Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Canada
Efter et kort, men deprimerende glimt af mig selv i et spejl for et halvt år siden, da jeg lige var kommet ud af badet, besluttede jeg mig for at gå i gang med at løbe.
Videos by VICE
Mit møde med spejlet kom samtidig med, at adskillige familiemedlemmer og andre folk omkring mig døde af en masse forskellige grunde på meget kort tid. Når man oplever sådan en bølge af død, er det umuligt ikke at tænke godt og grundigt over, at man også selv skal dø en dag. Det var ikke kun min skrantende krop, som jeg selv syntes var vildt klam – når jeg kiggede på mig selv i spejlet, følte jeg, at jeg som 27-årig skulle træffe et valg. Jeg kunne fortsætte med at være doven og klam og ignorere mit helbred, eller jeg kunne gøre noget ved det.
Siden dengang har jeg skruet gevaldigt ned for sprut, dårlig mad og andre usunde vaner. Jeg gør det stadig, ja, men det er måske fem gange om måneden i stedet for 95 procent af tiden. Men at løbe fast har været meget sværere end alt det andet. Jeg kan ikke finde ud af det, og jeg hader det. Jeg skifter konstant hastighed, jeg løber i joggingbukser, og jeg ryger, så jeg suger alt for meget luft ind. Selv efter jeg har læst, at det er en elendig måde at tabe sig på, har jeg stadig besluttet mig for at kaste mig ud i at løbe tre gange om ugen, fordi det føles som motion.
Selv hvis det ikke er den bedste metode, gør jeg i det mindste noget. Jeg behøver ikke have medlemskab, jeg behøver ikke snakke med nogen, og en gang imellem minder det mig om, hvor godt man kan få det af at motionere. Alligevel er jeg stadig virkelig dårlig til det. Jeg er også journalist, så jeg ringede til nogen for at finde ud af, om jeg kan gøre det nemmere for mig selv.
Jeg ringede til John Bingham, som er løber og har skrevet adskillige bøger om emnet. Bingham lykønskede mig straks med min beslutning om at begynde at løbe. Han fortalte mig, at han selv begyndte at løbe i 1994, da han var overvægtig og inaktiv. Han var deprimeret og prøvede en del forskellige ting for at komme op af det hul, men han fandt ud af, at det var løb, der gjorde det for ham. Da jeg spurgte ham, hvorfor jeg skal blive ved med at løbe, gav han mig et simpelt svar – noget jeg egentlig godt vidste i forvejen.
“Det er altid bedre at være aktiv end at være inaktiv.”
Okay, det giver mening, men hvordan gør man det så, uden at være totalt ulykkelig imens?
Find et sted at løbe
Det første, han sagde, var, at jeg skulle lægge min sociale angst fra mig og finde en sportsbutik, hvor de ved noget om løb, og hvor de ikke er nogle idioter. Her kan du også lære om alle de bedste steder at løbe – ellers er internettet selvfølgelig din ven – så du undgår at være ham den skræmte tosse, der løber ned ad en vej fyldt med biler midt i myldretiden. Stier og lange ubrudte ruter er et godt sted at starte.
Få nu for helvede fat i nogle ordentlige sko
I begyndelsen af min latterlige rejse troede jeg, som den store idiot jeg er, at det var fint at løbe i Converse All-Stars, og jeg endte med at smadre begge mine ankler. En dobbelt forstrækning gør det selvfølgelig virkelig smertefuldt at gå rundt, men det har den ekstra egenskab, at man kommer til at se ekstra latterlig og klodset ud, hver gang man bevæger sig. Jeg så så sjov ud, at en “højt elsket” kollega har lavet mig til et meme.
Lad være med at gøre som mig… Lad være med at ende som et meme.
Det gælder om at få en rutine
Bingham siger, at man selv må finde ud af, hvornår løb passer ind i ens daglige rutiner, men hvis man løber om eftermiddagen, skal man huske at spise frokost – endnu en begynderfejl, jeg lavede. Det er lige meget, hvilket tidspunkt på dagen det er, forklarer han, så længe det bliver til en rutine, som du holder dig til.
“Det er lige meget, om du løber 15 kilometer om ugen eller 150, det gælder bare om at gøre aktivitet til en del af din livsstil,” siger han. “Det er ikke en god idé at løbe 15 kilometer i den her uge og så ikke løbe de næste tre uger. Man skal formå at være konsekvent, og det gælder om at se det som noget vigtigt. Ligesom at børste tænder.”
Okay, så det gælder om at planlægge sin tid, men lad os være helt ærlige: Hvis du sidder og læser den her artikel, er du nok ikke typen, der står tidligt op. Selv om vi betragter løbere som morgenmennesker, må vi nok konkludere, at jeg (og andre dovne mennesker) altså kommer til at løbe om aftenen. Lad være med at løbe om eftermiddagen, især ikke når det er varmt. Men i weekenden, når du har undsluppet hverdagens trummerum, kan du forsøge at hive dig selv ud af sengen og snøre skoene klokken ni eller ti som en rigtig produktiv samfundsborger.
Lad være med at løbe for at få et kick
Hvis der var noget, der holdt mig i gang, også efter jeg fandt ud af, at løb slet ikke var den bedste måde at tabe sig på, så var det forestillingen om runner’s high. Det er sådan et berømt og berygtet begreb, som alle mine løbervenner snakker om – den følelse, man får under en lang løbetur, når man bryder gennem muren. Da jeg fortalte Bingham om den, grinede han mig lige op i hovedet.
“Runner’s high er et mytisk væsen, ligesom Loch Ness-monsteret,” sagde han. “Der er ganske vist en bestemt fysiologisk effekt, der opstår, når man når sin ypperste grænse, som folk har beskrevet som runner’s high. Men det kræver helt vildt meget at være i så god fysisk form, at man kan løbe længe og hårdt nok til at nå det punkt, og det er de færreste, der nogensinde når dertil.”
Så kort kan det siges. Løb for din egen fornøjelses skyld, løb for at være aktiv, men lad være med at løbe for at blive høj, for det er en jagt, der aldrig slutter. Bare løb ,hvis du gerne vil løbe. Det bliver nemmere med tiden – også for os, som er lidt dovne.
