose end Kamikaze. Gruppen havde oprindeligt planer om at kalde pladen Don’t Be a Faggot, før de kom på bedre tanker. Det var i 1986.