Denne artikel er oprindeligt udgivet i VICE Magazine – The Munchies Issue
Navn: David Demond Dunbar
Alder: 43
Profession: Trompetist
Det sidste, han har spist: Rester af hjemmelavede tyrkiske kødboller med ægte tyrkiske krydderier, lidt broccoli og nogle bønner.
Livret: Min mors grisehaler med ris og sovs med sareptasennep og majsbrød.
Videos by VICE
Da jeg var 10-11 år gammel, ville jeg være tv-kok. Jeg tror faktisk kun, at det er anden gang, jeg har fortalt det til nogen. Så gik jeg rundt og snakkede som Julia Child.
Nogle gange laver jeg mad, når jeg kommer hjem efter at have været ude og spille. Så kan klokken godt være 4 om morgenen. På det tidspunkt har jeg virkelig lyst til at lave noget lækkert. Så spiser jeg en tidlig morgenmad, før jeg går i seng. Normalt er jeg ikke specielt sulten, når jeg vågner om morgenen, fordi jeg spiser sent. Nogle gange vågner jeg op midt om natten og spiser nogle af de her små grønne tingester [David hiver en pose Syrlinger fra Haribo frem, hvor alle andre end de grønne er sorteret fra]. Det er min ven Joe, der giver mig alle de grønne.
LÆS MERE: Imamen fra Vestre Fængsel gør som profeten og spiser med fingrene
Jeg bruger ikke en kalender, men normalt vågner jeg op ved nitiden om morgenen, tjekker hvad klokken er, og tænker på, hvad jeg skal lave i løbet af dagen. Så står jeg op tre timer senere. Typisk er jeg ikke så sulten, men hvis jeg er sulten og har ting, jeg skal ordne, spiser jeg et eller andet. Det kunne være bacon. Og æg. Røræg. Og hvis jeg har ost, skal der selvfølgelig ost udover. Det er enten æg og bacon eller et lækkert stykke fisk. Torsk for eksempel – og her taler jeg selvfølgelig ikke om sådan noget frossent lort. Så panerer jeg fisken.
Egentlig spiser jeg bare hvad fuck, jeg nu lige har lyst til. Jeg spiser ikke særligt meget ad gangen, men jeg kan godt lide at nippe til en masse forskellige, mindre serveringer.
Så bliver jeg måske sulten sent på eftermiddagen eller ud på aftenen. Hvis jeg køber noget at drikke i SuperBrugsen, ser jeg måske et af de der stegte kyllingelår til 22 kroner. Så ryger det ned i min taske. Så har jeg lidt godt til ganen, men hvis jeg skal ud og spille, får jeg sommerfugle i maven, og så er jeg ikke sulten – så tænker jeg på koncerten og på musikken, og så bliver kyllingen i tasken. Så får man tiden til at gå, ser nogle videoer, laver måske en lydprøve ved otte-nitiden om aftenen, og så starter koncerten et stykke tid efter det. På det tidspunkt har jeg ikke spist siden klokken 11 eller 12 om formiddagen. Så går vi på scenen og hænger ud resten af aftenen. Måske er der en, der har en lille snack, eller måske køber jeg en falafel. Kyllingen har jeg stadig.
Problemet er, at man hele tiden skal passe på kyllingen. Jeg skal for eksempel holde øje med gulvet. Er der varme i gulvet, og min taske står på gulvet, bliver kyllingen på en måde ved med at stege. Så tager jeg hjem ved firetiden om morgenen og smider kyllingelåret i ovnen, eller måske steger jeg det på panden med lidt olivenolie, så det bliver lækkert og sprødt. Så koger jeg noget fettuccine og laver en smørsauce med hvidvin. Jeg forsøger at spise mindst ét virkeligt lækkert måltid om dagen.
Jeg har spist rigtig god mad, mens jeg har arbejdet. På restaurant Era Ora for eksempel. De laver virkelig god mad, og de betaler også godt. Der bliver vi virkelig behandlet godt. Carpaccioen hos restaurant Fabio på Frederiksberg er også vidunderlig. Der spillede vi regelmæssigt i en periode, og jeg fik carpaccioen hver eneste gang. Det var der jeg mødte Lars Løkke for første gang. Han er faktisk cool as a motherfucker.
Men lad mig fortælle dig om det værste måltid, jeg nogensinde har spist efter en koncert. Der var en beboelsesejendom, der holdt en fest. Jeg blev ringet op af en ven, der spurgte mig, om ikke jeg ville komme og hjælpe bandet og spille. Det var en grillfest – der var nok 50 mennesker – og solen skinnede, så jeg tænkte egentlig bare cool, cool. Så jeg tog derhen og spillede, og det var helt fint. Men da det var tid til at spise – og husk på, at jeg var blevet ringet op én time, før jeg skulle være der – spurgte den kvinde, der stod for festen: “Har du ikke taget noget kød med til grillen?” Det havde jeg ikke fået noget at vide om. Så det værste måltid, jeg nogensinde har fået, var ingenting. Jeg måtte gå rundt om hjørnet og købe en shawarma.
LÆS MERE: Vi spurgte en dansk langdistancepilot om, hvad man spiser i cockpittet
På det seneste har chili cheese tops været min go-to snack. Så tager jeg mig selv i at gå rundt ude foran McDonald’s og diskutere med mig selv om, hvorvidt jeg skal gå ind og købe nogle. Og de vinder altid. Jeg går derind. Men ellers er jeg til salami og kiks. Så skal man skære salamien ud i store cirkulære sandwichskiver. Er jeg i USA, spiser jeg saltkiks, men her i Danmark spiser jeg TUC. Skærer man pølsen rigtigt ud, kan man få tre kiks ind under en enkelt skive. Intet smør. Ikke noget ost.
Jeg elsker at lave pandestegt fisk. Det er det mest delikate og smukke, der findes. Den ret kan man både gå i seng på og vågne op til. Den er som en smuk kvinde. Men min absolutte livret er nok noget af min mors mad. Der må jeg nok spille plat eller krone mellem grisehalerne med ris og sovs og hendes gumbo.
