Når et nyt hold håbefulde universitetsstuderende starter deres liv på de højere læreranstalter, står et hold rusvejledere – bevæbnet med udklædning, levende dyr og afsindige mængder alkohol – klar til at guide de nye gennem deres første tid. Det er mennesker, der dedikerer det meste af deres sommer til at ligge i sprit, men som også udgør en uundværlig del af studielivet. Det er hårdtarbejdende mennesker, som uden at få en øre for det, forsøger at skabe den perfekte balance mellem tøjkæder og herskerteknikker.
Hvert år er der 15 nye basis-hold på RUC, og hvert hus (som det hedder) har deres egen rusvejledergruppe. Det betyder, at minimum 160 rusvejledere er samlet hvert år på en mark ved Trekroner. Nogle vil mene, at en enkelt rustur er rigeligt, og rusvejlederne på de forskellige danske uddannelser har da også været i modvind for deres “grænseoverskridende” lege og usunde drukkultur.
Videos by VICE
Men rusvejledningen er også et helt unikt fællesskab, som kan forandre folks liv. Nogle af rusvejlederne bliver så forelsket i sammenholdet, at de ikke kan stoppe igen. En af dem er 28-årige Victor dés Capelo, som har været rusvejleder på RUC intet mindre en seks gange. Her fortæller han, hvordan “normale” studerende kan se ned på dem, og hvilket fællesskab de går glip af.
Det var min egen rusperiode, der fik mig til at blive rusvejleder. Allerede efter første dag kunne jeg mærke, at det var lige mig, og den følelse voksede bare. Fællesskabet mellem rusvejlederne hænger tæt sammen med det sociale liv på universitetet generelt, så for hvert år fik jeg et større og større netværk på campus. Til sidst var det næsten umuligt at stoppe igen, fordi det involverede samvær med alle mine tætte venner. Men jeg nød også virkelig at give de nye studerende en god start.
Det virkede altid, som om en del af de ‘normale’ studerende – alle dem, der ikke engagerer sig i det studentersociale – havde lidt svært ved at se, hvorfor det fyldte så meget for os.
Jeg var engang i en projektgruppe med nogle, der ikke var socialt aktive på RUC. Når de gik op til toget, gik jeg i Studenterhuset i stedet. Jeg tror, de undrede sig lidt over, at jeg gjorde det så ofte. Da vi sidst på semestret tog en øl sammen i Studenterhuset, så kunne de pludselig se, hvor mange jeg kendte, og at jeg følte mig hjemme der. De indrømmede, at det så sjovt ud, men at de aldrig selv kunne overskue at være så aktive. Men det er netop alle mine oplevelser, der har gjort, at jeg ikke bare så RUC som en institution.
Det er sjældent, at nogen har sagt noget direkte, men nogle få gange har jeg da kunnet mærke, at folk lidt syntes, man var en ‘freak’. Men det gjorde mig ikke rigtigt noget, vi snakker også ofte om os selv som lidt mærkelige – at vi gider blive ved. Det var de færreste, der så direkte ned på mig, men nogle havde nok svært ved at se, hvorfor vi fortsatte så længe. Men de fleste, der prøvede at være rusvejleder, forstod jo godt, hvorfor det var så svært at slippe miljøet.
Det er stort netværk med hundredvis af mennesker, der er meget åbne og tolerante. Der har været plads til personer, som måske ikke har været vildt populære tidligere, eller som var meget introverte, men udviklede sig helt enormt gennem de sociale aktiviteter. Mig selv inklusiv. Jeg var meget genert og indelukket tidligere, men lærte enormt meget som rusvejleder. Blandt andet lærte jeg at tale foran andre, tage ansvar og fungere i et fællesskab. Der er også mange, der ikke har været introverte, men generelt har mange nok stukket lidt ud på den ene eller anden måde. For nogen har fællesskabet givet noget af det samme, som andre har fundet i rollespilsmiljøer eller lignende; et sted, hvor der var plads til at de kunne være dem selv og udvikle sig som mennesker.
Det er slet ikke nødvendigt at skille sig ud, og der er også mange rusvejledere, som ikke passer på den beskrivelse, men jeg oplever bare, at mange er lidt anderledes. Der er også mange, som har været fint ‘populære’ i andre sammenhænge og tidligere i deres liv, men som fungerer helt fint sammen med folk, der ikke har haft det sådan. Folk er åbne og finder sammen på tværs af alder, baggrund, køn og ‘socialstatus’.
Generelt er vi meget lidt selvhøjtidelige og har meget nemt ved at være selvironiske. De vigtigste egenskaber som rusvejleder er nok åbenhed, positivitet, humor og en god portion selvrefleksion. Man kan godt blive en smule caught up i det aktive miljø. Det tror jeg, mange oplever. Nu var jeg jo selv rusvejleder seks gange, og selv om jeg er fint tilfreds med det, så havde det nok ikke skadet mig at vælge nogle andre ting til i stedet. Det kan være svært at give slip på, og man kan ende med at negligere sit sociale liv udenfor universitetet.
Det aktive miljø er lidt som et frivilligt job, en hobby og ens sociale netværk, der smelter sammen. Så hvis man er træt af én del, jamen, så er det svært at lægge afstand til, fordi det også indeholder de andre dele. Efter lang tid det samme sted, så kan tingene jo også godt blive lidt indspist, og så er det måske lidt svært at udvikle sig, hvis man forbliver det samme sted – så for mig var det måske i perioder også lidt en sovepude. Det er slet ikke, fordi jeg fortryder mit liv og mine oplevelser på RUC, men det har da til tider fjernet mit fokus fra andre dele af mit liv – både studiemæssigt og socialt.
Hvad det er, der gør, at nogen ender så viklet ind i det sociale liv på universitetet, mens andre holder sig væk fra alt andet end forelæsninger, er svært at sige – og nok også meget forskelligt. For mig har mit primære netværk været på RUC. Jeg har selvfølgelig venner, der ikke går på RUC, men det meste af mit sociale liv har foregået derude. Vi har levet en del år i det samme miljø, og har derfor meget ens forståelsesrammer og humor. Det er mange venner og bekendte, som er meget nemme at mødes med, og alle kender hinanden på kryds og tværs. Vi har jo brugt enormt mange timer sammen.
Desuden er det fagligt også et helt vanvittigt netværk. Fordi RUC ikke deler rusvejledere op efter studie, så kender jeg jo mennesker i alle dele af erhverslivet. Så i mit professionelle liv støder jeg stadig på folk, som jeg har haft nogle helt fantastiske sociale oplevelser med. Selv om det aldrig har været motivationen, så har det virkelig været en bonus for mit liv at få alle de kendskaber. Den fordel og omfanget af den, tror jeg aldrig, at dem udenfor det studentersociale liv helt har forstået.