Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Tyskland.
I dag er det bagedag i Brigitte Biesels lille hus i den fine del af Berlin, Köpenick. ”Jeg tror roligt, man kan sige, at jeg er den første person i området, der har bagt lige præcis den slags kager,” griner hun.
De fleste mennesker på Brigittes alder har kun en minivægt, hvis de skal veje breve, men den 80-årige tyske kvinde har købt sin for at veje tjald. ”Den anden dag så jeg den samme model i Bares für Rares (den tyske udgave af antikprogrammer som Skattejægerne, red.),” fortæller hun begejstret. Mens hun snakker, forsøger hun også at koncentrere sig, om at grinde cannabis ned i den fine sølvvægt.
Videos by VICE
Brigitte elsker at bage. I ugerne op til jul lavede hun vaniljekranse, jødekager og andre lækre sager til familie og venner. Men dagens bagværk er ikke til andre end hende selv. Jeg er her for at hjælpe hende med at lave ”medicin” som hun kalder det – småkager fyldt med cannabis fra det nærliggende apotek.
Brigitte forsøger ikke at blive skæv og flygte fra verden. ”Det er ikke min ting,” siger hun. Takket være cannabis er det modsatte tilfældet – hun føler sig mere levende. Det gør hendes kroniske smerter tålelige, det får hende ud af sengen om morgenen, og det giver hende mulighed for at sidde og slappe af under sine rhododendron i haven, som hun holder særlig meget af, når de blomstrer i rød, hvid og lilla om foråret og sommeren.
Hendes historie er blot en blandt tusindvis af tyskere, der har fundet ud af, at cannabis virker, hvor konventionel medicin har fejlet. I marts 2017 blev det lovligt at købe medicinsk cannabis, hvis man har en recept, men relativt få klinikker vil udskrive det, og mange sundhedsforsikringer vil ikke dække udgifterne. Da året lakkede mod enden, havde 13.000 mennesker kontaktet de tre største forsikringsselskaber i landet for at få støtte. Den tyske regering havde regnet med 700 ansøgninger. ”De har ingen anelse,” siger Brigitte.
I 60 år har Brigitte kæmpet med kroniske smerter. Hun fik diagnosticeret skoliose – en lidelse hvor rygsøjlen buer og drejer, så den ikke sidder, hvor den skal. Hvis man står bag hende, kan man tydeligt se, at hendes rygsøjle ikke er lige, men mere er formet som et ”S”.
Men Brigitte ville alligevel leve et aktivt liv, til trods for hendes lidelse, så da hun var i 20’erne stod hun på ski, cyklede og svømmede, når hun ikke arbejdede som kostumesnedker for revyerne i Friedrichstadt-Palast Teater i Berlin. Men da hun var i 30’erne, vågnede hun en dag op og havde stort set ingen følelse i venstre side af kroppen. ”Jeg kunne ikke bevæge min venstre hånd – den virkede simpelthen ikke,” husker hun.
På en klinik i Østberlin blev hun spændt fast til en seng og kørt ind på en operationsstue. Skarpe lys, 20 elever og to professorer stirrede ned på hende, som om hun var den eneste overlevende fra en UFO-nødlanding, fortæller hun. Ingen kunne forklare, hvorfor hun var lam. Dengang havde hospitalerne i Østtyskland ikke CT-scannere, så alternativet var at stykke en hul nål direkte ind i rygsøjlen for at tage en prøve af rygmarvsvæsken. Smerten var så uudholdelig, at hun besvimede.
Lægerne fandt ud af, at hendes lammelse skyldtes en diskusprolaps mellem den femte og den syvende ryghvirvel. Hun levede med lammelsen i næsten 15 år, indtil tre læger engang i 80’erne formåede at stabilisere hendes nakke med et lille knoglestykke fra hendes hofte. Hun fik meget af den følelse, hun havde haft tidligere, tilbage. Lægerne fik lov til at rejse fra det kommunistiske Østtyskland til Vesttyskland for at præsentere deres banebrydende behandling for kollegaer, men de vendte aldrig tilbage. ”Jeg måtte selv klare mig igennem genoptræningen og sørge for at arene helede ordentligt,” siger hun.
Men det var ikke enden på hendes sundhedsmæssige problemer. I 2000 fik hun et hjertetilfælde, og den medicin hun fik efterfølgende, beskadigede hendes indvolde og mavesæk. Oven i det blev hun for nylig diagnosticeret med PNP – en sjælden for muskellammelse, hvor ens immunsystem bekæmper ens eget nervesystem. Nogle gange kan hun ikke få sine ben til at gøre, som hun vil have dem til.
