Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Holland

En del af den menneskelige tilstand er at være på internettet hele dagen og blive fysisk utilpas og stresset over alt, hvad du ser og læser. Men der er visse mennesker, som stresser for fuld hammer, allerede inden de har læst et ord – folk som påstår, at alene internettets eksistens er negativt for deres helbred. De mennesker lider af noget, der hedder elektromagnetisk hypersensitivitet (EHS), hvilket vil sige, at de mærker en lang række fysiske symptomer, når de bliver udsat for elektromagnetiske bølger fra wifi-routere, mobiltelefoner og fjernsyn.

Det er ikke alle i medicinalindustrien, der tror på, at EHS er en rigtig lidelse. En undersøgelse fra University of Essex fra 2007 viste, at de deltagere, der påstod at lide af EHS, kun mærkede symptomerne, når de fik at vide, at en telefonmast i nærheden var ”tændt”. Hvis deltagerne ikke vidste, om masten var tændt eller ej, havde signalerne umiddelbart ingen indflydelse på deres tilstand.

Men det ændrer ikke på, at der findes omkring 600 registrerede tilfælde i Danmark, og at man i mange andre lande vurderer, at op mod 5 procent af befolkningen lider af det.
Du har måske kun hørt om sygdommen fra Better Call Saul, hvor Sauls bror Chuck gemmer sig derhjemme for at beskytte ham selv fra de elektromagnetiske signaler, verden kaster efter ham.

Siden jeg ikke kan forestille mig, hvordan det må være at bo i den civiliserede verden uden internet, er jeg interesseret i at finde ud af, hvordan det er at leve med rent faktisk at føle sig fysisk syg. For at finde ud af det kontaktede jeg to kvinder, der lider af EHS – Nanny og Martine – som inviterede mig til at tilbringe en dag sammen med dem i deres wifi-fri bunkere.

Martine henter mig på stationen i Steensel, som er en lille by i det sydlige Holland. Så snart jeg sætter mig ind i hendes bil, beder hun mig høfligt om at slukke for min telefon – eller i det mindste sætte den i flight mode. Jeg vil ikke have, hun bliver syg, og jeg skal jo have den ægte oplevelse, så jeg gør, hvad hun siger.

Martine er i 40’erne og plejede at arbejde i den juridiske afdeling hos en organisation, der hjalp flygtninge i Amsterdam. Det gjorde hun, indtil hun begyndte at føle et behov for at komme væk fra det, som hun betragter som en overdosis af wifi og stråling og flyttede væk fra byen.

”Jeg var fuldstændig udbrændt,” fortæller Martine. ”Man tvinger bare sig selv til at fortsætte, indtil noget går i stykker inde i en.”

Martine siger, at hun er en af de få personer i Holland, som har fået sine symptomer anerkendt af staten – selvom de myndigheder, der har gjort det, ikke officielt har accepteret, at hun føler sig syg på grund af elektromagnetisk stråling. I dag giver hun andre med EHS juridisk støtte. Det har ikke været nemt – mange forskere på området mener, at EHS er et psykologisk problem, og nogle specialister peger på, at frygt for stråling i sig selv kan være usundt. Martine afviser den tankegang, og peger på andre undersøgelser, der viser, hvor skadelig stråling kan være.

Vi ankommer til Martines hjem, som er et træhus bygget ved siden af hendes forældres hus. Hendes far er videnskabsmand og påstår også at have EHS, og han betragter sig selv som ekspert i at blokere stråling. Martines ven Nanny, som er lidt over 50 år, har boet hos hende de sidste par dage for at komme lidt væk fra de elektromagnetiske felter i sit eget hjem. Hun kører hjemmesiden EHS Zichtbaar, som hun håber kan være med til at skabe større bevidsthed om det, hun mener, er de usunde bivirkninger ved det allestedsnærværende wifi i vores dagligdag. Hendes mand hjælper med hjemmesiden, selvom hans kærlighed til elektronisk udstyr tit vinder. ”John elsker sit smartwatch,” siger Nanny, ”men det gør mig så syg, at det er nødt til at bo i en skuffe for tiden.” Nanny hader ikke teknologi – men hun håber, at wifi kan erstattes af noget sundere.

