En analyse af de fire mest obskure samples på Drakes ‘Scorpion’

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Noisey USA

Efter flere måneders optakt, en rimelig slatten, men meget omtalt beef, tre multiplatin-singler og en nøje planlagt Degrassi-genforening, udkom Drakes ottende studiealbum, Scorpion, i fredags. Pladen indeholder 25 tracks fordelt på 90 minutter, så der er rigeligt med plads til, at OVO-chefen og basketball-entusiasten kan udfolde sig med forskellige stilarter og stemninger uden at devaluere det endelige produkt. Samtlige tracks på det her album skal nok finde vej til diverse Spotify-playlister, men som samlet pakke er de endnu mere imponerende.

Modsat Kanye West, der lader til at have en hær af folk ansat til at gennemlytte Numero Group-reissues for samples (men ikke nogen til at tjekke rettighederne, før de bliver brugt), så har Drake og hans folk valgt at opsøge nye græsgange for at opstøve de samples, der udgør skelettet af Scorpion. Udover et for nyligt opdaget Michael Jackson-track på “Don’t Matter To Me” og Mariah Carey-remixet på “Emotionless” er der også en hel del, som kræver en mere dybdegående analyse. Her kommer de:

Claude Larsons “Telex” på “Survival”

Claude Larson er den tyske komponist og keyboardspiller Klaus Netzles kunstnernavn. Netzle er født i München i 1926, og fordi det virkelig er musik fra arkivet – et stock-track, som er sat sammen af en sessionmusiker på trods af hele “Telex”‘ mærkelige atmosfære – så ved vi ikke så meget om kunstneren. Sangen er blevet nævnt på “Vinyle Archéologie: Crate Digging & Break Excavation“, en Facebook-gruppe stiftet af den Michigan-baserede producer Nati^e$ound. Og selv om jeg rigtig gerne vil tro på, at Drake har opdaget Larson/Netzle, mens han brugte en falsk profil til at tjekke en gruppe ud på Facebook, så er “Survival” co-produceret af No I.D. og Noah “40” Shebib, som begge er ivrige musikarkæologer. Der er en god mulighed for, at de har fundet nummeret, mens de sad og gravede sig igennem anonym, utopisk keyboard-musik fra 70’erne. Hvis man har mod på mere fra samme skuffe som “Telex”, kan man begrave sig i de frygtindgydende sci-fi-agtige lydlandskaber på Netzle og Raven Kanes Silicon Valley i frokostpausen. Hvis du gerne vil have noget, der er lidt mindre mareridtsagtigt, får du her et langt mere tilbagelænet album fra 1983 med Larson ved roret, der hedder Plantlife, som jeg har lyttet til den sidste halve time.

Magnolia Shortys “Smoking Gun” på “In My Feelings”

Drakes forhold til New Orleans-bounce er veldokumenteret (tak, Phil), selv om det ikke dukker op nær så tit på Scorpion, som jeg måske havde forventet. Det er stort set kun Big Freedia på “Nice for What” og den afdøde Magnolia Shorty på den afslappede “In My Feelings”. Hun var en af de første kvinder til at blive signet på Cash Money – kort tid efter Ms. Tee – og hendes debutalbum, Monkey On Tha D$ck, anses stadigvæk for at være en bounce-klassiker. Hun blev desværre dræbt under et drive-by i 2010, og derfor så hendes andet album aldrig dagens lys. “Smoking Gun” er fuld af liv og glæde og kunne stemningsmæssigt ikke ligge længere fra sad-boy-nummeret “In My Feelings”. Det er Drake, når Drake er allermest Drake-agtig og sidder med en flaske whisky og tænker på, hvor sjovt alle andre har det.

En sjov Facebook-video uploadet af Florida-rapperen Plies på “8 Out of 10”

Vi kunne sagtens bruge tid på at snakke om, hvordan Plies slet ikke fortjener alt det lort, han har raget til sig. Vi kan snakke om, hvor god hans Obama-imitation er, hvilket Skinny Friedman gjorde på Noisey for seks år siden. Vi kan alle sammen sætte os ned og lytte til “Ran Off on da Plug Twice” og beundre den 41-årige rappers imponerende genkomst. Men den eneste måde at forstå Drakes beslutning om at bruge det her sample er ved at se videoen. Og jeg vil vædde hele min VM-Oddset-pulje på, at det var Drake og ikke Boi-1da eller Jahan Sweet eller OB, der har valgt den. Det er utroligt, hvor meget Plies går op i at lave den her video. Han stirrer intenst ind i kameraet og holder øjenkontakt hele vejen igennem. Man burde næsten genindføre personlige ringetoner, så man kunne høre Plies hviske “you mad”, hver gang telefonen ringer.

Dorothy Ashbys “The Windmills of Your Mind” på “Final Fantasy”

Noel Harrisons version af “The Windmills of Your Mind” er den første sang, du hører, hvis du ser den oprindelige 1968-version af The Thomas Crown Affair, og komponisten Michel Legrand vandt faktisk sin første Oscar for sangen samme år. Stings cover til genindspilningen i 1999 er ikke nær så hjemsøgende. Tom Moon beskriver kunstneren som en af 50’er-jazzens mest undervurderede musikere, og Ashby har også kæmpet med at opnå anerkendelse som harpespiller på en scene, der i det 20. århundrede var domineret af hvide mænd. I 70’erne begyndte hun at eksperimentere med japansk koto og opfandt en hel ny tilgang til harpespil. Hvis du synes, Ashby lyder bekendt, kan det være, fordi du tidligere har hørt det her sample brugt i bider på Commons Finding Forever-nummer “Start the Show“.