Så lang tid hun kan huske, har læger på over 50 forskellige hospitaler og klinikker udskrevet super stærk smertestillende medicin til hende, men intet har virket. Og tit ender det med, at hun bliver ordineret endnu flere piller for at modvirke de smertestillendes bivirkninger. Når man hører hende bruge en halv time på at gennemgå sine problemer med medicin, så bliver det tydeligt for enhver, hvorfor hun har en bunke cannabis liggende på køkkenbordet ved siden af en vase med friske tulipaner.
I slutningen af 2016 kom Brigittes barnebarn på besøg og havde taget nogle hashkager med, som bedstemoderen skulle smage, for at se om det ville lindre smerten. Hun overvejede det et stykke tid og kom frem til, at det ikke kunne være værre end hendes normale medicin. Så hun spiste en kage. Der gik omkring en halv time, før den virkede.
”Min smerte gik ikke fuldstændig væk, men jeg følte mig lettere, da jeg spiste kagerne,” forklarer hun. ”Jeg tænker ikke lige så meget på smerten, og jeg er ikke lige så ked af det.” Hun fortæller, at hun har lidt af depression i 15 år – lige siden hun gennemgik en særlig svær maveoperation. ”Det hele er ikke helt lige så slemt, når jeg har kagerne.”
Brigitte betaler lidt over 800 kroner for fem gram cannabis og 1200 kroner for en konsultation, og hendes mand skal køre femten kilometer til et apotek, hvor de faktisk har medicinsk cannabis. Hver gang hun bager, laver hun nok kager til to eller tre måneder. Hendes forsikringsselskab burde dække udgifterne ”men de kan være lidt tunge at danse med nogle gange,” siger hun.
Brigitte læge har ordineret to forskellige slags medicinsk cannabis – Bakerstreet til at lindre hendes smerte om morgenen og Bediol for at hjælpe hende med at falde i søvn om aftenen. Hun vil helst ikke ryge en joint, for hun siger, at rygning er dårligt for hendes blodcirkulation. Hendes barnebarn har også givet hende en bog med weed-opskrifter, men hun kan bedst lide småkagerne. ”Jeg bliver ikke tyk af at spise to om dagen,” griner hun. ”Nåh, men skal vi bage?”
Ingredienser:
- 1,5 gram fint nollet cannabis
- 200 gram mel
- 100 gram smør
- 50 gram sukker
- En knivspids bagepulver
- 1 æggeblomme
Brigitte hælder forsigtigt cannabis op i vægten. Ved 1,47 gram stopper hun op og drysser ganske forsigtigt lidt til, men kommer op på 1,52 gram. ”Nej, det er for meget,” siger hun til sig selv og piller en smule op med fingrene, til der er præcis halvandet gram. Hun ved godt, hvor vigtigt det er at være præcis, både når det gælder bagning og medicin.
Brigitte ælter ingredienserne til dejen sammen og pakker det ind i husholdningsfilm, inden hun lader den hvile i en time. Bagefter smelter hun en klump smør i en lille pande, og når det simrer, hælder hun de knuste plantedele ned til smørret.
Hendes køkken er præget af indrammede billeder med hyggelige bænke og akvarelmalerier af bær og roser, men det varer ikke længe, før det er duften fra barnebarnets opskrift, der fylder lokalet. ”Det begynder at lugte ret meget,” advarer hun mig.
Mens cannabissmørret køler af, forvarmer hun ovnen til 220 grader og ælter smørret ind i dejen, indtil den er fyldt med små, grønne prikker over det hele. Inden hun er færdig, blander hun det sammen med de sidste smårester fra panden. ”Der er ikke noget af det, der må gå til spilde,” forklarer hun.
”Folk som siger, at cannabis er narkotika ved ikke, hvordan rigtig smerte føles,” siger Brigitte. Hun spiser aldrig nok til at blive skæv. Undtagen en enkelt gang med hendes barnebarn, for sjov. ”Vi sad udenfor i haven og jeg spiste tre kager,” siger hun. ”Jeg havde det, som om jeg havde drukket halvandet glas rødvin.”
Efter en time ruller hun dejen ”tyndt ud, så kagerne bliver ens,” inden hun tager et glas – som hun bruger som udskærer – og former 30 runde cirkler på bagepapiret. De skal bage i 12 minutter. Når de kommer ud, har Brigitte en glimrende metode til at holde smerten på afstand de næste par måneder.