Nanny går aldrig udenfor uden at have beskyttelse på hovedet, som ligner det udstyr en biavler har på – bare med sølvnet. Alene det at bestille hatten var et kæmpe problem, for hun kan ikke bruge en computer eller tale i telefon uden at være syg resten af dagen.

Nanny tager mig med på en gåtur rundt i skoven bag ved Martines hus og forklarer, hvorfor hun mener stråling, er det nye asbest. ”Mange mennesker går bare ud fra, at det er sikkert og testet, eller også har de ikke lyst til at tænke over det,” siger hun. ”Der foregår så mange frygtelige ting rundt omkring i verden, så jeg kan godt forstå, at folk bare gerne vil leve deres liv uden at skulle bekymre sig om strålingsforurening. Det er heller ikke sundt at være bange hele tiden.”

Tilbage i huset spiser vi alle tre en let frokost og har en intens diskussion om de negative konsekvenser ved vores samfunds besættelse af sociale medier. Halvvejs igennem snakken bliver Nanny nervøs og finder en lille maskine frem, der måler strålingen i rummet.

Jeg bryder mig til gengæld ikke om, at maskinens lange antenne hænger ind over min computer. ”Jeg tjekker bare lige hurtigt for en sikkerheds skyld,” siger Nanny for at berolige mig. Heldigvis er det falsk alarm. Jeg spørger, om jeg må teste maskinen for at se, om den virkelig virker. Martine giver mig lov til at tænde min telefon i et par sekunder.

Da jeg slukker for flight mode, vælter det ind med beskeder fra verden udenfor. Kort tid efter begynder strålingsmåleren at hyle hysterisk, og lamper begynder at lyse rødt. Jeg skynder mig at slukke for mit 4G, og straks bliver maskinen stille. Et par sekunder efter tænder jeg igen for min telefon i hemmelighed for at sikre mig, at Nanny eller Martine ikke styrer den manuelt. Men ligesom første gang blinker og skriger den, så snart den opfatter min telefons elektromagnetiske felt.

Nanny bor normalt med sin familie i Geldrop, som ligger omtrent en halv times kørsel herfra. Men engang imellem synes hun, strålingen bliver for meget, og så besøger hun Martine og hendes far i et par dage for at komme sig. Hun skal hjem igen i dag efter at have været hos sine venner i fem dage, og hun har inviteret mig til at tage med. Da Martine kører os afsted, kan jeg ikke lade være med at tænke over, hvor utilpas Nanny må være, når hun forlader den relative sikkerhed i skoven for at vende tilbage til et sted, som hun er overbevist, om gør hende syg. Vi holder os til små landeveje, for at være på så lang afstand af antennemaster som muligt. ”Man når til et punkt, hvor man ser dem alle steder,” siger Martine.

Nannys mand John, hendes to teenagedøtre, hendes svigermor, der er på besøg og familiens hund er alle til stede, for at byde hende velkommen hjem. ”Nanny, du skal ikke sidde der,” advarer hendes svigermor, så snart hun træder indenfor. ”John og jeg målte tidligere, og det er det værste sted i hele huset.”

Da jeg bliver vist rundt i huset, fortæller Nanny, at væggene er malet med særlig strålingsfri maling, og at køkkenet er dækket med sølvpapir, for at holde naboens wifi ude af huset. Nanny siger, det ikke er nok til at holde huset helt fri for stråling, for ”der er et elektromagnetisk felt i sikringsskabet.” Så Nanny bor i en campingvogn i haven, men kommer indenfor, når der er mad.

”Det var sjovt i starten,” forklarer hun. ”Det var ligesom at være på ferie. Men nu ville jeg ønske, jeg bare kunne bo inde i huset.”

Selvom det har været fascinerende at opleve Nanny og Martines wifi-fri verden, så savner jeg mit normale liv helt vildt, lige gyldigt hvor meget stråling, der fiser rundt over det hele. Lige da jeg skal til at gå, viser Nanny mig de t-shirts som hende og hendes mand sælger på hjemmesiden. Trøjerne er udstyret med ordspil og slogans mod stråling som ”Want kids? Don’t fuck with your phone” og “Feeling Blue-tooth?”.

Da jeg har sagt farvel, beder Nanny sine døtre om at følge mig til det nærmeste busstoppested. Jeg spørger, hvordan de har det med, at deres mor er væk så ofte. “Det var dejligt at have wifi de første par dage,” siger de, “men i sidste ende er det bedre at have sin mor.