En dansk narkohandler taler ud: Hverdagen, paranoiaen og dobbeltlivet

Det startede med en anonym mail:

“Hej Lars. Jeg ville normalt ikke gøre sådan noget her, men jeg føler mig fristet til at tilbyde jer en vinkel på, hvad det vil sige at sælge stoffer i Danmark.”

Videos by VICE

Dealeren, der kaldte sig M*, fortsatte med at præsentere sig selv:

“Jeg er 26, født og opvokset i København og har solgt stoffer mere eller mindre på fuld tid (og mere til) siden starten af 2012. Jeg er ikke tilknyttet nogen bande eller gruppering. Jeg startede alene uden noget væsentligt netværk og oplevede hurtigt eksponentiel vækst og umenneskelig travlhed. Jeg er velkendt og vellidt og har givet flere håndtryk end Lars Løkke. Fra mig kan du forvente ærlighed uden overdrivelse, og jeg kan bakke det op, hvis der skulle være tvivl omkring min troværdighed, men det vil forhåbentlig ikke være nødvendigt.”

Jeg var skeptisk, da jeg efterfølgende tog kontakt til M, for journalister er generelt ret langt nede på listen over typer, som pushere gider at åbne op over for. Men M er heller ikke – vil jeg påstå – den typiske pusher. Han er godt i gang med en videregående uddannelse, har sine rødder i København K og ligner med sit blonde hår og sin klassiske tøjstil en mand, der hører hjemme i Magasins herretøjsafdeling og ikke på byens snuskede klubtoiletter. Men det er dér, M har tjent sine penge og tilbragt mange nætter, og da vi møder hinanden ansigt til ansigt for første gang, er jeg ikke i tvivl. Jeg kan nemlig genkende ham fra fester i Kødbyen.

Jeg har desuden fået bekræftet hans historie fra flere forskellige kilder i miljøet. M er narkohandler og har været det i lang tid. Han sælger Ikke i store mængder ad gangen, og aldrig i den liga, hvor man risikerer at ryge ind på livstid, men når man weekend efter weekend stikker små poser i hånden på hundredvis af mennesker, så løber det op i længden. På flere forskellige måder. Det er det, han gerne vil fortælle om, for han er træt af den klichéfyldte fremstilling af, hvem der forsyner danskerne med stoffer.

Vi sidder på en halvtom café i Indre By. M er stakåndet, piller ved sin telefon og afbryder flere gange sig selv ved lyden af sirener fra gaden, eller når gæster kommer inden for hørevidde. Han fortæller mig, at han har droslet ned for salget, fordi han har en verserende politisag. “Ikke noget alvorligt, men nok til, at jeg har smidt mine telefoner ud og kun ordner forretninger via Wickr,” siger han, mens han skruer låget af sin sodavand af og på uden at drikke en tår.

Det virker naturligt at starte interviewet dér, hvor pusherlivet må være knap så fedt. Paranoiaen.

Herfra er det M, der har ordet.

Paranoiaen
Hvis jeg virker paranoid, har du ret. Men mest af alt er jeg bare virkelig fucking selvbevidst. Jeg har svært ved bare at være til stede i øjeblikket, fordi jeg hele tiden skal være klar over, hvilke signaler jeg udsender, og hvis opmærksomhed jeg tiltrækker. Det eneste, der skal til, er, at en politibil får øje på mig og stopper mig. Det er grænsen mellem, at ingenting sker, og at alting sker. Det hjælper selvfølgelig heller ikke, at jeg næsten aldrig bevæger mig udenfor en dør uden at have stoffer på mig. Min paranoia er konstant. Når jeg sidder i S-toget, føler jeg, at folk kan fornemme den kraftige lugt fra mdma’en, jeg har liggende i min lomme. Jeg har et betændt forhold til så mange pladser, gader, klubber og barer i København – hele byen er ét stort minde om steder, hvor jeg har solgt drugs. Og nu giver alle de her steder mig en følelse af at skulle være på vagt, som jeg ikke kan slippe af med.

Jeg er blevet miljøskadet af det her job. Man bliver utrolig opmærksom på sikkerhed i nattelivet. Man ved, at der på klubber og til fester – især morgenfester – er en lille sandsynlighed for, at der kommer til at blive slagsmål eller ballade, og så skal man bare lynhurtigt væk derfra, når man har en masse stoffer på lommen. Jeg kan ikke slappe af i momentet, fordi jeg hele tiden har fokus på, hvad der sker lige om lidt, og hvordan jeg kan komme væk.

At sige at man er pusher, virker bare ikke på danske piger. I hvert fald ikke dem, jeg har lyst til at være sammen med.

Begyndelsen
Det startede med et par folk, der introducerede mig til stoffer og elektronisk musik, og fra den ene weekend til den anden var jeg solgt. Hurtigt blev jeg ham, der altid havde drugs på lommen. I starten var det en underlig social dans, hvor folk kom over og indledte samtaler, der altid mundede ud i, at de gerne ville have noget af det, jeg havde i mine lommer. Jeg kunne sgu lige så godt begynde at tage lidt for det, tænkte jeg. Det var folk cool med. Det er min erfaring, at de folk, der spørger om stoffer, er lige så taknemmelige over at få lov til at betale for dem – så længe de får, hvad de skal have. Langsomt udviklede det sig, og en dag klodsede jeg 100 gram mdma, som jeg solgte på en weekend. Derfra kørte det bare. Jeg udviklede en identitet, hvor jeg følte en slags ansvar over for de mennesker, der var til festen. Hvis ikke det var mig, der havde stofferne, hvem skulle de så få dem fra?

Jobbet
Min travleste dag er altid fredag, hvor folk får fri og går tidligt i gang med at drikke. Lørdag er også busy, men der går folk senere i gang.

Jeg bevæger mig rundt til fods, fordi det er mest sikkert. Som regel pendler jeg mellem Kødbyen, Indre By og steder som Culture Box. På gåben er jeg fleksibel, og politiet kigger ikke efter folk som mig.

Jeg har lært mig selv at placere mig i nattelivet og gå klædt på en måde, så man tiltrækker den rigtige slags opmærksomhed. Det er noget med ikke at være for stadset ud, men heller ikke det modsatte. Man lærer også lynhurtigt at spotte folk som en selv derude, de mennesker, som ligesom bare svæver omkring i lokalet og har et særligt blik i øjnene.

Hvis folk vidste, hvad avancen typisk er på et gram mdma, tror jeg ikke, de ville være lige så taknemmelige. Jeg har altid sørget for ikke at virke for glad for min situation udadtil. Jeg tror ikke, at folk kan overskue en selvglad pushertype, der fører sig frem. Der er virkelig, virkelig mange penge at tjene på det her, og det handler lidt om at iscenesætte sig selv som den hårdtarbejdende, stabile type, der har fortjent hver en krone.

I dag kommunikerer jeg kun via en krypteret app, men på min gamle telefon havde jeg gemt 400-500 numre på forskellige folk, jeg har handlet med. Jeg vil skyde på, at flere tusinde mennesker i København ved, hvem jeg er, og hvad jeg laver. Men det holder mig faktisk ikke vågen om natten, for hvis nogen havde lyst til at stikke mig, så var det sket for længst.

Jeg vil skyde på, at flere tusinde mennesker i København ved, hvem jeg er, og hvad jeg laver.

I de samfundslag, jeg bevæger mig i, er holdningen til stoffer sådan, at det er accepteret og almindeligt. Man har ingen interesse i at angive folk, medmindre folk føler sig snydt eller er konkurrenter. I det hele taget er der en bemærkelsesværdig forskel på, hvordan “systemet” ser på folk som mig, og så hvordan folk i virkeligheden har det med mig.

Jeg er sidste led, inden man får sit produkt, og dem, jeg køber af, er, hvad jeg vil kalde almindelige mennesker, der køber stort ind. Jeg aner ikke, hvem de køber af, men jeg tror, at jeg får en større profit per gram end dem over mig. Det er jo mig, der laver alt benarbejdet med at tage rundt i byen og sælge stofferne per gram.

Dobbeltlivet
Jeg har altid ventet så længe som muligt med at fortælle min kærester om min sidegesjæft, og jeg har været meget opmærksom på ikke at involvere dem i noget som helst. At sige at man er pusher, virker bare ikke på danske piger. I hvert fald ikke dem, jeg har lyst til at være sammen med.

På den anden side har jeg så oplevet, at de kærester, jeg har haft, har haft en ‘blind accept’ af, hvad jeg har gjort. I sidste ende er det gået ud over mine forhold, fordi der hele tiden er hemmelighedskræmmeri, penge, man ikke kan gøre rede for og den slags. Seriøse piger gider ikke at stå model til det.

Jeg har fortalt det til et fåtal af venner og et par familiemedlemmer, jeg er tæt på. Eller rettere: De ved det, og jeg behøver ikke at holde alt skjult. Men der er stadig meget, jeg holder for mig selv, og de lader være med at spørge. Det er bedst for alle.

I lang tid havde jeg ingen hvid indtægt. Jeg regnede med, at det var et spørgsmål om tid, før jeg fik en opringning fra Skat om, hvordan jeg understøttede mig selv, men den kom aldrig. I dag modtager jeg SU, så på papiret ser mit liv helt legit lud. Før overvejede jeg at gå på kontanthjælp, men det føltes simpelthen for cheap, når jeg samtidig kunne tjene 30.000 kroner sort på en weekend.

*M er anonym, fordi han fortæller om kriminelle forhold. Enkelte detaljer i fortællingen er blevet ændret for at beskytte hans identitet. Redaktionen er bekendt med kildens fulde identitet.

Læs del to af fortællingen her: